December 2021

Med et ønske om en rigtig glædelig jul og et godt og sikkert Corona frit nytår, sender vi hermed årets sidste nyheds mail.

Siden sidste nyhedsbrev i november, har vi bl.a. gennemført højskolekurset ”Den nye højskolesangbog”, hvor vi sammen med Jesper Moesbøl og alle vores kursister sang os igennem 152 såvel nye som gamle højskolesange. En skøn og meget energigivende uge. De mange positive tilbagemeldinger har bekræftet os i rigtigheden af i uge 43 (24. – 30. oktober i 2022) atter at have en uge med fokus på fortællinger og sange fra højskolesangbogen.

Vi har de sidste dage forberedt højskolen til modtagelse af vores nytårskursister den 28. december. Værelserne er klargjort med velkomsthilsen, programmer, navneskilte, små overraskelser m.m. og køkkenet har forberedt en spændende madplan for ugens forskellige måltider.

Men – men – men

Den seneste udmelding fra de danske myndigheder på dagens pressemøde, har desværre medført, at vi lige har sendt en mail ud til alle vores nytårskursister om, at dette års nytårskursus ikke må gennemføres og derfor desværre aflyses. Set i lyset af den seneste smitteudvikling, er det nok også det mest ansvarlige, selvom vi alle havde glædet os til at byde det nye år velkommen, og fejre sidste aften i 2021.

Afslutningsvis kan jeg vedr. vores 2022 program fortælle, at vi allerede nu er tæt på 400 tilmeldte til kurserne i 2022 og at flere af kurserne er udsolgte.

Rigmor kom lige forbi kontoret og foreslog, at hvis man står og mangler en god julegave, så kunne hun anbefale, at man f.eks. kunne bruge et tilskud til Operakursus i juli som en gave. Dette gælder selvfølgelig også alle andre kurser i 2022, der har ledige pladser.

Vores kursuskatalog kan man klikke ind på og bladre i ved at følge dette link Jaruplund Højskoles kurser 2022

Vi glæder os alle til at byde velkommen til Jaruplund Højskole

De bedste jule og nytårshilsner fra alle os på Jaruplund Højskole