Kære modtager af Jaruplund Højskoles nyhedsbrev
Så er vi og vores kursister på årets første genforeningskursus klar til, sammen med støttekredsens medlemmer, at byde velkommen til fejring af 100 året for afstemningen i zone 1. Det vi i dag kender som Sønderjylland. Vi forventer en festlig aften med omkring 100 deltagere.
Aftenen indledes med velkomst og middag i spisesalene kl. 18.00. I samarbejde med SSF og Det danske Centralbibliotek i Flensborg åbner vi dørene til gymnastiksalen kl. 19.30 og begynder med fællessang og festtale ved tidligere forstander Dieter Küssner. Herefter spiller kammerorkesteret fra Syddansk Musikkonservatorie i Esbjerg og gør dermed fejringen ekstra festlig her på Jaruplund Højskole.
Der er godt nyt vedr. akustikken i vores ”stor” spisesal. I nogle af vores kursusevalueringer er der kommet forskellige opfordringer til, at vi fik gjort noget ved akustikken i den store spisesal. Det er sket henover december/januar måned. Vi har fået sat nye akustiklofter op, som matcher lofterne på gangene og i dagligstuen. Det har i den grad hjulet.
Herudover er der kommet gardiner op i den lille spisesal og i dagligstuen. Begge tiltag har udover hygge effekten også haft en positiv virkning på akustikken i de to rum.
Det er også med glæde, at jeg kan fortælle, at vi den 2. februar 2020 bød vel-kommen til Simon Møller, som vi sidste år ansatte sammen med Jeppe Kirkegaard.
Som mange af jer ved, begyndte Jeppe den 1. august 2019, og har været med under gennemførelsen af de fleste kurser og aktiviteter i efteråret 2019. Jeppe er 28 år og oprindeligt fra Sønderborg. Jeppe har læst på Syddansk Universitet i Odense, og været bosat i Odense de sidste 8 år, indtil sin ansættelse her på Jaruplund Højskole, hvor han flyttede til Flensborg. Efter sin cand. mag i filosofi arbejdede Jeppe på Christiansborg og som højskoletimelærer. Her på Jaruplund Højskole underviser Jeppe primært i filosofi, politik og FNs 17 verdensmål. Jeppe har også fået rollen som koordinator i forbindelse med vores Minority Change Maker programme, som er et 13 ugers kursus målrettet unge mennesker fra hele Europa (se tidligere nyhedsmail).
Simon Sundahl Møller er også 28 år og kommer fra Nordjylland. Simon er uddannet i musik og historie fra Aalborg Universitet. Efter endt uddannelse arbejdede Simon et år i Grønland som gymnasielærer. Simon er flyttet hertil, og bor indledningsvis på Jaruplund Højskole indtil han og Josefine har fundet et sted at bo, i nærområdet af Højskolen. Her på højskolen kommer Simon primært til at undervise i historie, musik og idræt. Simon har også overtaget ansvaret for biblioteket, så det fortsat er muligt for vores kursister, at låne bøger her under de forskellige kurser.
Vi glæder os meget til det fortsatte samarbejdet med vores nye kollegaer, og kan allerede nu mærke, den positive indvirkning de begge bidrager med.
Minority Changes Maker Programme, som vi gennemfører i tæt samarbejde med Grænseforeningen, begynder den 29. marts og varer til den 27. juni. Vi bliver omkring de 35 elever, hvilket må siges at være rigtig flot antal. Jeg/vi glæder os til at fortælle mere om dette kursus i sommerens nyhedsbrev.
Som afslutning kan jeg oplyse, at vi har indsat et nyt cykelkursus i begyndelsen af august, idet de to andre cykelkurser blev fyldt på rekord tid. Vi kan allerede nu melde om udsolgt på flere af vores andre kurser, og en del af de resterende kurser har kun få ledige pladser.
De bedste hilsner
Karsten
Karsten B. Dressø, karsten.dressoe@koleforeningen.org