Juni 2022

Så er sommeren skudt i gang på Jaruplund Højskole efter et dejligt forår med 20 unge mennesker på vores 13 ugers kursus ”Minority Changemaker Programme”, som vi har gennemført i tæt samarbejde med Grænseforeningen og Syddansk Universitet.

I dette nyhedsbrev/-mail kan du læse om følgende: 

  • MCP (Minority Changemaker Programme) her i foråret 2022
  • Vores to nye kollegaer Ditte og Jonas som begyndte den 1. juni
  • Nyt kursus i november ”Genbrug og redesign i miljøets tjeneste” med mulighed for at lave den unikke julegave
  • Antal tilmeldte til dette års kurser og kun få kurser med ledige pladser
  • Samarbejde med ny vinleverandør Weinstall Jensen Jarplund, Flensburg
  • Støttekredsarrangementer bl.a. vinforedrag med Souschef i køkkenet Marius 
  • Kursusprogram for 2023 forventes offentliggjort ultimo juli – glæd dig

Rigtig god fornøjelse og kontakt os endelig, såfremt du har spørgsmål eller vi på nogen måde kan være behjælpelig med afklaring/tilmelding til vores kurser.

MCP (Minority Changemaker Programme)

I weekenden den 24. til 26. juni sendte vi 20 unge mennesker fra 12 forskellige nationaliteter videre i livet efter 3 måneder, som deltagere på vores Minority Changemaker Programme (MCP) 2022. En af eleverne tog retur til Ukraine i begyndelsen så der var 20 elever under hele MCP. Det var utrolig engagerede og dedikerede unge mennesker, som ud over et tæt pakket skema, også var på Studietur til Sydtyrol, deltog i Folkemødet på Bornholm, var på Vesterled ved Ringkøbing, en tur til Hamborg og på Moesgaard- og Aros museum i Århus. Tre måneders særdeles indholdsrigt kursus i rammen af dansk højskoletradition. Vi har været meget glade for det tætte samarbejde med Grænseforeningen, Syddansk Universitet og Dansk Skoleforening for Sydslesvig, der har gjort det muligt, at tilbyde MCP til europæiske unge mennesker fra mindretal i Europa eller fra flertal med interesse for europæiske mindretal. Vi er allerede gået i gang med at indarbejde årets erfaringer i næste års program og påbegynder rekrutteringen i august.

Vores to nye kollegaer Ditte og Jonas

Som lovet i vores sidste nyhedsbrev kan vi fortælle, at vi har ansat Ditte Kröner og Jonas Voss som vores to nye kollegaer. 

 Ditte Kröner er uddannet Cand. Mag i Kulturhistorie og har en Bachelor i Arkæologi fra Aarhus universitet. Ditte har været kultur- og museums formidler på mange forskellige museer rundt om i Danmark og senest i bl.a. Den gamle by i Aarhus. Ditte er flyttet ned til højskolen og leder efter en lejlighed i Flensborg. 

Jonas Voss er uddannet lærer fra University Colleges i Haderslev i fagene engelsk, biologi og idræt og kommer fra en stilling på Duborg skolen i Flensborg. Jonas er født og opvokset i Sydslesvig, bor i Flensborg og er en del af det danske mindretal. Du kan glæde dig til at møde Ditte og Jonas på sommerens og efterårets kurser.

 Nyt kursus i november ”Genbrug og redesign i miljøets tjeneste” med mulighed for at fremstille den helt unikke julegave. 

Vores to nye kollegaer står i spidsen for dette kreative kursus sidst i november sammen med Anne Serup Grove. Dagene bruges til kreativitet på værkstedet mens aftenerne bruges på foredrag, sangaftner og hyggeligt samvær. Det er rigtig flot, at vores to nye LÆ allerede har været i stand til så hurtigt at udvikle dette helt nye kursus. 

Kurset var knap færdig skrevet før den første ”kursist” havde meldt sig. Det var vores mangeårige og erfarne højskolelærer Rigmor, der simpelthen synes, at kurset lød så spændende, at det ville hun gerne deltage på som kursist.

Antal tilmeldte til dette års kurser og kun få kurser med ledige pladser. Det går rigtig godt. Tilmeldingerne er kommet og kommer fortsat i en lind strøm. Sidste år havde vi i alt 727 kursister på vores kurser og på nuværende tidspunkt har vi over 800 tilmeldte kursister det vores kursustilbud. Det betyder, at mange kurser allerede er udsolgt, og der er en del kurser, hvor der kun er få ledige pladser, som f.eks. på vores Golfkursus ”Golf på tyske og danske baner” i uge 30 og ”Sommer i Sydslesvig i uge 31”. Derefter skal vi helt hen til oktober til ”Kampen om historien” og ”Højskolesangbogen med Jesper Moesbøl med flere” før der er kursuspladser. Læs mere på hjemmesiden og kontakt os gerne på mail eller telefon, for at høre om der skulle være kommet en ledig plads, hvis der er kurser der har din interesse. Vi er klar til at hjælpe dig.

 Vi har i mandags modtaget 60 kursister til vores Familiehøjskole ”Opdagelsesrejser, sørøvere og skattejagt”, så der er liv og glade dage med masser af engagement og aktiviteter, og ikke mindst glæde og begejstring. En dejlig måde at begynde vores korte kursusrække på. 

   

 Samarbejde med ny vinleverandør Weinstall Jensen Jarplund, Flensburg. Når I fremover kommer på Højskolen vil I opleve at vi har fået et nyt spændende vinsortiment. Mange af vores nye vine kommer fra Weinstall Jensen, som er vores nye lokale leverandør. 

Det er såvel hvidvine som rødvine, en rose og en dessertvin. Vi håber det nye udvalg falder i vores kursister og gæsters smag.

Støttekredsarrangementer 

Vi har siden sidste nyhedsbrev haft forskellige arrangementer for Støttekredsen. Ud over Sankt Hans med søen i baggrunden har vi bl.a. haft et vinforedrag med Souschef i køkkenet Marius Streubel. Her præsenterede Marius fire tyske vine, og havde samtidig helt fra bunden lavet små forskellige smagsprøver på mad, der passede til de vine, der blev præsenteret. 

Vi håber på et tidspunkt i efteråret at kunne indarbejde dette foredrag med smagsprøver på vin og mad i nogle af vores kurser.

Kursusprogram for 2023 forventes offentliggjort i juli – glæd dig til et nyt spændende og alsidig program for 2023. Vi forventer at det er på vores hjemmeside sidst i uge 29.

Programmet 2023 ser indledningsvis sådan ud.

Januar

  • MC Andalusien

Februar

  • Tårer, latter og gåsehud – Operakursus
  • Festfyrværkeri rundt om kunsten
  • Tysk kursus
  • Opera – Kærlighedens mange ansigter
  • Filosofi

Marts

  • En højskoleuge med Broderisten 
  • Strikkekursus med Anette Danielsen
  • Minority Changmaker Programme (3 måneder)

Juni og juli

  • Grønland
  • Familiehøjskole – Det vilde vesten
  • Smukke vandreture – nye ruter
  • Smukke cykelturen nye ruter
  • Golf på dansk bane og tyske baner samt NORDART
  • Cykelkursus ”Tur de øer, Flensborg og natur” – Nye ruter sammen med
  • Have, biodiversitet og miljø – Vores muligheder

August

  • Kubik og Kultur
  • MCP Reunion og A taste og MCP
  • Tyskland globalt
  • Fra Sønderborg til Hamborg – 14 dages sommertogt med Jaruplund Højskole

September

  • Gendarmstien – Vandrekursus
  • Kursus med forfatterforeningen
  • Sort sol, Rügen og traner

Oktober – November – December

Herfra er det ikke endeligt endnu, men vi arbejder på forskellige kurser. En ting er dog sikkert, og det er, at der bliver en uge med Højskolesangbogen og Jesper Moesbøl, noget om Oplysningstiden, Romantikken, Tur til Catalonien og Barcelona med Granada Kulturrejser, Et rejsekursus til Napoli, Pompii og Herculanium samt Filosofi og Nytår på Jaruplund Højskole. Tjek Hjemmesiden i uge 29.

 Vi glæder os alle til at byde velkommen til Jaruplund Højskole

De bedste hilsner            

Karsten Dressø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *