Portugal - Atlanterhav, vinmarker og storbyliv - Under huden på Nordportugal og Porto

12. - 21. maj 2025

På dette 10 dages rejsekursus kommer vi under huden på Nordportugal og Porto. I samarbejde med Granada Kulturrejser og rejseleder Rasmus Forman byder vi velkommen til højskole ved Porto. Vores vært i Portugal er Rasmus, som bor i Vila do Conde, lige nord for Porto, med sin portugisiske hustru og børn. Vila do Conde er en smuk, historisk købstad, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Her skal vi bo på et dejligt hotel lige midt i Vila do Conde, mens vi ugen igennem besøger regionen og ikke mindst Nordportugals smukke hovedstad: Porto. Rejsen består af morgensamling med foredrag, dagsudflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve vinmarker og den smukke natur inde i landet.

Vi begynder med to dage på Jaruplund Højskole, hvor vi forbereder os til Nordportugal med foredrag og dialoger. Rasmus Forman, der er vært og kursusleder i Portugal, deltager også her. Efter to dage på højskolen kører vi onsdag til lufthavnen i Hamborg og flyver til Porto og bus til Vila do Conde. Her tilbringer vi en inspirerende højskoleuge med udflugter, foredrag og indsigt i Nordportugals historie og nutid. Den efterfølgende onsdag flyver vi retur til Hamborg og kører med bus tilbage til Jaruplund Højskole, hvor vi tager afsked med hinanden efter et måltid mad.

I Portugal er der inkluderet transfer til/fra lufthavnen, hotel med morgenmad, et dagligt fælles måltid med drikkevarer (øl, vin og vand) samt alle entreer og busture.

Kursusleder: Lise Joern og Rasmus Forman.

Rejsearrangør: Granada Kulturrejser

Pris: Pr. person i dobbeltværelse med bad og toilet kr. 14.500, tillæg for enkeltværelse med bad og toilet kr. 2.500,- (prisstigning fra rejseselskab kan forekomme)

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 12. maj
15.00 - 17.00 Ankomst og indkvartering med kaffe/te og hjemmebagte boller

17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst, præsentation, højskoleugen og sang fra højskolesangbogen

 

Tirsdag d. 13. maj
09.00 Morgensamling ved Karsten Dressø ”Hvor er du landet”?

10.15 ”Et land bliver til - Portugals historie på 60 minutter” v. Rasmus

14.00 Sangtime

15.30 ”Nellike-revolutionen i ord og toner” v. Rasmus

19.30 Hvad kender du til Nordportugal og Portugal? v. Rasmus

 

Onsdag d. 14. maj: Foredrag, rejse og ankomst Vila do Conde
08.00 – 09.00 Morgenmad og smøre madpakke

09.00 Morgensamling og introduktion til Portugisisk kultur og sprog v. Rasmus

10.00 Kørsel med bus fra Højskolen til Hamborg Lufthavn

14.45 Forventet afgang (med ankomst til Porto 19.55) Efter vi har fået vores bagage kører vi ca. 30 minutter med bus nord på til vores Hotel (Hotel Brazao, 4480-668 Vila do Conde) i centrum af Vila do Conde.

 

Torsdag d. 15. maj: Viana do Castelo   

Efter morgenmaden kører vi med bus mod nord til kystbyen til Viana do Castelo. Vi begynder på Santa Luzia bjerget, der har en imponerende udsigt ned over byen, floden og Atlanterhavs-kysten. På toppen af bjerget besøger vi foruden kirken ruinerne af en stor jernalderboplads. Herefter tager vi ned til Viana do Castelo, hvor vi får fælles frokost. Efter frokosten besøger vi et fint lille historisk museum, der giver et godt indblik i Portugals tidlige historie med keltere, romere, visigotere og de første kristne. Herefter bliver der tid til at se nærmere på den smukke by på egen hånd, inden vi om eftermiddagen kører retur til hotellet, hvor der er aftensmad på egen hånd.

 

Fredag d. 16. maj: Vila do Conde

Efter morgenmaden vil Rasmus´ portugisiske hustru Sofia fortælle om det portugisiske sprog og omgangsformer samt introducere det portugisiske køkken (på dansk, vel at mærke!). Herefter tager vi til det folkelige fredagsmarked i Vila do Conde, hvor der er masser af frisk grønt, frugt, fisk, sko og beklædning.

Frokosten indtages på egen hånd

Om eftermiddagen besøger vi Vila do Condes skibsbygger-museum og det ”indiske” kapel i Vila do Conde, som begge er tilknyttet den portugisiske storhedstid: Opdagelsestiden. En tid, der gjorde landet til et af verdens rigeste med kolonier i Asien, Afrika og Sydamerika. Som en del af museet ligger ved kajen en ”karavel”, som er en tro kopi af de skibe, portugiserne brugte på deres opdagelsesrejser.

Om aftenen spiser vi middag sammen og afholder en kulturaften med særligt fokus på fado - Portugals smukke musikalske tradition.

Lørdag d. 17. maj: Porto – byen ved floden

Dagens fokus er Nordportugals ”hovedstad”, Porto, som er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Vi begynder dagen med et introducerende foredrag, der også fortæller om Nordportugals forhold til hovedstaden Lissabon. Herefter tager vi med bus til Porto, hvor vi blandt andet skal beundre de mange blå kakler (”azulejos”) som i en række tableauer skildrer landets historie på São Bento-stationen.

Derefter går vi gennem de smalle gader ned til Douro-floden, hvor vi nyder den livlige stemning på kajen og spiser fælles frokost. Efter frokost går vi ned til floden og tager en times sejltur og bliver sat i land på den anden side, hvor vi kan se den berømte bro ”Dom Luís I”. På denne side ligger de mange portvinshuse. Her får vi en rundvisning på en lokal portvinskælder og smager på et par af deres portvine. Inden vi tager bussen retur til hotellet er der en lille time til at nyde livet ved floden eller hvor man har lyst.

Søndag d. 18. maj: Det grønne grænseland

Denne dag er afsat til en dagsudflugt, hvor vi bevæger os mod nord til området ved den spansk-portugisiske grænse og Minho floden. Det er en naturskøn egn rig på floder, skov og bjerge. Her vil vi blandt andet gå en kort tur langs Minho floden, som danner grænse mellem Portugal og Spanien, besøger en af de karakteristiske landsbyer og spise fælles frokost.
Om eftermiddagen besøger vi en vingård, hvor den særlige Vinho Verde (”den grønne vin”) bliver produceret. Vi får en rundvisning på stedet og får lejlighed til at smage på den lokale vin.

Mandag d. 19. maj: Det moderne Portugal

Dagens fokus er det moderne Portugal. Vi starter med et oplæg om Nellike-revolutionen, EU-medlemskabet og den økonomiske krise.

Herefter tager vi til Porto for at se det moderne musikhus Casa da Música fra 2005. I musikhuset får vi en guidet rundtur og ser nærmere på dette spændende moderne byggeri. Herefter tager vi til kunstmuseet Serralves, Nordportugals største museum for moderne kunst og Portugals mest besøgte museum. Her spiser vi en fælles frokost i museets dejlige restaurant, inden vi får lejlighed til at se nærmere på de udstillede værker samt nyde den store have. Der bliver efterfølgende mulighed for at tage retur med bussen eller ind til Porto og retur senere med lokaltoget/taxa for egen regning.

Tirsdag d. 20. maj: Afrunding

Den sidste dag indledes med et oplæg fra to unge portugisere, der fortæller om at være ung i Sydeuropa og om deres forhåbninger for fremtiden. Efter oplægget er der frokost og et par timer fritid på egen hånd. Om eftermiddagen er der mulighed for en vandretur langs kysten ud til den lille fiskerby, Mindelo, og om aftenen har vi afslutningsmiddag med fælles underholdning.

Onsdag d. 21. maj: Afrejse

Efter tidlig morgenmad/udlevering af ”morgenmadpakke” er der afgang til lufthavnen og via et skift videre til Hamborg, hvor vi lander midt eftermiddag (Vi skal flyve kl. 08.15 med ankomst til Hamborg 15.05). I Hamborg lufthavn hentes vi i bus og forventer at være på højskolen omkring kl. 18. Efter et måltid mad tager vi afsked med hinanden.

Ret til ændringer i programmet forbeholdes

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu