Blomster bygger broer - oplev grænselandet på cykel
30. juni – 06. juli 2025
På dette cykelkursus tager vi udgangspunkt fra Jaruplund Højskole og cykler nye ruter i forhold til de tidligere år. På dette cykelkursus oplever vi det tysk-danske grænseområde ved Flensborg Fjord på nye grænseoverskridende cykelruter.
Den nye ”Flensburg Fjord Route” er en del af projektet ”Blomster bygger broer” og opdelt i 6 ruter langs østkysten i Danmark og Tyskland og forbinder byerne Flensburg (Flensborg), Aabenraa, Nordborg, Sønderborg og Glücksburg (Lyksborg). Vi har taget udgangspunkt i ruterne og cykler mellem 40 og 65 km om dagen fordelt over hele dagen, så alle kan være med.
Ruterne fører os gennem åbne landskaber, små landsbyer og langs Flensborg Fjord med sine smukke kyststrækninger og bakkede landskab.
De enkelte etaper på ”Flensburg Fjord Route” er mellem 44 og 62 kilometer. Tirsdag (Etape 1): Flensburg – Aabenraa (49 km) Onsdag (Etape 2): Aabenraa – Nordborg (44 km) Torsdag (Etape 3): Nordborg – Sønderborg (49 km) Fredag (Etape 4): Sønderborg – Flensburg (62 km) Lørdag (Etape 5): Jaruplund – Lyksborg - Jaruplund (ca. 65 km)
Undervejs indbyder ”Flensburg Fjord Route” til at stoppe ved slotte og slotshaver, parker og andre seværdigheder. Således ligger Schloss Glücksburg på den tyske side af fjorden og i Sønderjylland ligger Brundlund Slot med sit kunstmuseum i Aabenraa samt kongehusets sommerresidens Gråsten Slot med sin berømte køkkenhave. På naboøen Als kommer vi forbi Nordborg Slot, Augustenborg Slot og Sønderborg Slot.
Kurset gennemføres af kursusleder Karsten B. Dressø og kollegaerne på Jaruplund Højskole.
Pris:
Pr. person i dobbeltværelse med eget bad og toilet: kr. 6.100,-
Pr. person i enkeltværelse med eget bad og toilet: kr. 6.500,-
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Mandag d. 30. juni
15.00 - 17.00 Ankomst og indkvartering, kaffe/te og hjemmebagte boller
17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole (JH)
18.00 Aftensmad
19.30 Velkomst og præsentation samt ugens program med gennemgang af cykelruterne
Tirsdag d. 01. juli
08.00 Morgenmad og smøre madpakker
09.00 Etape 1 Jaruplund Højskole – Flensborg – Aabenraa (49 km)
Efter en morgensang ved flagstanden cykler vi ad Oksevejen/Hærvejen over Rønsdam - en af de mindre grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, der er forbeholdt fodgængere og cyklister. Herfra videre forbi Padborg, Frøslevlejren, over stenbroerne Gjelåbro og Povlsbro til Aabenraa. Cyklerne op på lastbilen og vi hentes i bus. Retur til JH
18.00 Aftensmad
19.00 Foredrag: Jaruplund Højskole og mindretallet – ”Hvor er jeg landet” og hyggeligt samvær v. Karsten
Onsdag d. 02. juli
08.00 Morgenmad og smøre madpakker
09.00 Morgensang ved flagstangen og kørsel til Aabenraa
10.00 Etape 2: Aabenraa – Nordborg (44 km)
Vi køres til Aabenraa, hvor vi sluttede tirsdag og hvor cyklerne er klar til os. Herefter cykler vi forbi Brundlund Slot, langs sydsiden af Aabenraa Fjord, forbi Krusmølle og til Ballebro Færgekro inden vi sejler over med ”Bitten Clausen” til Hardeshøj på Als. Derfra videre til Nordborg, hvor lastbil og bus er klar til at køre os retur til højskolen.
18.00 Aftensmad
19.30 Rommens historie, romsmagning v. Signe og Karsten
Torsdag d. 03. juli
08.00 Morgenmad og smøre madpakker
09.00 Morgensang ved flagstangen og kørsel til Nordborg
10.00 Etape 3: Nordborg – Sønderborg Slot (49 km)
Vi køres i bus op til Nordborg, hvor cyklerne er klar til os. Herfra cykler vi forbi Universe Science Park og Danfoss og ned gennem en af Danmarks længste kystskove på øst siden af Als. Ved Fynshav cykler vi på tværs af Als til Augustenborg slot, og videre derfra langs Augustenborg Fjord. Ved Vollerup følger vi det nedlagte jernbanespor ind gennem Sønderborg og ned til Sønderborg Slot.
18.00 Aftensmad
19.30 Sangaften med sange og fortællinger fra Højskolesangbogen
Fredag d. 04. juli
07.00 Morgenmad og smøre madpakker
08.00 Morgensang ved flagstangen og kørsel med bussen til Sønderborg
09.00 Etape 4: Sønderborg Slot – Flensborg og JH (62 km)
Denne fredag cykler vi fra Sønderborg Slot op over Dybbøl Banke og forbi Dybbøl Mølle samt ud over Broagerland. Fra Broagerland går turen til det naturskønne område ved Iller Strand forbi Cathrinesminde Teglværk, der havde stor betydning for egnen med produktionen af de smukke røde tegl. Videre indtil Egernsund med en afstikker op gennem Gråsten til Gråsten Slot. Derfra cykler vi igennem Rinkenæs og følger Fjordvejen langs Flensborg Fjord indtil Kollund, hvorfra vi cykler gennem Kollund Skov til grænseovergangen ved Skomagerhus, forbi strandpromenaden ved Wassersleben og videre ud til JH. Her venter der en lille overraskelse til os.
19.30 Foredrag om Sydslesvig, Det danske mindretal m.m. ved Sebastian Billinger.
Lørdag d. 05. juli
08.00 Morgenmad
09.00 Morgensang ved flagstangen
09.10 Etape 5: Jaruplund Højskole (JH) – Glücksborg – JH (60 km)
Vi cykler fra højskolen ned forbi Sankelmark Sø og Oversø Kirke, hvorfra turen fortsætter ind forbi Trenens udspring ved Tressø op mod egnsmuseet i Unewatt. Herfra op og følge Flensborg Fjord mod Bockholm ind forbi Lyksborg Slot og gennem Mürwik Skov og ind til Flensborg Havn. Derfra videre op forbi Istedløven indtil Harrislee og gennem Sporskifte tilbage til højskolen.
18.00 Afslutningsmiddag
19.30 Hyggeaften, højskolesange og fortællinger
Søndag d. 06. juli
08.00 Morgenmad og afrejse efter morgenmad
Ret til ændringer i programmet forbeholdes