Vandrekurset – Gendarmstien fra øst mod vest
Glæd dig til en uge med masser af motion og smukke landskaber, når vi sammen går turen langs den berømte Gendarmsti ved Flensborg Fjord.
De danske grænsegendarmer fungerede efter genforeningen i 1920 som et grænsetoldpolitikorps ved den nyetablerede grænse, hvor de til fods patruljerede langs det, der i dag kaldes Gendarmstien – en kystnær vandrerute fra den dansk-tyske grænse til Skovby i nærheden af Kegnæs.
Vi går i løbet af ugen i gendarmernes fodspor, hvor vandreruterne bl.a. tager os igennem Sønderborg, forbi Sønderborg Slot samt mange af de nyopførte bygninger, der er rejst i byen ved havnefronten over de seneste år. Derudover ser vi Dybbøl Mølle og går igennem de historiske skanser, hvor krigen i 1864 blev udkæmpet, og Danmark led et nederlag til de Preussiske styrker. Vores femte og sidste etape går igennem Kollund Skov, hvor vi passerer broen – Skomagerhus - der er den mindste grænseovergang i Europa og eneste broforbindelse mellem Danmark og Tyskland. Herfra videre til Wassersleben, med den renoverede strandpromenade, hvor der er et smukt blik over Flensborg Fjord.
Vi hentes og bringes hver dag med bus ud til vores vandredestinationer, og om aftenen vil vi hygge os sammen på højskolen. Vi begynder mandag aften med en præsentation af vandreruterne, samt en fortælling om de danske grænsegendarmer. Ugen igennem vil der være forskellige foredrag, fortællinger og sange fra højskolesangbogen efterfulgt af dialoger, der kan fortsættes under den efterfølgende dags vandringer.
Lørdag efter dagens vandretur har vi en hyggelig afslutningsaften i fællesskab.
I alt bliver det en uge med masser af stof til eftertanke, historiske indtryk, smukke landskaber og motion til krop og sjæl.
Bemærk at nogle af turene på de enkelte dage kan være op til 16 km, og at vi går 5 dage i træk, så derfor anbefaler vi, at man er godt gående. Husk også at medbringe dit pas, godt fodtøj, vandflaske, evt. madkasse og rygsæk, samt overtøj der kan tåle vind og vejr. Det er muligt at bestille bus til afhentning/aflevering ved Kliplev station for dem, der kommer med tog.
Pris:
Pr. person i dobbeltværelse med eget bad og toilet: Kr. 6.200,-
Pr. person i enkeltværelse med eget bad og toilet: Kr. 6.600,-
(Prisen er inkl. Bustransport i løbet af ugen, foredrag, kost og logi)
Kursusleder: Lise Joern
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Mandag d. 11. august
15.00 - 17.00 Ankomst og indkvartering, kaffe/te og hjemmebagte boller
17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole
18.00 Aftensmad
19.30 Velkomst og præsentation samt ugens program med gennemgang af vandreruterne
Tirsdag d. 12. august
08.00 Morgenmad og madpakkesmøring
09.00 Foredrag ved forstander Karsten Dressø: ”Hvor er du landet?”
10.15 Kører vi til Skovby, hvorfra vi vandrer vestpå mod Høruphav ca. 10 km
18.00 Aftensmad
19.30 Foredrag ”De slesvigske krige - genforeningen 1920”
Onsdag d. 13. august
08.00 Morgenmad og madpakkesmøring
09.00 Morgensang ved flagstangen
09.10 Kører vi til Høruphav og vandrer til Dybbøl Mølle ca. 14 km
18.00 Aftensmad
19.30 Sangaften ved Rigmor Eybye
Torsdag d. 14. august
08.00 Morgenmad og madpakkesmøring
08.50 Morgensang ved flagstangen
09.00 Kører vi til Dybbøl Mølle og fortsætter etapen til Skeldekobbel ca. 13 km, hvor en lille overraskelse venter os når vi når målet ved Skeldekobbel
19.30 Fortællinger om Hans Adolf Brorson, hans salmedigtning og forhold til naturen v. museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen
Fredag d. 15. august
08.00 Morgenmad og madpakkesmøring
09.00 Morgensang ved flagstangen
09.10 Kører vi til Cathrinesminde Teglværk og går turen til Stranderød ca. 15 km
18.00 Aftensmad
19.30 Foredrag: ”Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den”. Foredrag om Søren Kierkegaard v. Lise Joern
Lørdag d. 16. august
08.00 Morgenmad og madpakkesmøring
09.00 Morgensang ved flagstangen
09.10 Kører vi til Stranderød og fortsætter indtil vi når den dansk-tyske grænse og videre til Wassersleben ca. 13 km
18.00 Afslutningsmiddag
19.30 Hyggeaften, højskolesange og fortællinger
Søndag d. 17. september
08.00 Morgenmad og afrejse efter morgenmaden