Wagner i Leipzig - Udsolgt!
- Oplev ”Rhinguldet” og ”Valkyrien” i Wagners fødeby
04. juli - 10. juli, 2022
Richard Wagners musikdramatiske værker hører til de mest afgørende for genrens udvikling i det 19. århundrede. Han blev født i Leipzig i 1813 som yngste af en søskendeflok på ni, og voksede op i både Leipzig og Dresden. Efter nogle omtumlede ungdomsår vendte han tilbage til Dresden i 1842, blev ansat ved det saksiske hof som hofkapelmester, men måtte pga. sine sympatier med oprørerne flygte fra byen under folkeopstanden i 1849. Nu var de roligere år forbi, og Wagner opholdt sig de næste år bl.a. i Schweiz og hos Kong Ludwig d. 2. af Bayern. I et stræk på ikke mindre end 28 år blev komponistens absolutte hovedværk til, ”Niebelungens Ring”, der består af fire dele, hvoraf vi på dette kursus skal gennemgå og overvære de to første, nemlig ”Rhinguldet” og ”Valkyrien”.
Oper Leipzig har i 2022 valgt at opsætte alle Wagners 13 musikdramatiske værker på tre uger, i den rækkefølge, de er skabt. Undtagelsen er dog de fire værker i ”Niebelungens Ring”, som opføres efter hinanden.
Kurset begynder på Jaruplund Højskole med tre højskoledage med foredrag og grundige værkgennemgange. Der vil være morgensamlinger og sangaften samt en morgensamling med tema om det danske mindretal i Sydslesvig.
Turen til Leipzig foregår i rejsebus, og vi klipper turen over i to ”bidder” med en overnatning i Brandenburg, så vi ankommer om torsdagen i ro og mag til en travetur i Leipzig inden den første forestilling.
Leipzig har huset flere af musikhistoriens store navne, ikke mindst Johann Sebastian Bach, der levede de sidste mange år af sit meget produktive liv i Leipzig. Vi skal besøge byens Bach-museum og Thomas kirken, hvor han havde sit daglige arbejde.
Leipzig er desuden hjemsted for et af Europas mest anerkendte orkestre, Gewandhaus-orchester. Vi hører orkesteret i operaen, og på byvandring kommer vi forbi deres kendte nuværende koncerthus og flere steder, der fortæller om orkesterets lange historie.
På rundtur i byen ser vi også Universität Leipzig, der har sin oprindelse tilbage i 1409. Universitetet er smukt og kreativt genopbygget efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser.
Med på turen til Leipzig har vi to virkelig kompetente guides, nemlig Tove og Holm Fleischer. De vil fortælle om byen, DDRtiden og meget mere:
Holm Fleischer
Født og opvokset i Leipzig. Uddannet i serbokroatisk og russisk ved universiteterne i Leipzig og Sarajevo. Videnskabelig medarbejder ved universitetet i Leipzig 1978-89. Adjunkt/lektor ved Aarhus Universitet 1996-2019.
Tove Fleischer
Født i Aarhus. Uddannet i slavisk filologi, tjekkisk og dansk ved universiteterne i Aarhus og Prag. Bosat 1981-89 i Leipzig. Underviser i dansk som andetsprog 1990-2012. Udgav 2017 bogen “Kærlighed i socialismens tid” om tiden i DDR.
Kursusleder: Højskolelærer og cand.mag Rigmor Eybye
Pris:
Pris per person i dobbeltværelse: Kr. 8.900,-
Pris per person i enkeltværelse: Kr. 9.200,-
(Prisen er inkl. operabilletter og entréer til programsatte seværdigheder, bustur med overnatninger og måltider. Dog undtaget aftensmåltid torsdag d. 07.07. Der må påregnes udgifter til drikkevarer ved besøg på restauranter på turen)
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Mandag d. 04. juli
15.00 - 16.00 Ankomst og indkvartering, kaffe og friskbagte boller
17.00 Rundvisning
18.00 Aftensmad
19.30 Velkomst, præsentation og introduktion til kurset
Tirsdag d. 05. juli
09.00 Morgensamling ved forstander Karsten Dressø
10.15 Introduktion til Richard Wagners liv og værker, med fokus på ”Niebelungens Ring”, oplæg ved Rigmor Eybye
14.00 – 17.00 ”Rhinguldet“, værkgennemgang ved Rigmor Eybye
19.30 Sangaften
Onsdag d. 06. juli
09.00 Morgensamling, det danske mindretal anno 2021
10.15 ”Valkyrien”, værkgennemgang ved Rigmor Eybye
13.30 Afgang til Brandenburg, overnatning på hotel
Torsdag d. 07. juli
09.00 Afgang til Leipzig, ankomst ca. 12.00, indkvartering på hotel
13.00 Middagsmad på restaurant, derefter byrundtur første del…
17.00 ”Rhinguldet” på Oper Leipzig
Efter forestillingen er der tid på egen hånd til et sent aftensmåltid
Fredag d. 08. juli
10.00 Rundtur i Leipzig: Bach Museum, Thomas Kirken, Nikolai Kirken mm.
13.00 Middagsmad på restaurant, turen i byen går videre…
17.00 ”Valkyrien” på Oper Leipzig. Vi får en anretning i en af pauserne
Lørdag d. 09. juli
09.00 Afgang til Jaruplund
Ca 17.00 Ankomst til højskolen
19.00 Festmiddag
20.30 Afslutningsaften med sang, fortællinger og snak om oplevelserne i Leipzig
Søndag d. 10. juli
09.00 Afrejse efter morgenmaden, bus til Kliplev for dem, som rejser med tog
Ret til ændringer i programmet forbeholdes