Wagners Ragnarok i Esbjerg

Højskole og opera – en kombination med mulighed for at udvide vores horisonter på flere fronter. Operaen repræsenterer alle de store kunstarter: litteratur/poesi, drama, musik og billedkunst/det visuelle. Højskolen giver den særlige ramme for oplysning, fordybelse og refleksion. Samværet med andre mennesker giver de helt uundgåelige samtaler om de mange store temaer, som værkerne lægger frem for os.

På Jaruplund Højskole har vi specialiseret os i kurser, hvor klassisk musik og opera er i fokus. Vi har både det danske og det tyske kulturliv inden for rækkevidde, og tilbyder ture til koncerter og forestillinger af høj kvalitet.

På Den Ny Opera i Esbjerg har en entusiastisk gruppe med operachef Lars Ole Mathiasen i spidsen de sidste år på storslået vis fremført Wagners storværk ”Niebelungens Ring”. De fuldfører sommeren 2025 projektet med operaen ”Ragnarok”, som afslutter Wagners cyklus om guder, mennesker, Niebelunger, valkyrier, Gibichunger, jætter og andet godt- og skidtfolk.

På Jaruplund Højskole vil I få en gennemgang af Wagners liv og hans arbejde med ”Ringen”. Værkets første tre dele bliver gennemgået, og ”Ragnarok” får en særlig grundig gennemgang.

Som særlig gæst byder vi velkommen til operasanger Stig Fogh Andersen, der vil fortælle om sit næsten livslange forhold til figuren ”Siegfried”, som han har sunget vistnok mere end 100 gange i mange forskellige iscenesættelser.

Onsdag d. 27.08. tager vi turen til Musikhuset i Esbjerg for at overvære Den Ny Operas iscenesættelse af værket. Kasper Wilton er iscenesætter og operachef Lars Ole Mathiasen dirigerer Sønderjyllands Symfoniorkester. Sangerholdet er nordisk med bl.a. Trine Bastrup Møller som Brünnhilde og Magnus Vigilius som Siegfried.

Tilbage på højskolen vil vi evaluere på oplevelsen og diskutere den nye iscenesættelse.

Som på alle kurser på Jaruplund Højskole vil man få en indføring i aktuelle forhold i det danske mindretal og et drys af den gamle, danske historie på en tur til Slesvig med besøg på Gottorp Slot.

Gæsteforedrag ved operasanger Stig Fogh Andersen og komponist Bo Gunge

Kursusleder og oplægsholder: Højskolelærer og cand.mag. Rigmor Eybye

Pris:

Pr. person i dobbeltværelse med eget bad og toilet kr. 8.250,-

Pr. person i enkeltværelse med eget bad og toilet kr. 8.650,-

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Lørdag d. 23. august

15.00 - 16.00 Ankomst og indkvartering, kaffe/te og friskbagte boller

17.00 Rundvisning på højskolen

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst og gennemgang af programmet, fællessang og lidt musik…

 

Søndag d. 24. august

09.00 Morgensamling om Jaruplund Højskole i 75 år v. forstander Karsten B. Dressø

10.15 Operaens historie som ”Short Story”, fra den italienske hofopera over Gluck og Mozart til den romantiske, tyske opera. v. Rigmor Eybye

10.15 Wagners omtumlede liv og idéerne til ”Niebelungens Ring”, hans genrebestemmende idéer, Ringens første del/foraften, ”Rhinguldet” v. Rigmor

19.30 På tur gennem højskolesangbogen v. Rigmor

 

Mandag d. 25. august

09.00 Morgensamling

10.15 Operasanger Stig Fogh Andersen ”Om Siegfried – Wagners store helt” - Han har sunget partiet mere end 100 gange og i vistnok 10 forskellige iscenesættelser 😊

14.00 ”Valkyrien” og ”Siegfried”, værkgennemgange v. Rigmor

19.30 Mindretal i Grænselandet, foredrag v. højskolelærer Sebastian Bilinger

 

Tirsdag d. 26. august

09.00 Morgensamling

10.15 Europa på Wagners tid v. historiker Jørn Buch

14.00 ”Ragnarok”, værkgennemgang v. Rigmor

19.30 Oplæg ved komponist Bo Gunge – om at komponere opera i dag. Bo Gunge har bl.a. komponeret operaen ”Grænsemageren” til fejringen af 100 året for Genforeningen, og er igen involveret som komponist til et nyt projekt med ”Opera på Grænsen” om kunstneren Franciska Clausen
 

Onsdag d. 27. august

09.00 Morgensamling v. Rigmor

10.15 Wagner og de tyske filosoffer v. højskolelærer Lise Joern

12.00 Middagsmad

15.00 Afgang til Esbjerg

17.00 ”Ragnarok” i Musikhuset Esbjerg. Der er bestilt mad i den første pause

Ca. 01.00 tilbage på højskolen til en bid natmad

Torsdag d. 28.august

09.00 Morgensamling

10.15 Evaluering af oplevelsen i Esbjerg

13.00 Tur til Slesvig med rundvisning på Gottorp Slot

18.00 Afslutningsmiddag

19.00 Koncert med pianist Jakob Alsgaard Bahr og mag.art. Leif V.S. Balthzersen

20.30 Afslutningsaften med sang og gode samtaler

 

Fredag d. 29. august

08.00 Morgenmad

08.50 Morgensang og herefter afrejse

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu