Skaberkraft – vi maler marsken - AFLYST
Mal, mærk og oplev det vilde vadehav
21. - 27. november 2022
I den kolde og mørke tid fordyber vi os i kunsten fra et dansk og tysk perspektiv. Slesvig har som grænseland altid fungeret som en smeltedigel, et overgangsland mellem den nordiske og europæiske kunsttradition.
På dette kursus vil vi udforske og genopfriske de vigtigste strømninger i tysk og dansk kunst. Den tyske kunsttradition er et vigtigt fundament for moderne europæisk kultur og på kurset vil vi dykke ned i romantikken, impressionismen, ekspressionismen og den tyske avantgarde. Som en del af Danmark har Slesvig været leveringsdygtig med flere markante skikkelser i den danske guldalder, hvor selveste C.W. Eckersberg var født i hertugdømmet. Flere af disse kunstnere fra 1800-tallet er senere gledet ud af vores kollektive bevidsthed. På kurset taler vi om, hvordan vi som nation har konstrueret kunsthistorien og genopliver nogle af dem, som blev udeladt.
I løbet af ugen tager vi på ture ud i grænselandet og besøger egnens fremmeste kunstmuseer. Onsdag går turen til millionbyen Hamborg, hvor vi besøger Hamburger Kunsthalle, der har en enestående samling af tysk romantik – heriblandt Casper David Friedrichs Vandreren over tågehavet og Ishavet. Vi oplever desuden byens særegne og moderne arkitektur. Torsdag går turen til Gottorp Slot, der i sin storhedstid var et kulturelt centrum blandt europæiske fyrstehoffer og i dag huser en fint etableret guldaldersamling samt særudstillinger med tysk ekspressionisme, herunder flere Brückekunstnere. Fredag tager vi mod vest og besøger Kunstmuseet Tønder, heriblandt deres samling af sjældne og ikoniske Wegnermøbler. Vi bruger resten af eftermiddagen i marsken, hvor vi tager en tur op i det nye Marsk Tower tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG), og besøger vadehavskunstneren Else Pia Erz i hendes atelier og galleri. Lørdag tager vi ind til Flensborg, hvor vi vil opleve den slesvigske pendant til Skagensmalerne – Egernsundkolonien, der udstilles på Museumsberg.
I løbet af ugen diskuterer og reflekterer vi over den kunst vi oplever samt samtaler om, hvordan vi bedømmer, forstår og udvælger kunst – både personligt og som samfund.
Vi glæder os til at byde velkommen på Jaruplund Højskole.
Med venlige hilsner,
Forstander Karsten Dressø
Pris:
pr. person i dobbeltværelse kr. 4.550,-
pr. person i enkeltværelse kr. 4.850,-
(Prisen er inkl. entré til programsatte seværdigheder, bustur og måltider. Der må påregnes udgifter til drikkevarer ved besøg på restauranter på turen.)
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Mandag
15.00 – 17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe/te med friskbagte boller
17.00 Rundvisning
18.00 Aftensmad
19.30 Velkomst, præsentation og introduktion til kurset
Tirsdag
09.00 Morgensamling ved forstander Karsten Dressø
10.15 Foredrag: De vigtigste strømninger i dansk og tysk kunst fra guldalderen og romantikken til i dag ved højskolelærer Drude Terkildsen Bill
14.00 Foredrag: Udvekslinger mellem dansk og tysk. Den slesvigske kunstnertradition – eller manglen på samme?
19.30 Sangaften
Onsdag
07.00 Morgenmad
08.00 Afgang til Hamborg. I Hamborg besøger vi Kunsthalle, hvor vi får en guidet rundvisning i deres imponerende samling. Vi oplever byens særartede arkitektur med mulighed for tid på egen hånd.
19.00 Aftensmad på højskolen
20.00 Kunstneraften og vinsmagning
Torsdag
09.00 Morgensamling ved højskolelærer Jeppe Kirkegaard
10.15 Foredrag: Gottorp Slot og kunstnerhoffet ved Rigmor Eybye
13.00 Eftermiddagstur til Gottorp Slot. Vi får en rundvisning på slottet, hvorefter vi besøger særudstillingerne samt deres udstilling af guldalderværker
19.30 Reflektionsaften – Vi reflekterer over dagens besøg og diskuterer udstillingernes værker og kuration
Fredag
09.00 Tur til Kunstmuseet Tønder og Tøndermarsken. Vi besøger Kunstmuseet Tønder, der formidler moderne nordeuropæisk kunst samt udstiller sjældne og anerkendte møbler af bysbarnet Hans Wegner. Efter besøget spadserer vi igennem Skulpturparken med værker af blandt andre Prins Henrik til Hostrups Hotel, hvor vi får serveret solæg og smørrebrød. Derefter går turen mod Hjemsted ved Skærbæk, hvor vi tager kaffen på Marsk Restaurant. For de, som har lyst, er der mulighed for at tage en tur op i Marsk Tower tegnet af BIG og nyde udsigten 36. meter over havets overflade. Tårnet har både trapper og elevator. På vejen hjem besøger vi vadehavskunstneren Else Pia Erz, der har galleri i Skærbæk. Vi ser hendes værker imens Erz taler om sin arbejdsproces og motiver af marsken og vaden.
18.30 Ankomst til varm suppe på højskolen
20.00 Oplæsning af War Poetry og fremvisning af kunstneriske motiver fra Første Verdenskrig. Vi kaster et blik på, hvordan soldaterne forholdte sig til rædslerne under krigen gennem poesi og kunst. Værkerne sættes i relation til beretninger fra medlemmer af det danske mindretal.
Lørdag
09.00 Morgensamling ved højskolelærer Drude Terkildsen Bill
10.15 Foredrag: Kunstnerkolonien i Egernsund – Sønderjyllands Skagen ved højskolelærer Drude Terkildsen Bill
13.00 Eftermiddagstur til Flensborg. Vi besøger Museumsberg og ser værker af Egernsundmalerne. Herefter byrundtur med fortællinger om det danske og tyske aftryk i arkitekturen. Efter byrundturen er der tid på egen hånd.
18.00 Afslutningsmiddag
Søndag
09.00 Afrejse efter morgenmaden
09.00 Afgang med bus til Kliplev for dem, som rejser med tog
Ret til ændringer i programmet forbeholdes.