PortugalAtlanterhav, vinmarker og storbyliv

 Under huden på Nordportugal og Porto - udsolgt - mulighed for venteliste

18. – 27. maj 2023

Et 10 dages rejsekursus hvor vi kommer under huden på Nordportugal og Porto. I samarbejde med Granada Kulturrejser og rejseleder Rasmus Forman byder vi velkommen til højskole ved Porto.

Vores vært i Portugal er Rasmus, som bor i Vila do Conde, lige nord for Porto, med sin portugisiske hustru og børn. Vila do Conde er en smuk, historisk købstad, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Her skal vi bo på et dejligt hotel lige midt i Vila do Conde, mens vi ugen igennem besøger regionen og ikke mindst Nordportugals smukke hovedstad: Porto.

Rejsen består af morgensamling med foredrag, dagsudflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve vinmarker og den smukke natur inde i landet.

Vi begynder med to dage på Jaruplund Højskole, hvor vi forbereder os til Nordportugal med foredrag og dialoger. Rasmus Forman, der er vært og kursusleder i Portugal, deltager også her. Efter to dage på højskolen kører vi lørdag til lufthavnen i Hamborg og flyver til Porto og Vila do Conde. Her tilbringer vi en inspirerende højskoleuge med udflugter, foredrag og indsigt i Nordportugals historie og nutid. Den efterfølgende lørdag flyver vi retur til Hamborg og kører med bus tilbage til Jaruplund Højskole, hvor vi tager afsked med hinanden efter en bid brød. 

I Portugal er der inkluderet transfer til/fra lufthavnen, hotel med morgenmad, et dagligt fælles måltid med drikkevarer (øl, vin og vand) samt alle entreer og busture.

Kursusleder: Ditte Kröner og Rasmus Forman. Rejsearrangør: Granada Kulturrejser

Pris pr. person dobbeltværelse: kr. 12.150,- / tillæg for enkeltværelse kr. 2.250,-

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program 

Torsdag d. 18. maj
15.00 - 17.00 Ankomst og indkvartering med kaffe/te og hjemmebagte boller

17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst, præsentation, højskoleugen og sang fra højskolesangbogen

Fredag d. 19. maj
09.00 Morgensamling v Karsten ”Hvor er du landet”?
10.15 ”Et land bliver til - Portugals historie på 60 minutter” v. Rasmus

14.00 Sangtime

15.30 ”Nellike-revolutionen i ord og toner” v. Rasmus
19.30 Hvad kender du til Nordportugal/Porto og Portugal? v. Rasmus

Lørdag d. 20. maj: Rejse, ankomst og byvandring i Vila do Conde

07.30 -08.30 Morgenmad

08.30 Morgensamling ved Jonas Voss og introduktion til Portugisisk kultur og sprog v. Rasmus og inden kørsel til lufthavnen frokost på højskolen

11.00 Kørsel med bus fra Højskolen til Hamborg Lufthavn

15.40 Afgang med fly (IBERA) via Madrid for at lande i Porto kl. 19.55. Efter vi har fået vores bagage kører vi ca. 30 minutter med bus nord på til vores hotel i centrum af Vila do Condo.

 

Søndag d. 21.maj: Viana do Castelo  

Efter morgenmaden kører vi med bus mod nord til kystbyen til Viana do Castelo. Vi begynder på Santa Luzia bjerget, der har en imponerende udsigt ned over byen, floden og Atlanterhavs-kysten. På toppen af bjerget besøger vi foruden kirken ruinerne af en stor jernalderboplads. Herefter tager vi ned til Viana do Castelo, hvor vi får fælles frokost. Efter frokosten besøger vi et fint lille historisk museum, der giver et godt indblik i Portugals tidlige historie med keltere, romere, visigotere og de første kristne. Herefter bliver der tid til at se nærmere på den smukke by på egen hånd, inden vi om eftermiddagen kører retur til hotellet, hvor der er aftensmad på egen hånd.

 

Mandag d. 22. maj: Porto – byen ved floden

Dagens fokus er Nordportugals ”hovedstad”, Porto, som er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv. Vi starter dagen med et introducerende foredrag, der også fortæller om Nordportugals forhold til hovedstaden Lissabon. Herefter tager vi med bus til Porto, hvor vi blandt andet skal beundre de mange blå kakler (”azulejos”) som i en række tableauer skildrer landets historie på São Bento-stationen.

Derefter går vi gennem de smalle gader ned til Douro-floden, hvor vi nyder den livlige stemning på kajen og spiser fælles frokost. Efter frokost går vi over den berømte bro ”Dom Luís I” til den anden side af floden, hvor de mange portvinshuse befinder sig. Her får vi en rundvisning på en lokal portvinskælder og smager på et par af deres portvine. Resten af dagen er fri til på egen hånd at opleve Porto: Køre med sporvogn, besøge kirkerne, nyde livet ved floden eller hvor man har lyst. Sidst på dagen tager vi bussen retur til hotellet.

 

Tirsdag d. 23. maj: Vila do Conde

Efter morgenmaden vil Rasmus´ portugisiske hustru Sofia fortælle om det portugisiske sprog og omgangsformer samt introducere det portugisiske køkken (på dansk, vel at mærke!). Herefter besøger vi Vila do Condes skibsbygger-museum og det ”indiske” kapel i Vila do Conde, som begge er tilknyttet den portugisiske storhedstid: Opdagelsestiden. En tid, der gjorde landet til et af verdens rigeste med kolonier i Asien, Afrika og Sydamerika. Som en del af museet ligger ved kajen en ”karavel”, som er en tro kopi af de skibe, portugiserne brugte på deres opdagelsesrejser.
Efter besøget er der frokost på egen hånd og mulighed for at besøge klosteret, det historiske museum, domkirken eller gå en tur langs Atlanterhavet, hvilket varmt kan anbefales. Om aftenen spiser vi middag sammen og afholder en kulturaften med særligt fokus på fado - Portugals smukke musikalske tradition.

 

Onsdag d. 24. maj: Det grønne grænseland

Denne dag er afsat til en dagsudflugt, hvor vi bevæger os mod nord til området ved den spansk-portugisiske grænse og Minho floden. Det er en naturskøn egn rig på floder, skov og bjerge. Her vil vi blandt andet gå en kort tur langs Minho floden, som danner grænse mellem Portugal og Spanien, besøge en af de karakteristiske landsbyer og spise fælles frokost.
Om eftermiddagen besøger vi en vingård, hvor den særlige Vinho Verde (”den grønne vin”) bliver produceret. Vi får en rundvisning på stedet og får lejlighed til at smage på den lokale vin.

Torsdag d. 25. maj: Det moderne Portugal

Dagens fokus er det moderne Portugal. Vi starter med et oplæg om Nellike-revolutionen, EU-medlemskabet og den økonomiske krise. Herefter tager vi til Porto for at se det moderne musikhus Casa da Música fra 2005. I musikhuset får vi en guidet rundtur og ser nærmere på dette spændende moderne byggeri. Herefter tager vi til kunstmuseet Serralves, Nordportugals største museum for moderne kunst og Portugals mest besøgte museum. Her spiser vi en fælles frokost i museets dejlige restaurant, inden vi får lejlighed til at se nærmere på de udstillede værker samt nyde den store have. Der bliver efterfølgende mulighed for at tage retur med bussen eller ind til Porto og retur senere med lokaltoget/taxa for egen regning. 

 

Fredag d. 26. maj: Afrunding

Den sidste dag indledes med et oplæg fra to unge portugisere, der fortæller om at være ung i Sydeuropa og om deres forhåbninger for fremtiden. Herefter tager vi til det folkelige fredagsmarked i Vila do Conde, hvor der er masser af frisk grønt, frugt, fisk, sko og beklædning. Frokosten indtages på egen hånd og om eftermiddagen er der mulighed for en vandretur langs kysten ud til den lille fiskerby, Mindelo. Om aftenen afslutningsmiddag med fælles underholdning.

Lørdag d. 27. maj: Afrejse

Efter morgenmaden afgang til lufthavnen med afgang (kl. 11.25*) og ankomst til Amsterdam (kl. 15.05*), videre (kl. 16.45*) med ankomst til Hamborg lufthavn (kl. 17.50*) hvor vi hentes i bus og kører til Jaruplund Højskole. Her tager vi afsked med hinanden efter en bid brød. (Flytider er ca. tider og kan blive ændret).

Pris: 

pr. person i dobbeltværelse kr. 12.150,- 

pr. person i enkeltværelse tillæg på kr. 2.250,- 

Tilmelding og betaling senest 20. januar 2023

Ret til ændringer forbeholdes. 

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu