Opera

Oplev ”Den flyvende Hollænder”, ”Lohengrin” og ”Tristan og Isolde” i Wagners fødeby

08. marts - 16. marts, 2021

Richard Wagners musikdramatiske værker hører til de mest afgørende for genrens udvikling i det 19. århundrede. Han blev født i Leipzig i 1813 som yngste af en søskendeflok på ni, og voksede op i både Leipzig og Dresden. Efter nogle omtumlede ungdomsår vendte han tilbage til Dresden i 1842, blev ansat ved det saksiske hof som hofkapelmester, men måtte pga. sine sympatier med oprørerne flygte fra byen under folkeopstanden i 1849. Da havde ”Den flyvende Hollænder” haft sin premiere på den nye Semper Opera, og en færdigkomponeret ”Lohengrin” havde Wagner med i kufferten i flugten. Det færdige partitur gav han til Franz Liszt, der gav ham husly i Weimar, og som i 1850 fik opført operaen, uden Wagners tilstedeværelse.

”Tristan og Isolde”, muligvis det mest radikale af Wagners værker, fik sin premiere i München i 1865. Værkets musik var på det tidspunkt yderst avanceret, med en aldrig stillestående harmonik og en ”tidløs og uendelig melodi”, som Leipzig Operaen beskriver det på deres hjemmeside. En melodik, der understøtter historien om en kærlighedsforløsning, der kun kan ske fyldest i døden. Wagner var betaget af filosoffen Schopenhauers tanker og personligt påvirket af en uforløst kærlighedsaffære med Mathilde Wesendonck. I ”Tristan og Isolde” fandt både filosofi og personlige følelser udtryk i et musikdrama uden sidestykke.

 

Kurset begynder på Jaruplund Højskole med fire højskoledage med foredrag og grundige værkgennemgange. Der vil være morgensamlinger og sangaften samt en aften med tema om det danske mindretal i Sydslesvig.

Turen til Leipzig foregår i rejsebus, og vi klipper turen over i to ”bidder” med en overnatning i Brandenburg, så vi ankommer om fredagen i ro og mag til en travetur i Leipzig inden den første forestilling.

 

Leipzig har huset flere af musikhistoriens store navne, ikke mindst Johann Sebastian Bach, der levede de sidste mange år af sit meget produktive liv i Leipzig. Vi skal besøge byens Bach-museum og Thomas kirken, hvor han havde sit daglige arbejde. Hver lørdag eftermiddag er der sædvanligvis en times korkoncert i kirken. Hvis tiden tillader, oplever vi også det.

Leipzig er desuden hjemsted for et af Europas mest anerkendte orkestre, Gewandhaus-orchester. Vi hører orkesteret i operaen, og på byvandring kommer vi forbi deres kendte nuværende koncerthus, og flere steder, der fortæller om orkesterets lange historie.

På rundtur i byen ser vi også Universität Leipzig, der har sin oprindelse tilbage i 1409. Universitetet er smukt og kreativt genopbygget efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser.

 

Søndagen byder på udflugt til Halle ca 50 km fra Leipzig. Halle er en af de få større tyske byer, der ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Derfor har den en velbevaret middelalder bymidte, som vi skal på rundtur i. Desuden besøger vi Händel Haus, komponistens fødehjem med et interessant museum.

 

Lidt om opsætningerne:

”Den flyvende Hollænder” er iscenesat af hollænderen Michiel Dijkema og havde premiere i denne udgave i 2019. Der venter os fantastisk flotte scenebilleder og gode sangere.

”Tristan og Isolde” er iscenesat af Enrico Lübbe og havde også premiere i 2019. Titelpartierne synges af to solide kræfter, Meagan Miller som Isolde og Stefan Vinke som Tristan. Begge har stor erfaring med Wagner roller.

”Lohengrin” er/bliver iscenesat af selveste oldebarnet til Richard Wagner, Katharina Wagner. Hun er kendt for radikale og modige iscenesættelser, og denne udgave af ”Lohengrin” får premiere i november 2020, så i skrivende stund er der endnu ikke ”sluppet noget ud” omkring scenebilleder. Men titelpartiet synges af svenskeren Michael Weinius, som har leveret dette parti tidligere i bl.a. Berlin, Wien og Baden-Baden under Christian Thielemanns ledelse.

For flere aktuelle oplysninger se www.oper-leipzig.de

 

Medvirkende på kurset: Forstander Karsten Dressø, højskolelærere Jeppe Kirkegaard og Rigmor Eybye, mag.art. Leif V.S. Balthzersen og historiker Jørn Buch.

 

Pris:

Pris per person i dobbeltværelse: 8900,- Kr

Pris per person i enkeltværelse: 9200,- Kr

(Prisen er inkl. operabilletter og entréer til programsatte seværdigheder, bustur med overnatninger og måltider. Der må påregnes udgifter til drikkevarer ved besøg på restauranter på turen)

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 08. marts

15.00 - 16.00 Ankomst og indkvartering, kaffe og friskbagte boller

17.00 Rundvisning

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst, præsentation og introduktion til kurset

 

Tirsdag d. 09. marts

09.00 Morgensamling ved forstander Karsten Dressø

10.15 Introduktion til Richard Wagners liv og værker, oplæg ved Leif V.S. Balthzersen

14.00 – 17.00 ”Tristan og Isolde”, værkgennemgang ved Leif V.S. Balthzersen

19.30 Sangaften

 

Onsdag d. 10. marts

09.00 Morgensamling

10.15 ”Den flyvende Hollænder”, værkgennemgang ved Rigmor Eybye

14.00 – 17.00 ”Lohengrin”, værkgennemgang ved Rigmor Eybye

19.30 2020: Det danske mindretal 100 år

 

Torsdag d. 11. marts

09.00 – 09.30 Morgensamling

09.45 Iscenesættelse af Wagners værker, ved Rigmor Eybye

11.45 Middagsmad

13.00 Afgang med rejsebus til Brandenburg, hvor vi overnatter til fredag

 

Fredag d. 12. marts

09.00 Afgang til Leipzig

Ca 12.00 Ankomst til hotel i Leipzig

14.00 – 16.00 Gåtur i Leipzigs centrum

17.00 Aftensmad på ”Auerbachs Keller”

19.30 ”Den flyvende Hollænder” på Oper Leipzig

 

Lørdag d. 13. marts

10.00 På opdagelse i Leipzig: Bach Museum, Thomas Kirken, Nikolai Kirken mm.

13.00 Middagsmad på restaurant

15.00 Hvis tiden tillader, mulighed for korkoncert i Thomaskirken

17.00 ”Tristan og Isolde” på Oper Leipzig. Slut ca 22.00 incl to pauser. Vi får en anretning i en af pauserne

 

Søndag d. 14. marts

09.00 Tur til Halle med byvandring, frokost på restaurant og besøg på museet Händel Haus

14.30 Tilbage til Leipzig

17.00 ”Lohengrin” på Oper Leipzig. Slut ca 21.30 incl to pauser. Vi får en anretning i en af pauserne

 

Mandag d. 15. marts

09.00 Afgang til Jaruplund

Ca 17.00 Ankomst til højskolen

18.30 Festmiddag

20.00 Afslutningsaften med sang og gode historier

 

Tirsdag d. 16. marts

09.00 Hjemrejse efter morgenmaden

09.15 Afgang med bus til Kliplev for dem, som rejser med tog

Ret til ændringer i programmet forbeholdes
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu