Klassisk musik og opera - Koncert i Sønderborg med Sibelius og Mendelssohn - og to operaforestillinger i Hamborg
På Jaruplund Højskole har vi specialiseret os i kurser, hvor klassisk musik og opera er i fokus. Vi har både det danske og det tyske kulturliv indenfor rækkevidde, og tilbyder ture til koncerter og forestillinger af høj kvalitet. Desuden har vi gennem årene erfaret, at kombinationen med klassisk musik/opera og højskole giver nogle særlige muligheder for at udvide vores horisonter på flere fronter. Operaen repræsenterer alle de store kunstarter: Litteratur/poesi, drama, musik og billedkunst/det visuelle. Højskolen giver den særlige ramme for oplysning, fordybelse og refleksion. Samværet med andre mennesker giver de helt uundgåelige samtaler om de mange store temaer, som værkerne lægger frem for os.
På dette kursus i det tidlige forår skal vi først opleve en koncert i Alsion, Sønderjyllands Symfoniorkesters dejlige koncertsal i Sønderborg. Her er det en helt ung solist, Christian Li, der svinger violinen i Sibelius´ violinkoncert. Li har som kun 18-årig allerede udgivet tre album hos pladeselskabet Decca, og spås en gylden fremtid, så kom og hør:) Og vi skal også høre Mendelssohns ”Lobgesang” med både kor, orkester og solister.
På Staatsoper i Hamborg skal vi nyde to forestillinger. Tchaikovskys ”Eugen Onegin” er ny iscenesat til Hamborg af Bastian Kraft og med dygtige russiske og ukrainske sangere. Så glæd jer til den fortryllende tenorarie med ”Lenski”, som synges af Dmitry Korchak.
Aftenen efter bliver det italiensk drama, når det er bedst, nemlig de to enaktere, Mascagnis ”Cavallaria Rusticana” og Leoncavallos ”Pagliacci”.
Oplevelserne bliver forberedt med oplæg på højskolen om komponisterne og værkerne, og der vil være tid til fælles evalueringer, hvor vi kan dele vores opfattelser af musik og drama. Leif Balthzersen vil indvie jer i den særlige opgave det er, at lave overtekster til operaer. En opgave han har haft til bl.a. den jyske opera igennem flere år.
Medvirkende på kurset: Leif V.S. Balthzersen
Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab og har bl.a. været musikchef for Sønderjyllands Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester samt ensemblechef for Aarhus Sinfonietta. Han har arbejdet med musikformidling i over 30 år og er en flittigt benyttet foredragsholder og musikskribent i hele landet og har undervist på universiteterne i Aarhus og København. Han er redaktør på Aarhus Universitetsforlag, laver overtekster for Den Jyske Opera, skriver programnoter for Aarhus Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Det Kongelige Teater og er bestyrelsesformand for Aarhus Sommeropera. Hertil kommer mange års beskæftigelser i antikvariatsbranchen. Leif V.S. Balthzersen har skrevet bøgerne ”Mozarts operaer. En guide”, ”Richard Strauss’ orkestermusik. En brugsanvisning”, ”Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker” og senest ”Opera. 90 værker akt for akt”.
Kursusleder: højskolelærer og kursusleder Rigmor Eybye, samt højskolens lærere
Pris:
Per person i dobbeltværelse: Kr.12.555,-
Per person i enkeltværelse: Kr.13.055,-
(Prisen er incl. fuld forplejning, overnatninger i Hamborg, måltider på restaurant incl. en drikkevare, billetter til forestillingerne, entré til programsatte punkter, bus samt naturligvis kost, logi og undervisning på højskolen. På Hamborg-turen vil der være et aftensmåltid/natmad for egen regning d. 07. marts)
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Onsdag d. 03. marts
Fra kl 15.00: Ankomst, indkvartering, kaffe/te og friskbagte boller
17.00: Rundvisning
18.00: Aftensmad
19.30: Præsentation af programmet, fællessang og så er vi i gang
Torsdag d. 04. marts
08.00: Morgenmad
09.00: Morgensamling v. forstanderen
10.15: Foredrag om Tchaikovsky, operaer, balletter og symfonier v. Rigmor
12.00: Middagsmad
14.00 Gennemgang af Sibelius' violinkoncert og Mendelssohns Lobgesang-symfoni for sangsolister, kor og orkester v. Leif Balthzersen
17.30: Aftensmad
18.15: Afgang med bus til Sønderborg
19.30: Koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i Alsion
22.30: En lille forfriskning på Højskolen
Fredag d. 05. marts
08.00: Morgenmad
09.00: Morgensamling, ”Om at lave overtekster til operaforestillinger” v. Leif Balthzersen
10.15: Gennemgang af ”Cavalleria rusticana” og ”Pagliacci” v. Leif Balthzersen
12.00: Middagsmad
14.00: Værkgennemgang af ”Eugen Onegin” v. Rigmor
18.00: Aftensmad
19.30: Rundt om Højskolesangbogen
Lørdag d. 06. marts
08.00: Morgenmad
09.00: Morgensamling
10.15: Om koncerten i Alsion, og lidt mere Mendelssohn v. Rigmor
12.00: Middagsmad
13.30 Afgang med bus til Hamborg
16.30 Gåtur til restaurant tæt på operaen
19.00 ”Eugen Onegin” på Staatsoper
Søndag d. 07. marts
09.30: Efter morgenmad på hotellet tilbyder vi en tur til Hamborgs imponerende havn med en havnerundfart. Bussen kører os her til, og efter turen er der tid til en kort sightseeing ved havnefronten, før bussen kører tilbage til centrum
14.00 Fælles frokost på restaurant, herefter lidt tid på egen hånd
17.00: ”Cavalleria Rusticana” og ”Pagliacci” på Staatsoper
Efter forestillingerne mulighed for lidt natmad på egen hånd i storbyen
Mandag d. 08. marts
09.00: Vi kører retur til Jaruplund Højskole
12.00: Frokost på højskolen
14.00: Vi evaluerer oplevelserne i Hamborg. Desuden opsamling om operasangere, stemmetyper og roller. V. Rigmor
18.00: Afslutningsmiddag
19.30: Afslutningsaften med sang og samtaler
Tirsdag d. 09. marts
08.00 Morgenmad
09.00: Fællessang og ”Tak for nu”, afgang med bus for dem, som rejser med tog
Ret til ændringer forbeholdes
