Koncert, opera og ballet i Hamborg
Nyd en forårsuge med opera og klassisk musik både i hjemlige højskolerammer og i storbyen.
Den nordtyske metropol, Hamborg, ligger kun 2 timers kørsel fra Jaruplund Højskole. I højskolens række af kurser med klassisk musik og opera som tema, er det derfor kun naturligt, at vi igen i 2027 tilbyder en uge fyldt med foredrag og oplæg om værkerne samt en weekend i Hamborg med tre store oplevelser.
Neumeier balletten i Hamborg er en institution i byen og berømt bl.a. for sin elegante kobling af tradition og modernitet. Vi skal opleve ”Die kleine Meerjungfrau”, der havde sin premiere på Det Kongelige Teater i København i 2005. Musikken er af Lera Auerbach, og John Neumeier har skabt en fængslende og følelsesladet udgave af det kendte H.C. Andersen eventyr.
Aftenen derefter skal vi opleve Mozarts ”Figaros Bryllup”. Iscenesættelsen er fra 2015 af nordmanden Stefan Herheim. Han var i lære hos den nærmest legendariske tyske iscenesætter Götz Friedrich, og har lavet både smukke og skarpe iscenesættelser over det meste af Europa. Denne udgave har hverken politiske eller revolutionære undertoner, men slet og ret musikken og kærligheden som de fremtrædende elementer. Så vi skal nyde Mozarts uimodståelige musik og have et godt grin over Lorenzo da Pontes morsomme intriger.
Som rosinen i pølseenden skal vi søndag formiddag til koncert i Elbphilharmonien. Mahlers 5. symfoni og Arnold Schönbergs monodrama ”Erwartung” vil fylde den fantastiske koncertsal, og æresdirigent Kent Nagano fører Philharmonisches Staatsorchester Hamburg gennem værkerne.
Der er lagt op til store oplevelser. Vi vil forberede dem med oplæg på højskolen før turen, ligesom der vil være tid til refleksioner og yderligere oplysende foredrag når vi returnerer til Jaruplund.
Vi afslutter ugen med en eftermiddag i Flensborg, hvor der vil være en rundvisning på byens danske gymnasium, Duborg Skolen. En moderne skole med en flot tradition og stor betydning for mindretallet.
Medvirkende: Leif V.S. Balthzersen
Leif V.S. Balthzersen er mag.art. i musikvidenskab og har bl.a. været musikchef for Sønderjyllands Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester samt ensemblechef for Aarhus Sinfonietta. Han har arbejdet med musikformidling i over 30 år og er en flittigt benyttet foredragsholder og musikskribent i hele landet og har undervist på universiteterne i Aarhus og København. Han er redaktør på Aarhus Universitetsforlag, laver overtekster for Den Jyske Opera, skriver programnoter for Aarhus Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester og Det Kongelige Teater og er bestyrelsesformand for Aarhus Sommeropera. Hertil kommer mange års beskæftigelser i antikvariatsbranchen. Leif V.S. Balthzersen har skrevet bøgerne ”Mozarts operaer. En guide”, ”Richard Strauss’ orkestermusik. En brugsanvisning”, ”Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker” og senest ”Opera. 90 værker akt for akt”.
Kursusleder og foredragsholder: Højskolelærer Rigmor Eybye
Pris:
Per person i dobbeltværelse: Kr.13.700,-
Per person i enkeltværelse: Kr.14.500,-
(Prisen er incl. fuld forplejning, overnatninger i Hamborg, (der desværre i netop denne weekend er til forhøjede hotelpriser pga en større messe i Hamborg) måltider på restaurant incl. en drikkevare, billetter til forestillingerne, entré til programsatte punkter, bus samt naturligvis kost, logi, Flensborgtur, koncert og undervisning på højskolen)
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Onsdag d. 14. april
Fra 15.00: Ankomst, indkvartering, kaffe/te og hjemmebagte boller
17.00: Rundvisning på højskolen
18.00: Aftensmad
19.30: Introduktion til ugen, program, fællessang og et lille glas:)
Torsdag d. 15. april
08.00: Morgenmad
09.00: Morgensamling v. forstanderen
10.15: Forberedelse til koncerten i Elbphilharmonien. Mahlers 5. symfoni og koncertopførelse af Schönbergs opera ”Erwartung" v. Leif Balthzersen
12.00 Middagsmad
14.00 – 15.00: Om Lorenzo da Ponte – Mozarts festlige samarbejdspartner v. Leif Balthzersen
15.30 – 17.00: ”Figaros bryllup” – værkgennemgang v. Leif Balthzersen
18.00: Aftensmad
19.30: Rundt om Højskolesangbogen
Fredag d. 16. april
08.00: Morgenmad
09.00: Morgensamling
10.15 Et kig ind i ballettens verden, bl.a. klip fra ”Die kleine Meerjungfrau” v. Rigmor
12.00 Middagsmad
13.00: Afgang med bus til Hamborg
Ca 15.30 Indkvartering på hotel
16.30: Kort gåtur til restaurant tæt på operaen
17.00: Aftensmad på restaurant
19.30: ”Die kleine Meerjungfrau” på Staatsoper
Lørdag d. 17. april
09.30 Efter morgenmaden går vi til Museum für Kunst und Gewerbe, lige bag hovedbanegården. Her skal vi på en rundvisning i historiske musikinstrumenter, især tasteinstrumenter, som de har en særlig stor samling af.
Vil man hellere gå på egen hånd i storbyen, er man naturligvis frit stillet:)
13.00: Fælles frokost, herefter lidt tid på egen hånd
17.00: Aftensmad på restaurant
19.00: ”Figaros Bryllup” på Staatsoper
Søndag d. 18. april
09.00: Vi tjekker ud fra hotellet og kører til havnen. Her er der tid til en lille gåtur, før koncerten
11.00: Koncert i Elbphilharmonien
13.30: Frokost på restaurant tæt på ”Elphi”
15.00 Vi kører tilbage til Jaruplund
18.00 Aftensmad på højskolen
19.30: Koncert med pianisten Jesper Rene
Mandag d. 19. april
08.00 Morgenmad
09.00 Morgensamling
10.15: Vi evaluerer oplevelserne i Hamborg
12.00: Middagsmad
13.30: Eftermiddagstur til havne- og grænsebyen Flensborg. Vi begynder oppe på højdedraget vest for fjorden med en rundvisning på Duborgskolen. Herefter til fods ned til Nørregade og gennem byen.
16.45: Bus tilbage til højskolen
18.00: Afslutningsmiddag
19.30: Afslutningsaften med sang og samtaler
Tirsdag d. 20. april
08.00: Morgenmad
09.00: Fælles morgensang og afgang med bus for dem, som rejser med tog.
Ret til ændringer forbeholdes
