Opera

- Donizettis ”Elskovsdrikken” og Verdis ”Macbeth” samt korkoncert i ”Alsion” i Sønderborg

21. marts - 27. marts, 2021

Et uhyggeligt melodrama af Verdi og fortryllende romantisk bel canto af Donizetti. Oplev to italienske operaforestillinger i Staatsoper i Hamborg og nyd seværdigheder i Nordtysklands største by.

I Donizettis charmerende ”Elskovsdrikken” skal vi opleve ingen ringere end sopranen Danielle de Niese i rollen som Adina. De Niese fik sin helt usædvanligt unge debut som 19-årig på The Metropolitan i New York i rollen som Barbarina i ”Figaros Bryllup”. Karrieren har været en perlerække af partier fra især barok operaer som Cleopatra i Händels ”Julius Cæsar” og Euydike i Glucks ”Orfeus og Eurydike”. I 2012 stod hun også på scenen i Staatsoper i Hamborg, den gang som Susanna i ”Figaros Bryllup”. Så man kan glæde sig til at høre hendes perlende stemme i dette bel canto værk af Donizetti. Som Nemorino synger den spanske tenor Xabier Anduaga.

Verdi skrev i alt tre operaer over Shakespeare værker, ”Macbeth”, ”Othello” og ”Falstaff”. ”Macbeth” er den tidligste af de tre, fra 1847, og Verdi får i dette værk greb om at lade musikken udtrykke psykologiske spændinger og personlige karaktertræk. At skabe en opera ud fra et teaterstykke kræver både omdigtning og stram ”skæring” af tekstmaterialet, så der bliver rum til musikkens udtryk. Denne proces vil Leif V.S. Balthzersen tematisere i foredraget ”Fra teater til opera” om netop Verdis Shakespeare-værker.

Hamborg operaens udgave af ”Macbeth” er fra 1997 og iscenesat af Steven Pimlott.

Turen til Hamborg bliver med en overnatning på hotel centralt i byen, og dette giver os mulighed for at opleve f.eks. havnen og museer i storbyen.

Endnu en musikalsk oplevelse venter med en korkoncert i koncertsalen ”Alsion” i Sønderborg. Sønderjyllands Symfoniorkester opfører sammen med gymnasiekor fra Sønderjylland og Sydslesvig Karl Jenkins ”Stabat Mater”. Et bemærkelsesværdigt og velklingende korværk fra 2008 bygget over den katolske bøn ”Stabat Mater dolorosa” om Marias sorg ved korset. Jenkins har tilføjet den latinske tekst bl.a. gamle, mellemøstlige digte på arabisk og nyere poesi på engelsk. Et lettilgængeligt og gribende moderne værk man kan glæde sig til at opleve.

 

Kurset er for alle med interesse i klassisk musik og opera.

 

Medvirkende: Forstander Karsten Dressø, højskolelærer, cand.mag. Rigmor Eybye samt mag.art. Leif V.S. Balthzersen

 

Pris:

Per person i dobbeltværelse: Kr 6600,-

Per person i enkeltværelse: Kr 6900,-

(Prisen er inkl. billetter til operaer og koncert, bus, entréer og måltider på turen til Hamborg. Dog må der påregnes udgifter til drikkevarer ved besøg på restauranter på turen)

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Det fulde program

Søndag d. 21. marts

15.00 - 16.00 Ankomst og indkvartering, kaffe og friskbagte boller

17.00 Rundvisning

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst, præsentation og introduktion til kurset

 

Mandag d. 22. marts

09.00 Morgensamling ved forstander Kartsten Dressø

10.15 Introduktion til den italienske opera – nedslag i operahistorien, ved Rigmor Eybye

14.00 Komponisten Karl Jenkins og korværket ”Stabat Mater”, ved Rigmor Eybye

19.30 Sangaften

 

Tirsdag d. 23. marts

09.00 Morgensamling

10.15 Verdi: Liv og værker ved Leif V.S. Balthzersen

14.00 ”Macbeth”, værkgennemgang ved Leif V.S. Balthzersen

15.30 – 17.00 Fra skuespil til opera, ved Leif V.S. Balthzersen

17.45 Aftensmad

18.50 Afgang til Sønderborg, korkoncert i ”Alsion” kl 20.00

22.15 Natmad på højskolen

 

Onsdag d. 24. marts

09.00 Morgensamling

10.15 Gaetano Donizetti: Liv og værker, ved Rigmor Eybye

14.00 ”Elskovsdrikken”, værkgennemgang ved Rigmor Eybye

19.30 Sydslesvig – sprog og identitet ved Kathrine Hoop

 

Torsdag d. 25. marts

09.00 Morgensamling

10.15 Verdis kvinderoller, ved Rigmor Eybye

12.00 Middagsmad

13.30 Afgang til Hamborg

Ca 15.30 Indkvartering på hotel

Kort gåtur i byen

17.30 Aftensmad på restaurant

19.30 ”Elskovsdrikken” på Staatsoper Hamburg

 

Fredag d. 26. marts

09.30 Bussen kører til Elbphilharmonie, hvor vi besøger udsigtsplatformen. Her fra kører bussen til Kunsthalle, hvor vi har tid til at se udstillinger og spise frokost i restauranten. Kl ca. 15.00 er der mulighed for en kanalrundfart på søer og kanaler. Vi sejler ud fra Alsterpavillon og kommer vidt omkring i bydelene nord og øst for centrum, en skøn oplevelse at se Hamborg fra den charmerende vandside.

17.00 Aftensmad

19.00 ”Macbeth” på Staatsoper Hamburg

Ca 00.30 hjemkomst til Jaruplund til natmad

 

Lørdag d. 27. marts

09.00 Morgensamling

10.15 Evaluering af forestillingerne i Hamborg

12.00 Middagsmad og herefter hjemrejse

Ret til ændringer i programmet forbeholdes
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu