Kreativ strik med farver - Strikkekursus med Stine Hoelgaard

27. november – 03. december 2023

Folk har strikket i århundreder, men i øjeblikket er strikning en af tidens helt store tendenser. Hvis du, som så mange andre, elsker at strikke, har du nu chancen for at blive endnu bedre, når vi i november 2023 får besøg af strikdesigner Stine Hoelgaard.

Denne uge indeholder et varieret program af forskellige dekorative teknikker. TERN og blomster vil være omdrejningspunktet, når du møder op til en kreativ uge, hvor du vil få masser af inspiration til, hvordan helt almindeligt og kedeligt ret- og glatstrik kan piftes op, og dit eget personlige præg kan tilføjes med farver og fine figurer. Du skal blandt andet arbejde med vævning og hækling, begge teknikker som skal udføres på strik.

Derudover skal vi afprøve den estoniske strikketeknik Roosimine, som er en form for flerfarvestrik, hvor trådene ligger dekorativt oven på strikken. Endnu en mulighed for at give dit strik fine, farverige figurer og struktur. 

Stine Hoelgaard Johansen er denne uges underviser. Hun er uddannet strikke- og hækledesigner fra Hellerup Håndarbejdsseminarum i 1994, og i hendes lille firma arbejder hun alsidigt med kombination af strikke- og hækledesigns til forskellige garnfirmaer og ugeblade og undervisning på blandt andet Tekstilformidler Uddannelse, diverse garnfestivaller og workshops. I hendes fritid har garnet også en central rolle. Stine eksperimenterer gerne med de garnrester hun har tilovers fra diverse opgaver, og beregner restedesigns i både strik og hækling.

Vi strikker i løbet af dagen, og om aftenen vil vi hygge os i fællesskab med en sangaften, højskole morgensamlinger med varierende emner, foredrag og fælles dialoger. Midt på ugen tager vi en eftermiddag til Tønder, hvor vi ser byens museum om marskens historie og kultur. Lørdag slutter vi ugen af med en byvandring i Flensborg, hvor der også vil være mulighed for tid på egen hånd til bl.a. at nyde byens julemarked.

Alt i alt bliver det en uge med strikkeundervisning af topkvalitet, hyggelige stunder og stof til eftertanke.

Pris: pr. person i dobbeltværelse/enkeltværelse: 5.300 kr./5.600 kr.

          

Underviser i strik: Stine Hoelgaard

Kursusleder: Højskolelærer Ditte Kröner

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 27. november
15.00 – 17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe/te med boller
17.00 Velkomst og Rundvisning
18.00 Aftensmad
19.30 Præsentation af programmet v. Ditte Kröner og Stine Hoelgaard

Tirsdag d. 28. november
07.30 Morgenyoga
09.00 Morgensamling, ”Hvor er du landet?” ved forstander Karsten Dressø
10.15 Workshop v. Stine Hoelgaard
12.00 Frokost
12.50 Eftermiddags udstrækning
13.00 – 17.00 Workshoppen fortsætter
19.30 Aftenforedrag: "Verdens strik – Strik verden" v Ditte Kröner

Onsdag d. 29. november
07.30 Morgenyoga
09.00 Kreativ morgensamling v Ditte
10.15 Workshop v. Stine Hoelgaard
12.00 Frokost
12.50 Eftermiddags udstrækning
13.00 Workshoppen fortsætter
19.30 Sangaften v. Ditte 

Torsdag d. 30. november
07.30 Morgenyoga
09.00 Morgensamling v. højskolelærer Ole: "Brug naturens farver som inspiration"
10.15 Workshop v. Stine Hoelgaard
12.00 Frokost
12.50 Eftermiddags udstrækning
13.00 Tur til Tønder museum
19.30 Aftenforedrag: "Back to basic" ved Stine Hoelgaard

Fredag d. 1. december
07.30 Morgenyoga
09.00 Morgensamling "mindretallets historie" v. højskolelærer Jonas Voss
10.15 Workshop v. Stine Hoelgaard
12.00 Frokost
12.50 Eftermiddags udstrækning
13.00 – 17.00 Workshoppen fortsætter
19.30 Filmaften 

Lørdag d. 2. december
07.30 Morgenyoga
09.00 Morgensamling "Craft psykologi" v. Ditte Kröner
10.15 Afrunding af ugens arbejder v. Stine Hoelgaard
12.00 Frokost
12.50 Eftermiddags udstrækning
13.00 Eftermiddagstur til Flensborg - Besøg ved Istedløven. Derefter kort byvandring med efterfølgende tid til at opleve byen på egen hånd og se på julemarked. V. Jonas Voss
18.00 Afslutningsmiddag
19:30 Festaften og underholdning v. Ditte og Jonas

Søndag d. 3. december
08.00 Morgenmad
09.00 Afrejse efter morgenmad
09.15 Afgang med bus til Kliplev for dem, som rejser med tog

Ret til ændringer i programmet forbeholdes

 

Medbring venligst

I denne uge strikker vi meget gerne med rester, tynde som tykke rester, i alt fra bomuld, acryl, uld og andre sjove garner. Med andre ord tag bare rigeligt garn med, både hele og halve nøgler og små bitte ”bidder” kan bruges.  

Centralt for denne uges undervisning er, at du medbringer et billede i farver som du synes er flotte. Det kan være et postkort eller foto på din telefon. Et billede du har taget af et maleri, plakat, en smuk bygning, en solnedgang eller noget helt andet, valget er dit. Det der er vigtigt, ud over billedet, er, at du har garn med i de farver, der er på billedet, og hvis der er mange farver/nuancer, at du medbringer de 5 mest i øjenfaldende farver, så der er nok til både at strikke en firkant i målene 25 x 30 cm og garn nok til efterfølgende at væve på prøven. Bemærk! Garnet behøver IKKE være af samme kvalitet og tykkelse, men skal være glat, altså uden knuder som fláme/bouclé.

Det er muligt at lave en lille pung ud af denne prøve, så medbring gerne en lynlås på 20 cm i matchende farve + sytråd + synål + lidt knappenåle.

Udover det garn, som skal matche dit billede, skal du medbringe mere garn til de andre prøver, der skal arbejdes med denne uge. Her er frit slag. Tag meget gerne rester med og hellere for meget end for lidt 😊

Medbring et udvalg af pinde i forskellige tykkelser, strømpe- og rundpinde og ellers alt godt for strikkekurven, en stoppenål (nål uden spids), en saks og en hæklenål, som matcher den stribede prøve i glatstrik med udvalgte masker i vrang, som du skal have strikket før du kommer og medbringe til højskolen. Alt om denne prøve får du i et separat dokument.  

Udover garn og alt godt fra strikkekurven, skal du medbringe 2 strikkeprøver. Den ene færdigstrikket og klar til dekoration og den anden startet op på og strikket et stykke med rib. Ved tilmelding får kursisterne tilsendt et dokument med mere information om disse prøver.

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu