Kursus oversigt 2023
Portugal – Atlanterhav, vinmarker og storbyliv - udsolgt - mulighed for venteliste
18. maj - 27. maj, 2023
Et 10 dages rejsekursus hvor vi kommer under huden på Nordportugal og Porto. I samarbejde med Granada Kulturrejser og rejseleder Rasmus Forman byder vi velkommen til højskole ved Porto. Udgangspunktet er Vila do Conde, en smuk, historisk købstad, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Her skal vi bo på et dejligt hotel lige midt i Vila do Conde, mens vi ugen igennem besøger regionen og ikke mindst Nordportugals smukke hovedstad: Porto.
Rejsen består af morgensamling med foredrag, dagsudflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve vinmarker og den smukke natur inde i landet.
Cykelture langs hav og kyst
05. juni - 11. juni, 2023
Vores populære cykelkurser i juli og august er i år blevet meget hurtigt udsolgt. Vi har derfor valgt at supplere dette års kursusprogram med et nyt cykelkursus i juni måned. Vi har specielt udvalgt disse ruter, så vi kommer rundt i et meget varieret landskab, der kendetegner dette historiske og naturskønne område.
Opera i Dresden - Verdi og Rossini på Semper Operaen og Mozarts Requiem som ballet
18. juni - 25. juni, 2023
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi har fået mulighed for at tilbyde en særlig opera rejse i juni dette år.
På dette kursus tager vi på bustur til Dresden, hvor vi skal opleve to forestillinger på den kendte Semper Opera. Semper Operaen har en lang og dramatisk historie, der rummer kendte urpremierer, brand under oprøret i 1848 og igen ødelæggelse under bombardementet af Dresden i 1945.
Grønland - Fra Ilulissat til Nanortalik - få ledige pladser
26. juni – 14. juli, 2023
Jaruplund Højskoles traditionsrige Grønlands rejse byder på enestående naturoplevelser med isbjerge og indlandsis, kultur og kunst. Vi starter rejsen i Ilulissat, 300 km nord for polarcirklen, hvor vi overnatter på hotel. Her ser vi den vældige Ilulissat isfjord, sejler i Diskobugten og får mulighed for at opleve midnatssolen.
Herfra tager vi på fire dages sejltur, i alt ca. 1200 km, langs med Grønlands vestkyst, fra Ilulissat til Sydgrønland. Skibet ”Sarfaq Ittuk” er det eneste offentlige skib, der sejler denne lange rute. Undervejs har vi mindre ophold i flere af de små bygder og et stop i hovedbyen Nuuk. Med lidt held vil der på sejlturen være mulighed for at iagttage hvaler og sæler.
Det vilde Vesten - Familiehøjskole
03. – 09. juli, 2023
Grib øjeblikket og nyd gode oplevelser med dine børn og/eller børnebørn i fællesskab med andre familier. Jaruplund Højskole har dejlige rammer både ude og inde til fælles aktiviteter og samvær. Der vil være udfordringer for børn og voksne sammen og enkelte programpunkter, hvor de voksne har foredrag, mens børnene har gang i leg og spil. Vi skal opbygge en verden fra det vilde vesten ved vores lille sø. Nybyggerne skal lære af indianerne hvordan man bygger tipier og skyder med bue og pil. Der skal laves mad over bål, og vi skal sejle i kano. Vi skal sammen lave en saloon, hvor nybyggerne kan læske ganen, og måske kommer der et par cowboys forbi og vil lave ballade…
Smukke vandreture i juli - udsolgt
10. juli - 16. juli, 2023
Oplev årets skønneste tid på vandreture i det smukke Flensborg, på Gendarmstien, langs vadehavet og i Sydslesvig. Vi har valgt nogle nye ruter og kombineret dem med andre kendte smukke vandreture, så vi kommer rundt i et meget varieret landskab, smuk natur og et område fyldt med historie.
Ture fra vadehavet i vest til Gendarmstien og Flensborg i øst. Dagsturene er mellem 10 – 15 km.
Smukke cykelture i juli - udsolgt
17. juli - 23. juli, 2023
Vi har på dette cykelkursus samlet fem varierede, smukke cykelruter i Nord- og Sydslesvig. Vi har specielt udvalgt disse ruter, så vi kommer rundt i et meget varieret landskab, der kendetegner dette historiske og naturskønne område. Turene går fra vadehavsøen Før, langs Trenefloden, i det bakkede landskab i Angel og til egnen nord for grænsen langs Gendarmstien, Gråsten Slot og Augustenborg. De fleste ruter er på cykelstier og små mindre befærdede veje, så sikkerheden er i top. Vi anbefaler, at alle cykler med cykelhjelm og medbringer egen cykel. Cyklister med el- cykler er også meget velkomne. Ruternes længde vil variere mellem 40 og 60 km fordelt over 6 til 7 timer med pauser, så vi sikrer, at alle kan være med.
Golf på dansk og tyske baner samt NORDART - få ledige pladser
24. juli - 30. juli, 2023
Glæd dig til en uge med golf, kultur, foredrag og hyggeligt samvær. Vi har denne gang valgt forskellige tyske baner og Sønderjyllands golfbane, der hver især udfordrer os på forskellig måde og synliggør, at spillet ikke kun drejer sig om at slå lige og langt. De to første runder spiller vi på Golf Club Hof Berg ved Læk og Alten Hof mod syd øst, og de næste ved Golf Club Husumer Bucht samt i Uge, Sønderjyllands Golfklub. Højskolen danner rammen om kurset med foredrag og tur til kunstudstillingen NORDART ved Rendsborg.
Have og biodiversitet
31. juli – 06. august, 2023
Drømmer du om at komme i gang med at gøre din have mere naturvenlig?
Så er kurset her for dig. Vi samles om både teoretiske og praktiske projekter, så du både får viden til hovedet og jord under neglene. Dermed kan du blive helt klar til at gå i gang med din egen have, når du kommer hjem. Kurset henvender sig både til dig med altan, den lille byhave, kolonihaven og den kæmpe landhave. Vi undersøger havens insekt- og dyreliv, og lærer, hvordan man kender forskel på forskellige arter.
Der vil være workshops i fremstilling af bl.a. kvashegn og insekthoteller og mulighed for at farve garn med årstidens planter.
Smukke cykelture i august - udsolgt
31. juli – 06. august, 2023
Vi har på dette cykelkursus samlet fem andre smukke cykelruter i Nord- og Sydslesvig. Vi har specielt udvalgt disse ruter, så vi kommer rundt i et meget varieret landskab, der kendetegner dette historiske og naturskønne område.
Kubik og Kultur - Øst- og vestkysten
07. - 13. august, 2023
Fællesskab, snoede landeveje gennem smuk natur, kulturelle seværdigheder, pit stop ved landevejskroer og en højskolehverdag med foredrag og samtaler. Dette er bare nogle af stikordene for et kursus, hvor man oplever Sydslesvig og Sønderjylland på motorcykel.
Med udgangspunkt i højskolen går turene denne gang til både øst- og vestkysten. Angel og Slesvig, øen Før på vestkysten, Rømø og Friedrichstadt med en kanalrundfart.
Dette spændende landskab nydes bedst fra motorcykel, hvor alle sanser har del i oplevelsen. På de forskellige ture under dette ugekursus kommer vi vidt omkring i regionen. Vi kører ikke stærk, men motorcyklerne skal kunne følge med op til 100 km/ timen.
Tyskland globalt - I samarbejde med Dansk-Tysk Selskab - få ledige pladser
21. - 27. august, 2023
Verdens blik på Tyskland, Tysklands blik på verden.
Når der sker noget i Europa eller i EU, rettes alles blikke mod Tyskland. Placeret i midten af geografien med EU’s højeste indbyggertal og den stærkeste økonomi har beslutningerne i den tyske regering og i Bundestag afgørende betydning for alle landene i Europa, ikke kun i EU. Siden Mutti Merkel ikke længere er ved roret, er tysk politik i opbrud. Udenrigspolitisk er Olaf Scholz’ ord om Zeitenwende en direkte modsigelse af tidligere tiders mere henholdende udenrigspolitik.
Tyskland er igen blevet landet, der former Europas fremtid.
På ugekurset vil vi diskutere Tysklands blik på verden og verdens blik på Tyskland. Tur til Hamborg og Flensborg.
Fra Sønderborg til Hamborg
28. august - 08. september, 2023
Jaruplund Højskole har det store privilegie at være beliggende i et område, hvor betydelige begivenheder i historien er foregået stort set lige udenfor vores døre, og hvor store kulturskatte ligger ganske tæt.
I sensommeren 2023 har du muligheden for at komme på et 2 ugers togt med højskolen og opleve nogle af de største ”highlights”, som området fra Sønderborg til Hamborg kan fremvise.
Ture til bl.a.: Hedeby og Danevirke samt sejltur på Slien, Før, Sønderborg Slot og Dybbøl, Lübeck, Hamborg og Glücksburg Slot.
Vandringer ad Gendarmstien - udsolgt - mulighed for venteliste
11. september - 17. september, 2023
Glæd dig til en uge med masser af motion og smukke landskaber når vi sammen går turen langs den berømte Gendarmsti ved Flensborg Fjord.
De danske grænsegendarmer fungerede efter genforeningen i 1920 som et grænsetoldpolitikorps ved den nyetablerede grænse, hvor de til fods patruljerede langs det, der i dag kaldes gendarmstien – en kystnær vandrerute, fra den dansk-tyske grænse til Skovby i nærheden af Kegnæs. Vi går fem af rutens etaper, og enkelte dage kan turen være op til 18 km, så derfor anbefaler vi, at man er godt gående.
Udeliv med spejder og udelivsentusiast Birgitte Damkjer
11. – 17. september, 2023
I denne uge skal vi udfordre os selv på at være udenfor i naturen det meste af tiden. Vi skal lave et udekøkken med borde, bænke og små “komfurer” ved vores shelterplads, så vi har en arbejdsplads i løbet af ugen. Vi øver os i at lave mad over bål, så vi kan afslutte med et brag af en hjemmegjort treretters menu over bål. Vi tager på sanketur og lærer om vilde svampe og urter i skov og på strand. For natteravnene skal vi på en mørketur i natten, hvor vi skal bruge sanserne til at opleve naturens vidunderlige forskelligheder. For de friske skal vi overnatte udenfor i shelter.
”Sort Sol” og traner ved Rügen - få ledige pladser
25. September - 01. Oktober, 2023
”Hvem kan glemme fugletrækket over Rudbøl sø og dige”, sådan synger vi i den velkendte sang ”For en fremmed barskt og fattigt”. Og fugletræk skal vi opleve på en indholdsrig uge, der bringer os tæt på vadehavets fugleliv.
Derudover tager vi på en tre dages ekskursion til ”Bodden-landskabet” omkring Stralsund og Rügen.
To ture til marsklandskabet ved den dansk-tyske grænse vestpå for at opleve ”Sort Sol”.
Tre dagstur til Stralsund med besøg på Rügen og sø landskabet i Mecklenburg-Vorpommern, med mulighed for at iagttage store flokke af traner.
Et kursus, der henvender sig til alle elskere af natur og kultur.
Berlin - vandringer i historiens fodspor - udsolgt
01. Oktober - 06. Oktober, 2023
På dette vandrekursus løftes vi rundt i Berlin og Potsdam af historiens vingesus. I Tysklands hovedstad oplever man en ganske særlig sammensmeltning af ikoniske, minderige steder og det nyeste inden for europæisk arkitektur.
Sundhedens Biologi - med Anette Sams - få ledige pladser
02. Oktober - 07. Oktober, 2023
Et sundhedskursus for dig, der vil dykke ned i videnskab om krop og kost og diskutere, hvad det betyder for os som individer. Sammen med ph.d. og forsker Anette Sams vil du forstå sundhed på en ny måde og lære at håndtere den gennem viden, kost og motion. Og sammen med tidl. højskoleforstander Jens Horstmann sætte den viden i højskoleramme med tid til debat, tankevækkende foredrag, udflugt, samvær og virkelig god mad!
Swing og Rock´n roll på højskole - Et dansekursus
16. – 21. oktober, 2023
Drømmer du om at svinge træbenet, og blive dansegulvets balløve, så har du muligheden på kurset her, hvor vi instruerer i dansene Swing og Rock ‘n Roll, som har deres oprindelse i 1930’erne/1950´erne. Dans har til alle tider været en social samværsform fra middelalderens kædedanse over renæssancen og barokkens adelige kvadrilledanse og alle slags folkedanse. I det 20. århundrede slog først The One Step, siden jazz og swing igennem som populære danse blandt ungdommen.
Når vi ikke får varmen på dansegulvet, skal vi høre spændende foredrag om tiden og kulturen, og hygger os med sangaftener og kulturelle ture rundt i Sydslesvig.
Højskolesangbogen - synger om hvad livet vil
30. oktober - 05. november, 2023
Fællessang glæder, bevæger og giver energi – og på dette højskolekursus skal vi synge rigtig meget. Vi skal lære nye sange og nyde at synge de velkendte, og vi skal høre fortællingerne om tekster og forfattere, melodier og komponister.
Fokus for fællessangen vil være den 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkom i slutningen af 2020. Bogen har allerede solgt i et større antal end den forrige udgave, og som de tidligere udgaver vil den være med til at sætte kursen for fællessangen de næste mange år frem i tiden.
Guddommelighed og nationalisme
06. november - 10. november, 2023
På dette kursus giver vi et overblik over strømningerne i det 19. århundrede, filosofisk og kunstnerisk. Vi besøger Kunsthalle i Hamborg, hvor et af romantikkens store kunstværker befinder sig: Caspar David Friedrichs ”Der Wanderer über dem Nebelmeer”. Og i Flensborg på den det danske gymnasium ”Duborg Skolen” befinder sig flere store værker af Lorenz Frølich, som vi også skal se. På Flensborgs gamle kirkegård troner nu igen Bissens skulptur ”Istedløven”, og her skal vi høre historien om et stor-nationalt og romantisk kunstværk.
Den europæiske musiks udvikling gennem 1800-tallet vil blive gennemgået, og også den danske musik i dette turbulente århundrede får vi smagsprøver på.
Genbrug og redesign i miljøets tjeneste
13. - 19. november, 2023
Kurset henvender sig til dig, der gerne vil opdatere din garderobe og dit hjem med personlige kreationer af genbrugsmaterialer.
I værkstederne tager vi udgangspunkt i designprocesser, hvor du får redskaber til at udforske inspiration, eksperimentere og skabe idèer. Undervejs hjælper vi, højskolelærer, tekstilhistoriker og syerske Ditte Kröner, og højskolelærer og passioneret ”genbruger” Jonas Voss dig med at føre dine ideer og projekter ud i livet. Vi sætter rammen, så om du vil fokusere på at lave fine reparationer, synlige som usynlige, eller skabe nyt fra udtjente eller gamle materialer og møbler er op til dig.
Catalonien og Barcelona - få ledige pladser
16. november - 25. november, 2023
I tæt samarbejde med Granada Kulturrejser er det nu muligt at komme på ”højskole ved Barcelona”. Det 10 dage lange kursus har udgangspunkt på Jaruplund højskole, hvor der vil være introduktion til højskolen, kurset og foredrag/dialoger m.m. om Catalonien og Barcelona.
Pompeji, Herculaneum og Napolibugten
20. november - 29. november, 2023
Jaruplund Højskole tilbyder en rejse gennem historien tilbage til år 79, hvor vulkanen Vesuv gik i udbrud og lagde et tykt lag af pimpsten og aske ned over Pompeji og Herculaneum. Byerne var næsten glemt, indtil man i 1748 foretog de første udgravninger. Udgravningerne fortsætter den dag i dag og giver os hele tiden nye, enestående indblik i livet i en romersk by.
Filosofi – Tysk filosofi og dens spor i moderne kultur og samfundsliv
27. november - 03. december, 2023
Mellem 1800 og 1945 var Tyskland verdens førende filosofiske, videnskabelige og kulturelle stormagt. Tysk filosofi har ry for at være særligt dyb og kompromisløs, på godt og ondt. De tyske filosoffers forkærlighed for oprindelighed, totalitet, og handlekraft har inspireret vidt og bredt, men også givet næring til ekstreme politiske bevægelser. Når efterkrigstidens Tyskland til gengæld har været præget af moderation og stræben efter enighed, har det også baggrund i filosofiske strømninger og diskussioner såvel som i historiske erfaringer. Kurset tager sammenhængen mellem filosofi, kunst og samfundsliv, i Tyskland før og nu, op til diskussion, og kaster dermed også lys over forholdet mellem Tyskland og resten af Europa.
Kreativ strik med farver - Strikkekursus med Stine Hoelgaard
27. november - 03. december, 2023
Folk har strikket i århundreder, men i øjeblikket er strikning en af tidens helt store tendenser. Hvis du, som så mange andre, elsker at strikke, har du nu chancen for at blive endnu bedre, når vi i november 2023 får besøg af strikdesigner Stine Hoelgaard.
Denne uge indeholder et varieret program af forskellige dekorative teknikker. TERN og blomster vil være omdrejningspunktet, når du møder op til en kreativ uge, hvor du vil få masser af inspiration til, hvordan helt almindeligt og kedeligt ret- og glatstrik kan piftes op, og dit eget personlige præg kan tilføjes med farver og fine figurer.
Senior Dans - Juledans og traditioner med Jaruplund Højskole
04. - 10. december, 2023
Gå julens fester i møde med et højskolekursus med dansen i centrum. Inden julens stillesiddende fester kan det være godt med en ordentlig omgang motion. Her på Jaruplund byder vi sammen med Tove og John Nørremark fra Senior Dans Danmark på en uge med dans, julehygge og både nye og gamle traditioner.
Nytår på Jaruplund Højskole
december 2023 - januar 2024
Som afslutning på året 2023 tilbyder vi et kursus med foredrag, ture og samvær samt fejring af nytårsaften – ”Nytår på Jaruplund Højskole”. Havne- og grænsebyen Flensborg ligger kun 6 km væk fra højskolen. Vi vil høre foredrag om byens spændende historie mellem dansk og tysk, og tage en eftermiddagstur gennem byens gader.