Du kom med alt det der var dig -

rundt om Jens Rosendals digte

24. februar –  1. marts 2020

Tag med på en rejse i Jens Rosendals digte og ”Farvernes landskab” og syng med på hans fantastiske sange.

Forfatterægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt fører jer gennem dagene og fortæller om Jens Rosendals liv og forfatterskab. Vi skal blandt andet høre om Jens Rosendals svære kærlighed til en anden mand, og hvad teologen K.E. Løgstrup, forfatteren Selma Lagerlöf og Jens Rosendal har tilfælles.

Vi tager på tur til Vadehavscentret og kører forbi Jens Rosendals hus og ser Ballum Kirke, og vi tager på en guidet tur til Flensborg.

Mette Bock, fhv. formand for Grænseforeningen og kultur- og kirkeminister, vil fortælle om sit liv og virke med afsæt i Jens Rosendals digte, og fhv. biskop i Viborg Karsten Nissen fortæller med afsæt i egne erfaringer om rejsen mod kirkelige vielser af homoseksuelle.

Mød Erik Ladefoged, der som homoseksuel har været med hele vejen fra den ”grimme” lov fra 1961, hvor homoseksualitet blev set som en sygdom, til de første homoægteskaber i 1989.

Klara Korsgaard, fhv. højskolelærer, fortæller om livets tilfældighed med afsæt romanen ”Kridtstregen”, som hendes far Erik Aalbæk Jensen skrev i 1976.

”Hvad skal jeg sige, når jeg ser” skriver maleren Svend Boe Hauggaard om sine malerier. Du hører om hans fantastiske og alsidige kunst, som bl.a. indbefatter design af bispekåber til Ribe og Odense Domkirker. Også maleren Emil Noldes liv og fantastiske malerier fra Tøndermarsken tages under behandling.

Under kyndig vejledning af fotografen Mogens Gabs, som bl.a. har lavet de fotos, som er i bogen ”DU KOM MED ALT DET DER VAR DIG”, kan du prøve kræfter med naturfotografering og få de skønneste fotos med hjem.

Kursusledere: Psykolog Anne Knudsen og Journalist Steen Valgreen-Voigt, forfattere til bogen ”DU KOM MED ALT DET DER VAR DIG” om digteren Jens Rosendals liv og forfatterskab.

 

Pris pr. person dobbelt/enkeltværelse: kr. 4.950,-/kr. 5.250,-
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Det fulde program

Mandag d. 24. februar

15.00 – 17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe m boller

17.00 Rundvisning

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst og præsentation

 

Tirsdag d. 25. februar

09.00 Morgensamling v. forstander Karsten Dressø

10.15 – 11.45 ”Du kom med alt det der var dig”

Velkommen til Jens Rosendals digtning v. Anne Knudsen

14.00 – 17.00 ”Om Grænselandet”

Fhv. kultur- og kirkeminister og formand for Grænseforeningen Mette Bock fortæller om sit liv og virke politisk og kulturelt – og om sange og salmer, som hun holder af

19.30 Erik Ladefoged i samtale med Anne Knudsen

Erik Ladefoged har været med hele vejen i kampen for homoseksuelles rettigheder.

Fra dengang homoseksuelle måtte skjule sig i parker og på toiletter, til 1960’ernes protestbevægelser og til de første ægteskaber mellem folk af samme køn

 

Onsdag d. 26. februar

09.00 Morgensamling, om det danske mindretal i Sydslesvig anno 2020

10.15 – 11.45  ”Som solskin over mark og hav”

Anne Knudsen fortæller den nyere psykologiske viden omkring tab og sorg – og om, hvordan vi kommer videre med sorgen

14.00 – 17.00 ”Kridtstregen” - Klara Korsgaard: Om livets uforudsigelighed.

Med afsæt i Erik Aalbæk Jensens roman ”Kridtstregen” fortæller Klara Korsgaard, fhv. højskolelærer og datter af Erik Aalbæk Jensen, om livets uforudsigelighed

19.30 ”Vi synger vores yndlingssang”

Vi synger en række sange fra Højskolesangbogen og fra Salmebogen og nogle af deltagerne fortæller om, hvorfor de har valgt netop den sang/salme

Korleder Kirsten Ehmsen akkompagnerer

 

Torsdag d. 27. februar

09.00 Afgang på heldagstur. Tur til Vadehavscentret ved Ribe og den danske vadehavskyst

Vi kigger forbi Jens Rosendals hus i Ballum, Ballum kirke og kører forbi Randerup, hvor Brorson var præst

19.30 ”De dybeste lag i mit hjerte”

Anne Knudsen fortæller om Jens Rosendal, H. A. Brorson og N. F. S. Grundtvig – tre store digtere i Sønderjylland

 

Fredag d. 28. februar

09.00 Morgensamling

10.15 – 11.45 ”At fotografere natur”

Mogens Gabs har fotograferet marsklandskabet ved Tønder gennem mange år.

Han giver gode ideer og råd til, hvordan man kan lave et godt naturfoto.

Mogens Gabs har taget de fotos, som er i bogen ”Du kom med alt det der var dig”

14.00 – 17.00 ”Hvorfor er du så dejlig”.

Karsten Nissen, fhv. biskop fortæller om, at vi alle har en længsel efter at forsone os med os selv, sådan som vi nu er. Store krav og forventninger til os alle i uddannelsen, arbejdslivet og familielivet har skabt en illusion om, at vi kan blive perfekte.

Det er en illusion vi lider under, fordi intet menneske er perfekt, men alle mennesker er enestående.

Hvordan starter vi en modbevægelse?

19.30 ”Hvad skal jeg sige, når ser”

Anne Knudsen fortæller om kunstneren Svend Boe Hauggaards værker.

Kunstneren har lavet malerier, grafik, keramik og kirkekunst og har bl.a. designet bispekåber til Ribe og Odense Domkirke”

 

Lørdag d. 29. februar

09.30 Tur til Flensborg. Istedløven og den danske Helligåndskirke med udsmykning af Bjørn Nørgaard

13.00 Frokost på højskolen

14.30 ”Farvernes landskab”

Anne Knudsen fortæller om Jens Rosendals naturdigtning - og tanker om, ”når den tid kommer”

18.00 Festmiddag

19.30 Afslutningsaften, sang og fortællinger

 

Søndag d. 01. marts

09.00 Afrejse efter morgenmaden

09.15 Afgang med bus til Kliplev for dem, som rejser med tog

 

 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu