Israel, Palæstina og Jordan

11. oktober - 23. oktober

Oplev historie, politik og religion i Mellemøstens centrum, Israel, Palæstina og Jordan.

I får et unikt indblik i spegede politiske og personlige problemer i Mellemøsten, og I kommer til at opleve, hvordan hverdagen former sig i en region, der jævnligt er i fokus i verdenspressen, når I møder jøder og palæstinensere, der lever med hinanden som venner og fjender.

I kommer til at mærke historiens vingesus, når I står på Golghata, hvor Jesus blev korsfæstet, står på Tempelpladsen foran Klippemoskeen med den store gyldne kuppel, glædes over de tusindårige oliventræer i Gethsemane Have, mærker på stenene i grotten, hvor Jesus blev født i Betlehem, og står i den afdøde palæstinensiske leder Yasser Arafats soveværelse, hvor han opholdt sig under belejring i Ramallah. Her besøger vi også Det Danske Hus.
I kommer gennem snævre gyder i souqen i Den Gamle By og passerer militære checkpoints mellem Israel og Vestbredden.

I kommer tilbage i historien til Herodes, der anlagde den romerske havneby Caesarea med væddeløbsbane og kunstig havn, en by som korsfarerne senere kom til. Og I kommer til det moderne Tel Aviv med dens unikke Bauhaus-arkitektur.

Gennem Judæas ørken kører vi til Dødehavet og den historiske fæstningsklippe Masada, symbolet på den jødiske kampvilje, og fortsætter til Jordans sydligste by Aqaba ved Det Røde Hav.
Herfra skal vi opleve den smukke Månedal, Wadi Rum, hvor Laurence af Arabien red med sin kamelkaravane under første Verdenskrig.

Vi slutter med at besøge det storslåede Petra, hovedstad i nabatæernes rige 170 år før vor tid og et handelscentrum for Silkevejens karavaner. Petra er et af Verdens syv moderne underværker.
I får en rejse, tæt pakket med oplevelser, indtryk og ny viden, og I kommer klogere hjem, end da I rejste ud.

Rejseledere er Ole Præstkær og Lene Frøslev.

 

Pris følger snarest

 

Betaling og afbestilling:

Tilmeldingsgebyr på kr 2500,- betales umiddelbart efter tilmelding. Gebyret går til forudbestilling af fly og hoteller og tilbagebetales ikke ved evt. framelding.

Det fulde beløb bedes indbetale senest d……….. eller snarest efter tilmelding. Reglerne for tilbagebetaling ved evt. framelding fremgår af mail/informations-folder, som udsendes ved tilmelding.

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Mandag d. 11. oktober

15.00 – 17.00 Ankomst til eftermiddagskaffe

17.00 Rundvisning

19.30 Velkomst og præsentation af programmet

 

Tirsdag d. 12. oktober

09.00 Morgensamling: Kristen kunst ved Ole Præstkær

10.15 Foredrag: Oldtidens Israel ved Ole Præstkær

14.15 Foredrag: Israel/ Palæstina historisk og politisk med vægt på tiden efter 1948 ved Lene Frøslev

19.30 Film: ”Jerusalem” efter Selma Lagerlöfs bog

 

Onsdag d. 13. oktober

09.00 Morgensamling: Bauhaus ved Ole Præstkær

10.15 Caesarea, Masada og Petra, ved Ole Præstkær

14.15 Foredrag: Krigskorrespondent i Mellemøsten ved Lene Frøslev

19.30 Film: National Geographic Jerusalem

 

Torsdag d. 14. oktober

Bus til København, fly Kbh-Tel Aviv med Norwegian. Bustur fra Ben Gurion lufthavn til Jerusalem. Vi kører ad bosættervejen på Vestbredden igennem vores første israelske checkpoint og forbi bosættelsen Modeiin, tæt forbi Ramallah og til Østjerusalem. Vi går gennem Damaskusporten til den gamle by. Vi indsnuser duften, fornemmer lydene og stemningen i souqen på vej mod tagterrassen på Austrian Hospice, hvor vi har et godt vue ud over hele den gamle by med både Klippemoskeen, Via Dolorosa og Jesu Gravkirke - og naturligvis de allestedsnærværende jødiske bosættelser. Mulighed for forfriskning i gårdhaven.

Fredag d. 15. oktober

Heldagstur til Oliebjerget og Betlehem.
Vi starter med at nyde morgensolen fra toppen af Oliebjerget hvorfra Jesus skulle være faret til himmels. Vi besøger Domus Flevit - Tårekirken - med byens bedste udsigt over Den Gamle By og den jødiske kirkegård. Ophold i Getsemane Have med de formentlig over 2000 år gamle oliventræer.
Vi kører gennem Vestjerusalem til Haas Promenade, hvor vi hører om Jerusalem som delt by. Videre mod checkpointet til Betlehem, hvor vi gør holdt ved den britiske graffitikunstner Banksys The Walled Off hotel og shop.

Vi besøger fødselskirken med krybbegrotten som højdepunktet (kø må påregnes) og Mælkegrotten, hvor Jomfru Maria, siges det, diede den nyfødte Jesus under flugten til Egypten. Mulighed for at besøge oliventræskærer-værksted og -butikker samt en lille håndarbejdsshop, der sælger traditionelt palæstinensisk stramaj i god kvalitet.
Vi kører til det smukke landskab omkring landsbyen Beit Sahour, hvor
angiveligt hyrderne på julenat så den store stjerne og blev fortalt af englene at en Konge var født.
Aftenforedrag på hotellet

Lørdag d. 16. oktober

Heldagstur til fods til de hellige steder i Den Gamle By.

Via Damaskusporten spadserer vi gennem Al Wad-souqen og pladsen ved Grædemuren til turistindgangen til Haram al Sharif/Tempelpladsen med Klippemoskeen og Al Aqsa moskeen. Vi går ad Bomuldhandlernes Gade tilbage til Grædemuren. Via muslimske beboelseskvarterer og det jødiske kvarter til de tre markeder - slagtersouqen, guldsouqen og parfumesouqen. I det kristne kvarter besøger vi Gravkirken på det, der menes at være Golghata og Jesu grav. Ad Khan al Zeit souq går vi til Via Dolorosa, hvor vi passerer nogle af de 14 “stationer”, hvor Jesus angiveligt stoppede med korset på ryggen. Uden for bymuren besøger vi Gravhaven, som nogle mener er ”det rigtige” Golghata.

Aftenbesøg på American Colony.

 

Søndag d. 17.oktober

Vestjerusalem med det ultraortodokse jødiske kvarter Mea Sherarim, Israels nationalmuseum, Israel Museum, og holocaustmuseet Yad Vashem, inden vi kører til Hadassah-hospitalets synagoge med Marc Chagalls glasmalerier og slutter med at besøge Johannes Døberens fødested, landsbyen Ein Kerem.

Aftenforedrag på hotellet.

 

Mandag d. 18. oktober

Caesarea. Kong Herodes` imponerende havneby ud til Middelhavet. Apostlen Paulus besøgte byen, og den havde betydning for korsfarerne. Det moderne Tel Avivs Bauhaus arkitektur og Jaffas kunstnerkvarter.
Aftenforedrag på hotellet.

 

Tirsdag d. 19. oktober

Ramallah er palæstinensernes de facto hovedstad på Vestbredden. Vi besøger Yasser Arafats mausoleum museet for palæstinensisk historie i tilknytning til præsidentpaladset Al Muqata.
Vi besøger Det Danske Hus, hvor vi hører om den aktuelle situation i Palæstina, og vi besøger et af de danskstøttede ungdomsprojekter i Ramallah.

 

Onsdag d. 20. oktober

Busrejse til Dødehavet og Jordan. Besøg på fæstningsklippen Masada og mulighed for at bade i Det Døde Hav. Gennem ørkenen til Eilat og over grænsen til Aqaba ved Det Røde Hav i Jordan.

 

Torsdag d. 21. oktober

Den storslåede ørken Wadi Rum.

 

Fredag d. 22. oktober

Petra, nabatæernes imponerende karavanehovedstad.

 

Lørdag d. 23. oktober

Hjemrejse

 

Ret til ændringer forbeholdes
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu