Højskolesang - den nye Højskolesangbog

24. oktober - 30. oktober 2022

Fællessang glæder, bevæger og giver energi - og på dette højskolekursus skal vi synge rigtig meget. Vi skal lære nye sange og nyde at synge de velkendte, og vi skal høre fortællingerne om tekster og forfattere, melodier og komponister.

Fokus for fællessangen vil være den 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkom i slutningen af 2020. Bogen har allerede solgt i et større antal end den forrige udgave, og som de tidligere udgaver vil den være med til at sætte kursen for fællessangen de næste mange år frem i tiden.

Vi har allieret os med en af dem, som kender indholdet i Højskolesangbogen allerbedst. Redaktør af ”Sanghåndbogen”, Jesper Moesbøl, vil som både oplægsholder og pianist føre os gennem et stort udvalg af ”kernesangene” i Højskolesangbogen. Han har sammensat et program med kompetente og alsidige oplægsholdere.

 

På kurset medvirker bl.a.:

  • Vibeke Houmøller, sognepræst i Skt. Lukas Kirke, Aarhus
  • Museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen, Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder
  • Marianne Søgaard, digter og komponist
  • Lea Wierød Borcak, postdoc og forsker i fællessang
  • Simon Lægsgaard, højskoleforstander
  • Jens Sejer Andersen, leder af Play the Game og sangskriver

 

Desuden medvirker højskolelærerne Ole Præstkær, Jeppe Kirkegaard og Rigmor Eybye

Karsten Dressø, forstander

 

Pris

Pr. person i dobbelt-/enkeltværelse: kr. 4.850,-/kr. 5.150,-

 

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 24. oktober

15.00 – 17.00 Ankomst, indkvartering, kaffe og hjemmebagte boller

17.00 Rundvisning

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst og præsentation. Her tager vi hul på de første sange. V. Jesper og Rigmor

 

Tirsdag d. 25. oktober

09.00 Morgensamling v. forstander Karsten Dressø

10.00 Højskolesangbogens kernesange I, v. Jesper Moesbøl

Selvom nye udgaver af Højskolesangbogen løbende udskifter en række sange, er der en gruppe klassiske højskolesange, som udgør kernen i sangbogen. Det er Højskolesangbogens hovedstol. Uden disse sange, ville Højskolesangbogen miste sin særlige status af at være hele Danmarks sangbog. I løbet af to formiddage vil vi synge en række af disse centrale højskolesange og se nærmere på, hvorfor de har så stor betydning for vores fællessang

14.30 Salmerne i Højskolesangbogen, v. Vibeke Houmøller

Næsten en fjerdedel af sangene i Højskolesangbogen er salmer – de bedste salmer fra salmebogen og så en god portion nye salmer. Vi skal synge et udvalg af disse salmer – reflektere over hvad der gør en salme til en salme – dykke ned i nogle af de forskellige salmedigteres egenart og se på tendenser i teologi og tonesprog i de nyere salmer

19.30 Carl Nielsen – sang, symfoni og opera v. højskolelærer Rigmor Eybye

 

Onsdag d. 26. oktober

09.00 Morgensamling v. højskolelærer Drude T. Bill

10.00 Sange om landskab og årstider v. Rigmor Eybye

Naturen og årstidernes skiften har til alle tider inspireret poeter og komponister. I Højskolesangbogen findes et stort udvalg af sange til årstiderne. I den 19. udgave er der kommet endnu flere til, f.eks. vintersange uden sne, som en tiltrængt tilpasning til vejrforholdene i forhold til tidligere tider. Vi laver en lille udflugt udenfor Højskolesangbogen til bl.a. Jens Rosendals vadehavssange, som i særlig grad har været en øjenåbner for marsklandskabets skønhed

13:00 Tur til Slogs Herreds forsamlingshus: ”Strieftort og Bækkenørre”. Det sønderjyske

kaffebords historie - kager og fællessang v. Elsemarie Dam Jensen

Elsemarie Dam-Jensen har i mange år beskæftiget sig med den sønderjyske sangs historie. Denne historie hang tæt sammen med de sønderjyske forsamlingshuse og de aktiviteter, der fandt sted der i den tyske tid i Sønderjylland. I foredraget fortælles der både om forsamlingshusene, om Den blå Sangbog, fællessangen og de sagnomspundne kaffeborde. Vi skal også synge og spise

18.00 Aftensmad på højskolen

19:30 Maratonsang v. kursisterne og Jesper

 

Torsdag d. 27. oktober

09.00 Morgensamling v. højskolelærer Ole Præstkær

10.00 Den helt nye generation af komponister v. Marianne Søgaard

Marianne Søgaard er en dansk sang- og salmedigter og komponist. Hun er repræsenteret med syv melodier og en tekst i Højskolesangbogens 19. udgave og med tre melodier og to tekster i Kirkesangbogen. Ved dette sangforedrag handler det om de nye melodier i Højskolesangbogen og om der eventuelt kan peges på "en tendens hos den nye generation af sangskrivere og komponister"? Velkommen indenfor i det værksted, hvor fællessangsmelodier bliver til!

14.30 Den moderne fællessang v. Lea Wierød Borcak

Fællessang har gennem tiden været et middel til, at forskellige grupper kunne udtrykke deres fælles sag som med én mund. Men i dagens mangefacetterede, globaliserede og multikulturelle samfund er den ”fælles sag” ikke så indlysende længere. De store fortællinger om Gud, konge og fædreland har mistet deres selvfølgelighed. Hvor efterlader det fællessangen? Hvordan kan det være, at den tilsyneladende trives strålende på trods af manglen på fælles ideologisk ståsted?

19.30 Hvad synger de unge? /Besøg på Sundeved Efterskole

Højskolesangbogen bruges af både unge og gamle. Men er det de samme sange, vi holder af at synge? Det får vi svar på, når vi denne aften kører til Sundeved Efterskole, og er sammen med eleverne, som vil vælge og introducere deres yndlingssange

 

Fredag d. 28. oktober

09.00 Morgensamling v.

10.00 Afmagtens sange v. Simon Lægsgaard

Teolog og sangskriver Simon Lægsgaard er repræsenteret i Højskolesangbogen med to sange. Han vil denne formiddag præsentere os for både egne og andres fællessange. Med afsæt i afmagtens rolle i menneskelivet og dens forbundethed med troen, håbet og kærligheden, vil vi med humor, satire og eftertænksomhed, blive ført gennem et poetisk postyr af digte, sange og fortællinger, der kredser om temaet

14.00 Er der grænser for fællessang? V. Jens Sejer Andersen

I november bliver det omstridte fodbold-VM i Qatar sparket i gang, et eksempel på at verden har i hvert fald ét fælles sprog, der tales med fødderne. I over 25 år har Jens Sejer Andersen som leder af Play the Game sat idrætten til debat herhjemme og i udlandet, og sideløbende har han skrevet fællessange til DGI-stævner, højskoler og efterskoler - herunder teksterne til to af sangene i Højskolesangbogen. Kan musikken som idrætten samle os hen over sprogforskelle og landegrænser? Og hvad har højskolesang tilfælles med bekæmpelse af korruption i sporten? Vi tager på rejse med et udpluk af Højskolesangbogens udenlandske sange i bagagen

19.30 Forstanderens aften: Fortællinger om rommens historie med smagsprøver

 

Lørdag d. 29. oktober

09.00 Morgensamling om Flensborg og det danske mindretal v. Rigmor

10.00 Højskolesangbogens kernesange II, v. Jesper

13.30 – 17.00 Eftermiddagstur til Flensborg, rundvisning og lidt tid på egen hånd

18.00 Afslutningsmiddag og festaften v. Jesper og Rigmor

 

Søndag d. 30. oktober

09.00 Kort morgensamling v. Jesper, herefter afrejse

09.15 Afgang med bus til Kliplev for dem, som rejser med tog

 

 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu