Golf i grænselandet med Jaruplund Højskole
Glæd dig til en uge med golf, kultur, foredrag og hyggeligt samvær. Vi har på anbefaling fra tidligere kursister valgt 4 forskellige golfbaner her i grænselandet, der hver især udfordrer os og synliggør, at spillet ikke kun drejer sig om at slå lige og langt.
Vi har valgt to forskellige baner i Tyskland og to baner i Sønderjylland – også kaldet Nordslesvig - og supplerer ugen torsdag med en anderledes byvandring end man normalt tager, når man er i Flensborg. Her har vi også indlagt en mulighed for en 1½ times sejltur på Flensborg Fjord. Alternativt kan man vælge turen til NORDART ved Rendsborg. Traditionen tro kan man som kursist også bruge dagen på egen hånd. Vi beslutter mandag aften på ankomstdagen, hvor mange der vil med på Flensborg turen med sejltur, med på NORDART eller bruge dagen på egen hånd.
Vi forventer 6-8 flights á 4 personer og som alle spiller samme bane på samme dag.
Det anbefales, at man er frigivet til at spille golf på baner i Danmark, og at man medbringer sit aktive DGU kort med registreret handicap. Vi kører i egne biler evt. samkørsel til respektive golfbaner og også på turen torsdag. Højskolen og golfklubbernes trænere anbefaler, at træning gennemføres ved egen træner i hjemme-/nabo golfklubber. Vi har derfor ikke træningslektioner indarbejdet i dette kursus.
Udover ovenstående suppleres ugen med spændende foredrag, forskellige smagsoplevelser, hyggeligt samvær og selvfølgelig højskolesange og fortællinger. I kan glæde jer til en dejlig højskoleuge med golf og meget mere på Jaruplund Højskole.
Praktisk information
Dagen begynder med morgenmad, hvor der smøres madpakker (tag gerne en madkasse med). Derefter en kort morgensamling med morgensang. Vi tager kaffe og småkager med, og får det inden dagens bane spilles. Vi kører i egne biler til dagens bane og på turen ind til Flensborg om torsdagen (Hvor vi parkerer på den gratis P plads).
Der vil være lidt tid på udslagsbanen/eventuel egen tilkøbt træning, inden første hold slår ud fra 1. tee omkring kl. 10.00. Indeholdt i prisen er 4 gange greenfee, sejltur på Flensborg fjord eller entré på NORDART, foredrag, kost og logi på Jaruplund Højskole.
Jaruplund Højskole danner rammen om dette golfkursus. Aftener med hyggeligt samvær, foredrag, evt. individuelle korte indslag fra deltagerne samt kost og logi vil være på Jaruplund Højskole. Der vil være mulighed for en forfriskende svømmetur i søen, hvis man skulle have lyst til dette efter dagens golfrunde.
Du er velkommen til at sende en mail til Jaruplund@skoleforeningen.org for nærmere information om banerne eller læse mere på klubbernes hjemmeside.
Ved tilmelding bedes du/i oplyse aktuelt HCP og aktivt DGU-nummer samt hvilket teested, man ønsker at spille fra.
Pris:
pr. person i dobbeltværelse 6.495,-/enkeltværelse 6.995,-
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Program
Mandag d. 19.juli
15.00 – 17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe/te med boller
17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole
18.00 Aftensmad
19.15 Velkomst, præsentation, ugens program, turen og baner samt Positiv psykologi som en vigtig medspiller
Tirsdag d. 20. juli
07.30 Morgenmad og mulighed for at smøre madpakke
08.30 Morgensang ved flagstangen
08.40 Vi kører i egne biler/evt. sammen til Golfclub an der Schlei 1. tee kl. 10.00.
18.00 Aftensmad
19.15 Foredrag: ”Sydslesvig – hvor er jeg landet” og hyggeligt samvær
Onsdag d. 21. juli
07.30 Morgenmad og mulighed for at smøre madpakke
08.30 Morgensamling
08.40 Kører vi til Sønderjyllands Golfklub tæt på Uge 1. tee kl. 10.20
18.00 Aftensmad
19.15 Sangaften med sange fra højskolesangbogen og fortællinger, om det vi synger
Torsdag d. 22. juli
08.00 Morgenmad med mulighed for at smøre madpakker
09.00 Morgensamling og derefter kørsel til Flensborg eller til NORDART ved Rendsborg
10.00 En anderledes byvandring i Flensborg og 11.30 sejltur på Flensborg Fjord samt efterfølgende tid på egen hånd eller fra kl. 11.00 Kunstudstillingen NORDART
18.00 Aftensmad
19.15 Flensborg som ”Romby”, rommens historie med smagsprøver og hyggeligt samvær
Fredag d. 23. juli
07.30 Morgenmad og mulighed for at smøre madpakke
08.30 Morgensang ved flagstangen
08.40 Vi kører til Golf Club Husumer Bucht ev. Ved Husum 1. tee kl. 10.00
18.00 Aftensmad
19.15 Filosofi i praksis. Dialog foredrag med efterfølgende hygge i dagligstuen
Lørdag d. 24. juli
07.30 Morgenmad og mulighed for at smøre madpakke
08.30 Morgensang ved flagstangen
08.40 Vi Kører til Benniksgaard Golfklub ved Rinkenæs 1. tee kl. 10.20
18.00 Afslutningsmiddag
19.15 Hyggeaften og ugens resultater
Søndag d. 25. juli
08.00 Morgenmad og afrejse efter morgenmad
Ret til ændringer forbeholdes
