Folkeligt skal alt nu være

Kom med, når Jaruplund Højskole inviterer til vinterkursus om folk, nation og grænseland.

I dag taler vi igen om betydningen af grænser, identitet og folk. Det er spørgsmål, som gennem århundreder har formet både Europa og grænselandet mellem Danmark og Tyskland.

På dette kursus går vi på jagt efter de forestillinger, fortællinger og fællesskaber, som i 1800-tallet gav næring til de europæiske folks søgen efter national og folkelig identitet.

Det er ikke kun en rejse ind i historie og politik, men også ind i kunst, litteratur, musik og filosofi. Vi skal undersøge, hvordan idéen om folket voksede frem – og hvordan den stadig præger vores forståelse af kultur, sprog og tilhørsforhold.

I løbet af ugen oplever vi også Beethovens storslåede 7. symfoni i Flensborgs smukke Mariekirke, synger fra den danske sangskat, besøger Sønderborg Slot og udforsker kunst og kulturhistorie på Museumsberg i Flensborg.

Kursusleder: Christian Egander Skov

Pris:

Per person i dobbeltværelse med bad og toilet: Kr. 6.495,-

Per person i enkeltværelse med bad og toilet: Kr. 6.995,-

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 08. februar

15.00-17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe/te med friskbagte boller
17.00 Rundvisning på skolen og lidt om dens historie
18.00 Aftensmad
19.30 Christian Egander Skov ”Den folkelige revolution”

Med den franske revolution træder folket ind på den politiske scene – og har ikke forladt den siden. Folket bliver det 19. såvel som det 20. århundredes centrale revolutionære idé, og meget tyder på, at det også bliver det 21. århundredes. Folket var både identitet og politik på én gang, og det viste sig at være en kraftfuld mikstur.

 

Tirsdag d. 09. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00-12.00 Ruth Christensen ”Nationalromantik, folkekultur og det særligt ”danske” som motiv i malerkunsten”

Den danske guldalder i malerkunsten udfolder sig i det 19. århundrede i en tid præget af et blomstrende kunst- og åndsliv. Forankret i en stærk nationalromantisk strømning søger malerne at styrke en national bevidsthed og identitet baseret på idéen om en fælles folkekultur. I foredraget udforsker vi en perlerække af pittoreske fremstillinger af landskabet samt harmoniske skildringer af folkelivet hos malere som C.W. Eckersberg, Martinus Rørbye, Christen Købke, P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye.

12.30 Middagsmad
15.00-17.00 Martin Husted ”Krigen og nationerne”

Det 19. århundrede var præget af dybe brudflader, hvor moderne stater blev smedet i politiske visioner og militære konflikter. I foredraget ser vi på, hvordan Frankrig og Tyskland blev formet af sammenstødet mellem gamle samfundsstrukturer og nye ideologier. Med skikkelser som Napoleon 3. og Otto von Bismarck undersøger vi, hvordan krig og polarisering blev brugt til at konsolidere magten og vække nationalismen.

18.00 Aftensmad
19.30-20.30 Fællessang fra Højskolesangbogen

Vi slutter dagen af med en hyggelig time med fællessang, hvor vi sammen vælger, hvad der skal synges fra vores alle sammens højskolesangbog. Højskolelærer Rigmor Eybye akkompagner på flygelet og leder slagets gang sammen med højskoleforstander Christian Egander Skov.

 

Onsdag d. 10. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00-16.00 Flensborg - kunst og kultur

Vi tager sammen til Flensborg, hvor vi både skal se Istedløven og opleve kunst på Museumsberg. Efter en dejlig frokost tager vi en lille byvandring i den historiske bymidte, før der er mulighed for at opleve byen på egen hånd.

18.00 Aftensmad
19.30-21.00 Peter Uldahl ”Musik der skaber nationer”

I 1800-tallet vender komponisterne blikket mod deres egen folkemusik og spørger Hvordan lyder et folk? Det er mazurka og polonaise i Polen, polka i Tjekkiet og wienervals i Østrig – og det er idéen om den danske folketone hos J.A.P. Schultz og A.P. Berggreen, som inspirerede århundredets største danske komponister. Skove, floder og sagn får klang i symfoniske digte rundt om i Europa. Liszt lader klaveret klinge som et ungarsk hakkebræt, Albéniz som en spansk guitar; og imens søger russerne en egen klang i dristige, fremmede skalaer. Kan man høre en nation i musikken? Det mente de.

 

 Torsdag d. 11. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00-12.00 Kristoffer Bayer ”Folk og folkelighed hos Grundtvig”

Folk! Hvad er vel folk i grunden? Hvad betyder folkeligt? Sådan spurgte Grundtvig i 1848 sig selv og sin omverden, men hvad var egentlig svaret? I dette foredrag gennemgår vi Grundtvigs idéer om folk og folkelighed på tværs af forfatterskabet – og undersøger, hvordan og hvorfor Grundtvigs tanker stadig er uomgængelige i vores samtid.

12.30 Middagsmad
15.00-16.00 Christian Egander Skov og Uffe Holmsgaard Eriksen ”Hjertemålet er vers og sang”

Som danskere sidder vi på et skatkammer af sang. Der er folkelige sange, fædrelandssange, salmer og arbejdersange. Mange af dem er kendte og elskede endnu flere er glemte. I dette syng-med-foredrag dykker Uffe Holmsgaard Eriksen og Christian Egander Skov ned i den danske sangskat.

18.00 Aftensmad
19.30-21.00 Lone Kølle Martinsen ”Da nationalromantik blev folkeeje”

B.S. Ingemanns historiske romaner udkom mellem 1826 og 1836. De fik kolossal betydning for forståelsen af danskhed og hvordan man kunne blive et folk. Bøgerne blev læst af generationer i flere årtier, ja, Ingemann satte gang i en regulær nationalromantisk bevægelse. Hvad var det, der gjorde bøgerne så populære og hvorfor fik de så stor gennemslagskraft?

  

Fredag d. 12. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00-12.00 Uffe Holmsgaard Eriksen ”Da kirken måske blev folkelig”

Med grundloven i 1849 blev den danske folkekirke skabt. Rammen blev dog langt fra de mere radikale ændringer, som en af idémændene, N.F.S. Grundtvig, havde tænkt. Var det virkelig folkets kirke eller blot en forlængelse af statskirken under nyt navn? Gennem anden halvdel af 1800-tallet diskuterede man gentagne gange folkekirkens styrelse, men først ved indgangen til det 20. århundrede kom der demokrati i kirken.

12.30 Middagsmad
14.00-16.00 Nick Bo Madsen ”Som en stang dynamit i et hølæs – Johannes V. Jensens bidrag til det folkelige gennembrud i dansk litteratur”

Det folkelige gennembrud i dansk litteratur ville ikke længere kun tale om folket, men fra folket og til folket. ”Folket” skulle ikke være en nationalromantisk konstruktion, men en konkret og myndig stemme. Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var centrale skikkelser i Den Jydske Bevægelse, der skildrede den jyske virkelighed indefra med ambitionen om, at ”folket” skulle omfatte hele folket. Samtidig træder Johannes V. Jensen frem som et uregerligt element. Han vedkender sig det folkelige vendt mod de ”køwenhavnske saloner”, men sprænger bevægelsens rammer som kosmopolitisk, vitalistisk modernist

17.30 Tidlig aftensmad
19.30 Koncert i Mariekirken i Flensborg

Vi tager til Flensborg og ind til den smukke Mariekirke ved Nørretorv. Her skal vi høre Beethovens 7. symfoni med Sønderjyllands Symfoniorkester. Symfonien blev oprindeligt skrevet som en støtte til de soldater, der var blevet såret i kampene mod Napoleon.

 

 Lørdag d. 13. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling
10.00-14.00 Udflugt til Sønderborg Slot

Vi kører til Sønderborg Slot, den historiske bygning, hvor Christian d. II sad indespærret og som gennem årene har været såvel hertugsæde, kongeslot og kaserne. I dag rummer det Museum Sønderjyllands store historiske udstilling, der går tæt på grænselandets nationale kampe og modsætninger. Forstander Christian Egander Skov fortæller om slottet, og derefter ser vi på udstillingerne.

18.00 Afslutningsmiddag

19.30-20.30 Koncert med ”Højlund og Holmsgaard”

Højlund & Holmsgaard spiller perlende nye arrangementer af sange og viser fra Norden. Duoen består af Ingeborg Højlund på sang og guitar, og Uffe Holmsgaard på forskellige strengeinstrumenter: guitar, cittern og mandolin. Sammen søger de ned i traditionens muld for at grave skjulte skatte frem til overfladen, og deres arrangementer får velkendte sange til at lyde dugfriske.

Ingeborg Højlund er sanger med stor kærlighed for viser og sange med rødder, der strækker sig langt tilbage i tiden og som er med til at fortælle vores historie. Og hun gør alt for at de rødder gror videre med ind i vores nutid. Uffe Holmsgaard er autodidakt spillemand og elsker klangen af strengeinstrumenter. Han har de seneste mange år udforsket musik fra mange områder i Europa, særligt græsk, svensk, norsk og dansk folkemusik.

 

Søndag d. 14. februar

8.00 Morgenmad
9.00 Morgensamling og afrejse

Ret til ændringer forbeholdes

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu