Dyk ned i arbejderhistorien - Selskabet for Arbejderhistorie - Kun dobbeltværelser tilbage

Emner, som bliver behandlet og præsenteret af historikere og fagfolk er følgende: *Ekstreme danskere i mellemkrigstiden - også i grænselandet; *Stauning og Grønland - et historisk perspektiv på et aktuelt; *Jesus - den første socialist; tidlige kvindelige arbejderforfattere); *lyttecafe med Radio Stjernen; *Frederik Dalgaard - om socialdemokratisk folketingsmedlem i starten af 1900- tallet, digter og Kooperationsaktiv; *Undercoverrapport i Det faglige Hus.
Der arbejdes herudover på flere historiske foredrag. Også en dagsudflugt indgår i programmet.

Pris:
Enkeltværelse med eget bad og toilet: 7000,- kr (Da der kører et parralet kursus, kan der ikke garanteres for enkeltværelse. Først til mølle)

Dobbeltværelse med eget bad og toilet: 6000 ,- kr.

Foredrag:

Ekstreme danskere i mellemkrigstiden – også i grænselandet
Tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig var en tid med stormfulde debatmøder om racer, folkeret, zionisme, seksualitet og videnskabelig sandhed. Det var også gadekampe og bombeattentater, Spaniensfrivillige, krigsoprustning og jødehad. I landene omkring Danmark voksede diktaturer frem, og stillede politikere, meningsmagere og almindelige danskere over for spørgsmålet: Skulle man protestere eller tilpasse sig de nye forhold? René Karpantschof, historiker og forfatter af bogen ’De ekstreme danskere – Idéernes kamp før katastrofen 1921-39’

Stauning og Grønland – et historisk perspektiv på et aktuelt forhold
Beretningen om Danmark og Grønlands skæbnefællesskab. Historien bliver i høj grad fortalt gennem de personer, som deltog i kampen på Thorvald Staunings side. Ikke mindst Knud Rasmussen og de andre, som hjalp ham med at vinde retssagen mod Norge ved Den Internationale Domstol i Haag. Den opsigtsvækkende sag løb over to år efter at Norge havde okkuperet en stor del af Østgrønland i 1931.
Niels K. Nørgaard, journalist og forfatter af bogen ’Stauning og Grønland - Kampen om den arktiske koloni mellem de to verdenskrige’

Jesus – den første socialist?
Foredraget handler om forholdet mellem arbejderbevægelsen, religionen, kristendommen, kirken og præsterne i perioden 1871-1921. Forholdet mellem den gryende arbejderbevægelse på den ene side og kristendommen, kirken og præsterne på den anden er kun i meget ringe grad beskrevet. Det gælder både i partiets forsøg på at skrive sin egen historie og i de kirkehistoriske værker. Ikke desto mindre var bevægelsen stærkt optaget af kristendommens ’sædelære’ og så
Jesus som et stort forbillede. Ur-kristendommens krav om næstekærlighed, barmhjertighed, lighed, retfærd og broderskab blev i ikke ringe grad lignet med den socialisme, som, mente man, kunne realisere, hvad kirken og dens præster ikke havde evnet. v. Jørn Henrik Petersen, professor emeritus

Tidlige kvindelige arbejderforfattere
Foredraget beretter om litterære fund gjort på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) op til udstillingen 'Kvindeliv' på museet. Her har foredragsholderen undersøgt samlingen af arbejderlitteratur for værker udgivet af kvindelige forfattere før 1940. Det gælder en forfatter som Valborg Glentoft med romanerne 'En stribe sol i mørket' og 'Altid på stikkerne'. Bøgerne vil blive introduceret og udvalgte passager læst op. I oplægget vil genren "tjenestepigelitteratur" også blive præsenteret. Mette Kjær Ovesen, bibliotekar, Arbejdermuseet

Frederik Dalgaard – socialdemokrat, digter og folketingsmand
I dette foredrag berettes om Dalgaard som et aktivt medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund forud for Første Verdenskrig. Han bidrog i en række år ivrigt til forbundets tidsskrift Fremad. Han udmærkede sig især med stærke kampdigte mod krigen. Bevægelsen var antimilitaristisk, og hans digte var antikrigsdigte, samtidig med at de var kampdigte for en ungdom, der krævede et andet og bedre samfund. Særligt under Første Verdenskrig var han meget produktiv som digter, og flere af hans digte og sange lever stadig i Røde sangbøger. Han stod bag manuskriptet til, hvad der regnes for Socialdemokratiets første propagandafilm Fra mørke til lys fra 1928 (som vil blive vist på kurset) v. Knud Vilby, journalist og forfatter

Skrivemaskinemekanikerne – en faglig udviklingshistorie fra maskine til kopi
Historien begynder med en revolutionerende opfindelse – skrivemaskinen, og den onde fe i eventyret er computeren, som i løbet af 1990erne bliver det bankende hjerte i ethvert kontor. Men computeren kræver fuldkommen nye færdigheder og skrivemaskinemekanikerne bliver i stedet kopiteknikere. v. Jette Smed, journalist og podcaster for Radio Stjernen

Det faglige Hus afdækket - en rapport om det gule ’faglige’ firma
Efter måneders gravearbejde er det lykkedes at få afdækket, hvordan denne gule såkaldte fagforening bruger penge fra medlemmernes kontingenter på ikke-faglige transaktioner og handler med ejendomme og lignende. v. Nina Trige Andersen, journalist og forfatter

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

OBS. Kun dobbeltværelser tilbage!!

Program

Programmet forventes færdigt start marts

 

Ret til ændringer forbeholdes

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu