Fra de frisiske øer til Flensborg fjord

26. maj - 01. juni 2025

I denne maj-uge kan du opleve det sydslesvigske landskab fra bakker og løvskov omkring Flensborg Fjord til den særprægede flade, grønne marsk, hvor der er højt til himlen.

Det flade land ude vestpå, Nordfrisland, har sin helt særlige kulturhistorie. Friserne siger, at ”Gud skabte havet, og friserne skabte landet”. Siden middelalderen har man bygget diger og indvundet frugtbart land, såkaldte kooge, og flere gange har stormfloder revet hul i digerne, og taget land tilbage til havet. Ud for kysten ligger i dag både øer og såkaldte halliger – små øer kun med et lavt dige, som flere gange om året bliver oversvømmet ved stormfloder. Her har man bygget kirker og huse på høje varfter, for at sikre sig, når vandet kommer.

På kurset skal vi besøge øen Før og Hallig Hooge. Hooge er den største af halligerne, men ikke større, end vi kan gå øen rundt. Man kan også køre turen i hestevogn. Vi skal besøge den lille kirke og det største varft, Hansvarft, hvor der en stormflodskino og et lille hjemstavnsmuseum.

På øen Før er der et nyere kunstmuseum, ”Kunst der Westküste”. Her skal vi se på kunst inspireret af vestkysten fra Nederlandene til Norge. Vi skal se den imponerende kirke, Sankt Johannis, også kaldet frisernes domkirke med de talende gravsten og gå en tur langs promenaden i Wyk. Her hører vi historierne om bl.a. Kong Christian VIII, som nød flere ferieophold på øen og inviterede berømtheder som H. C. Andersen til.

Maleren Emil Nolde har malet mange værker med inspiration i marskens landskab. Højskolelærer og billedkunstner Ole Præstkær holder foredrag om Noldes kunst på højskolen, og tager os med til museet i Nibøl. Efter rundvisning her går turen ned gennem koogene, bl.a. den nyere Sönke Nissen koog. Herfra kan man gå, cykle eller blive kørt gennem de særprægede saltenge til den lille Hamburger Hallig. Tag kikkerten med, da det er et fuglereservat, hvor strandskader og mange andre fugle holder til.

Flensborg ligger i bunden af den lange fjord, der udgør en del af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Vi skal sejle på fjorden, ud til Okseøerne, hvor det siges, at det var udfor de to små øer, at Dronning Margrethe I døde efter at have fået pest i 1412. På turen kan man nyde de nyudsprungne bøgeskove, der kanter kysten.

I Flensborg besøger vi museet ”Museumsberg” og går en tur gennem gaderne.

På højskolen vil der være foredrag om Flensborgs historie, romsmagning samt fortælling om Flensborg som romby, oplæg om det danske mindretal, sangaftner og tid til samtaler. Afslutningsaftenen vil byde på grill i højskolens have ved søen.

Pris:

Pr. person i dobbeltværelse med bad or toilet kr. 7.200,-

Pr. person i enkeltværelse med bad og toilet: kr. 7.600,-

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 26. maj

15.00 - 16.00 Ankomst og indkvartering, kaffe/te og friskbagte boller

17.00 Rundvisning på højskolen

18.00 Aftensmad

19.30 Velkomst og gennemgang af programmet samt fællessang

 

Tirsdag d. 27. maj

09.00 Morgensamling om Jaruplund Højskole i 75 år v. forstander Karsten Dressø

10.15 “Vadehavet og de frisiske øer “ foredrag v.

14.00 ”Sydslesvig og det danske mindretal – før og nu”, v. højskolelærer

20.00 “Emil Nolde, maleren på vestkysten” ved Ole Præstkær

 

Onsdag d. 28. maj

09.00 Morgensamling om Flensborg

10.00 Afgang til museet Museumsberg i Flensborg

12.30 Frokost i byen

14.30 Byvandring og sejltur på Flensborg fjord

18.00 Aftensmad på højskolen

20.00 Foredrag om Sejlads og rom – vi smager på varene

 

Torsdag d. 29.maj

07.30 Morgenmad med madpakke smøring

08.30 Halligtur. Vi kører til vadehavet, sejler med færgen fra Schlüttsiel og besøger Hallig Hooge

18.00 Aftensmad på højskolen

19.30 Sønderjysk aften

 

 Fredag d. 30. maj

07.00 Morgenmad med madpakke smøring

08.00 Afgang til Før. Vi sejler fra Dagebøl, og bussen er denne dag med over på øen, så vi kommer hele vejen rundt på ”Den grønne ø”

19.00 Aftensmad på højskolen

20.00 Sangaften

 

Lørdag d. 31. maj

09.00 Morgensamling, om vadehavsmalerne, v. Ole

10.00 Afgang til Nolde museum, derefter videre gennem koogene til

Hamburger Hallig

18.00 Grill aften i højskolens have ved søen

Afslutningsaften

 

Søndag d. 01. juni

08.00 Morgenmad

08.50 Morgensang og herefter afrejse

 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu