Smukke cykelture i Sydslesvig
Rømø, Sild, kyster, skov og vadehav
28. juni - 4. juli, 2021
Vi har på dette cykelkursus samlet fire varierede og smukke cykelruter i Sydslesvig og suppleret med en enkelt rute op over Rømø og Sild. Vi har specielt udvalgt disse ruter, så vi kommer rundt i et meget varieret landskab, der kendetegner dette naturskønne og historiske område.
Med udgangspunkt fra Jaruplund højskole begiver vi os mod syd til den arkæologiske Arnkielpark ved Munkwolstrup, forbi Sankelmark og Oversø Kirke, gennem Fröruper Berge og skovområdet mod syd på den gamle Oksevej (Hærvej). Vi cykler ned over Siverstedt, Isted og ender ved Dannevirke, hvor vi besøger museet og ser på Valdemarsmuren og en af skanserne. En anden tur går mod vest ud langs digerne, hvor vi sættes af bussen ved Hamburger Hallig og cykler langs vadehavet på de asfalterede cykelstier på ydersiden af digerne. Videre ind over Nordstrand og forbi de to katolske kirker ind til Husum. En af dagene bliver vi kørt til Skærbæk og cykler via Rømø dæmningen til Havneby på Rømø, tager færgen over til Sild, hvor vi i Westerland kører med toget retur til fastlandet. Der er også en rute som tager udgangspunkt ved A. P. Møllerskolen, det danske gymnasium i Slesvig, og går via Slesvig by og Gottorp Slot syd om Slien via Vikingebyen Hedeby og Missunde. Her tager en kabelfærge os over på nordsiden af Slien, og vi cykler tilbage til A.P. Møller skolen. Den sidste tur i Sydslesvig tager os mod øst, og vi cykler op langs Flensborg Fjord og følger noget af Østersøruten til naturområdet Gelting Birk. Ruternes rækkefølge kan variere alt efter vejrudsigten for den aktuelle uge. Det endelige program opdateres på hjemmesiden og gennemgås den første aften på højskolen.
De fleste ruter er på cykelstier og små mindre befærdede veje, så sikkerheden er i top. Vi anbefaler, at alle cykler med cykelhjelm og medbringer egen cykel. Cyklister med el- cykler er også meget velkomne.
Ruternes længde vil variere mellem 40 til 60 km fordelt over 6 til 7 timer, så vi sikrer, at alle kan være med.
Kursusleder er Karsten B. Dressø
Pris pr. person dobbelt/enkeltværelse: kr. 4.950,-/kr. 5.250,-
Cykelkurset er i samarbejde med Cyklistforbundet. Medlemmer af Cyklistforbundet kan derfor opnå rabat på kr. 300,- ved oplysning af medlemsnummer ved tilmelding.
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu
Det fulde program
Mandag d. 28. juni
15.00 - 17.00 Ankomst og indkvartering, kaffe/te og hjemmebagte boller
17.00 Rundvisning på Jaruplund Højskole
18.00 Aftensmad
19.30 Velkomst og præsentation samt ugens program med gennemgang af cykelruterne
Tirsdag d. 29. juni
09.00 Morgensang og flaghejsning
09.15 Jaruplund til Dannevirke.
Vi cykler fra Jaruplund Højskole mod syd til den arkæologiske Arnkielpark ved
Munkwolstrup, forbi Sankelmark og Oversø Kirke, gennem Fröruper Berge og
skovområdet, følger den gamle Oksevej (Hærvej) mod syd over Siverstedt, Isted
og ender ved Dannevirke. Vi besøger museet og ser en af skanserne, inden vi
kører i bus retur til højskolen. Turens længde ca. 40 km
18.00 Aftensmad
19.30 Foredrag: Jaruplund Højskole og mindretallet – ”Hvor er jeg landet” og hyggeligt
samvær
Onsdag d. 30. juni
07.00 Morgenmad
08.00 Morgensang og flaghejsning
08.15 Rømø og Sild.
Vi køres til Skærbæk og cykler via Rømø dæmningen forbi Rømø Kirke til Havneby.
Her tager vi færgen over til List på Sild, og cykler gennem klitterne på asfalterede
cykelstier til Westerland. Efter lidt tid i byen kører vi med toget retur til
fastlandet. Turens længde ca. 45 km
19.00 Aftensmad
20.00 Rommens historie, romsmagning og højskolesange
Torsdag d. 1. juli
08.45 Morgensang og flaghejsning
09.00 Hamburger Hallig til Husum
Vi sættes af ved Hamburger Hallig og cykler på de asfalterede cykelstier på
ydersiden af digerne langs vadehavet. Videre ind over Nordstrand og forbi de to
katolske kirker ind til Husum, hvor vi hentes efter lidt tid i Husum. Turens længde: 50 km
18.30 Aftensmad
19.30 Foredrag om Sydslesvigs historie
Fredag d. 2. juli
09.00 Morgensang og flaghejsning
09.15 Langs Flensborg fjord til Gelting Birk
Vi cykler op langs Flensborg Fjord, forbi Glücksburg og følger noget af
Østersøruten mod øst til det ”vilde” og fredede naturområde Gelting Birk. Her
bliver vi samlet op ved Kronsgaard og kørt retur til Jaruplund Højskole. Turens
længde er ca. 60 km
19.30 Let anretning og sangaften med sange fra højskolesangbogen og ”De forbudte
sange” fra tiden før genforeningen
Lørdag d. 3. juli
09.00 Morgensang og flaghejsning
09.15 A. P. Møller skolen og rundt om Slien
Vi køres ned til A. P. Møllerskolen og cykler via Slesvig by og Gottorp Slot syd om
Slien via Vikingebyen Hedeby og Missunde, hvor kabelfærgen tager os over på
nordsiden af Slien. Herfra cykler vi tilbage til A.P. Møller skolen, som vi prøver at
få adgang til at se. Derefter køres vi til Jaruplund Højskole. Turens længde ca.
40km
18.00 Festmiddag
19.30 Hyggeaften, højskolesange og fortællinger
Søndag d. 4. juli
Afrejse efter morgenmad
Ret til ændringer forbeholdes. Rækkefølgen af turene kan blive ændret afhængig af vejret og vindretning. Eventuelle ændringer vil fremgå af vores hjemmeside, der løbende opdateres.