Rejsekursus: Tanzania: Kunst, Kultur og Natur

D. 21. september - 07. oktober 2020

 

Oplev Tanzania og mød tanzanianerne - “Karibu ndani”

Ngulelo, hvor vi skal bo, er et område i udkanten af Arusha beboet af lokale tanzanianere.

Vejen vi følger ind til hotellet, snor sig mellem små huse, lokale butikker og boder. Folk vinker og hilser, og børnene kan finde på at løbe ved siden af bilen. Mange steder mødes man af “Karibu ndani” - velkommen indenfor.

Mange af de mennesker, som bor her, dyrker selv deres frugt og grønt på bjergskråningerne og sælger det i de små boder langs vejen - de har måske en ko eller en ged til mælk. Kvinderne sidder på små skamler og renser ris for småsten og skaller i store flettede kurve, snitter kål til middagsmaden eller tilbereder små lokale retter man kan købe.

Ofte er det kvinderne, som sælger produkterne i boderne, mens mændene arbejder i marken. Det er familien som helhed, der får hjulene til at løbe rundt. Internt i lokalsamfundet er det oftest ikke penge, som skifter hænder, men varerne selv, som er valutaen, idet man har bytteøkonomi.

Vi skal spise lokalt produceret mad tilberedt på ægte tanzaniansk vis.

Igennem besøg og foredrag oplever man kultur og kunst bl.a. ved besøg hos kunsthåndværkerne.

Afrikas højeste bjerg, det sagnomspunden Kilimanjaro, besøger vi på en heldagstur

Højdepunktet på turen vil for mange nok være de tre Safari dage i Tarangire og Manyara nationalparker - Glæd jer til at se elefantflokke og kæmpemæssige Baobab træer. Turen vil være grundigt forberedt ved lokal naturvejleder Mr. James

 

Medvirkende på turen: Lodge leder Morten Erbs og Højskolelærer Ole Præstkær

 

Pris: Kommer snart

Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu

Program

Mandag d. 21. september

16.00               Ankomst og indkvartering på Jaruplund Højskole

17.00               Rundvisning

19.30               Foredrag om turen ved Ole Præstkær

 

Tirsdag d. 22. september

09.00              Morgensamling – ”Hvor er jeg landet?”

10.15              Foredrag om Tanzanias historie ved Ole Præstkær

14.00              Foredrag: Swahili kultur ved Ole Præstkær

19.00              Aftenro

Rejseprogram

Onsdag d. 23. september

02.00 – 04.00                    Transport til Billund lufthavn med bus

04.00                                   Check-in

06.00                                   Afrejse

21.00                                   Ankomst Kilimanjaro International luft i Tanzania

23.00                                   Ankomst ved Højskolen Tanzania i Arusha

23.00-00.00                      Indkvartering og let bespisning

 

Torsdag d. 24. september: Intro Arusha med marked

Intro til Tanzania og Arusha, klima, natur og miljø, infrastruktur og befolkningssammensætning. Vi dykker ned i Tanzanias historie og kultur og de udfordringer, landet og området står over for.

Besøg på Central Market, køb lokale fødevarer, som vi efterfølgende tilbereder hjemme sammen med lokale kokke. Central Market er stedet, hvor de lokale køber og sælger alt fra lokalt producerede frugter, grøntsager og kød til secondhand tøj og sko.

Markedet er bygget op af interimistiske stader lavet af gammelt tømmer og presenninger. Sanseindtrykkene er mange og præges af farverigdom, lyden af sælgerne som gør opmærksomme på deres produkter og forhandler med de købende, samt duften af grøntsager og krydderier, sæbe og mange mennesker samlet på ét sted.

Man mødes af venlige og smilende mennesker, som elsker, hvis man indgår i forhandling om prisen - især hvis man kan sige nogle få ord på swahili, kan man slippe for at betale “mzungu-priser” (hvid mands priser).

 

Fredag d. 25. september: Introduktion til Swahili kunst

Swahili-kunsten kommer til udtryk både i musik, malerier, smykker og beklædning og i udskæringer.

Swahili kulturen er en kombination af alle de stammer og influerende folkeslag som udgør Swahili-nationen.

Tinga-Tinga malerier, Makonde-Carvings, Masaai-smykker, Bongo-Flava musik og klassiske Kanga beklædning er alle udtryk for den kulturelle Swahili udtryksform og kunst.

 

Lørdag d. 26. september: Kunst og Håndværk

Besøg på det lokale kunsthåndsværksmarked og se kunsthåndværkerne arbejde med deres kunst.

Besøg på Cultural Heritage, hvor udstillingen byder på det lokale i den store og dyre ende af skalaen.

 

Søndag d. 27. september: Gudstjeneste

Søndag er lig med kirkebesøg. Her er der fuld power på tilbedelsen, musikken og fællesskabet omkring religionen. Vi tager med de lokale i kirke i fint søndagstøj.

 

Mandag d. 28. september: 'Meet our neighbours'

Hvad er den gennemsnitlige afrikanske families virkelighed? - Hvordan leves livet?

Vi skal høre om, hvad det vil sige at leve som en tanzaniansk familie og opleve, hvordan de bor, hvordan hverdagen hænger sammen både praktisk og økonomisk.

Vi besøger den lokale skole. Her skal vi tale med læreren, så vi kan få et indblik i, hvordan man i Tanzania forholder sig til pædagogik og læring - hvad er undervisningens fokus?

Vi møder børnene og følger med fra sidelinjen i deres skoledag og ser hvilke aktiviteter de laver, hvordan de fysiske rammer er, hvor stor klassekvotienten er osv.

Vi møder de lokale producenter af kaffe, grøntsager, majs, bønner og mindre husdyrhold. Vi spiser med ved deres ”middagsbord” og er en del af familien.

 

Tirsdag d. 29. september: Kaffen

Tirsdag undersøger vi kaffens lange vej til Danmark: Hvordan kaffen dyrkes, bearbejdes, hvordan bønnerne forarbejdes og hvor stor en økonomi der er i det. Vi tager med i marken og prøver at være i produktionen, hvor vi afskaller bønnerne, rister og kværner dem og selvfølgelig smager kaffen.

Foredrag med Mr. Gideon omkring kaffens udvikling, produktion og afsætning. Mr. Gideon er formand for en lokal sammenslutning af økologiske kaffedyrkere og en stor kapacitet på kaffeområdet.

Livet som lokal fødevareproducent er en familievirksomhed. Hele familien - børn, forældre og ofte bedsteforældre er aktive i dyrkningen og forarbejdningen fra jord til bord, og man bor ofte i plantagen.

Kaffen dyrkes sammen med konsumafgrøder - bananer, majs, bønner m.fl. Altså helt anderledes dyrkningsmetoder, end vi kender fra vores del af verden. Man lever i og af sin dyrkningsramme.

 

Onsdag d. 30. september: Heldagstur rundt om Kilimanjaro

Vi pakker frokostkurven og begiver os ud på en 360 graders rejse rundt om det majestætiske Kilimanjaro. Det tager hele dagen.

Kilimanjaro, som det solitære bjerg på højsletten, er så stort at de skaber sit eget klima. Naturen ændrer sig alt efter hvor man er på bjerget, og det gør menneskene også og den måde de lever på.

Vi kommer bl.a. gennem Moshi – byen hvor Jakob Ejersbo’s triologi-romaner (Eksil, Liberty og Revolution) udspiller sig i.

 

Torsdag d. 01. oktober: Åben Højskole

Vælg et tema -Temaerne kommer senere

 

Fredag d. 02. oktober: Natur

Mr. James, som er lokal naturvejleder, tager os med ud i den afrikanske natur til en dag omkring afrikansk flora og fauna, naturmedicin og lægeplanter. Vi hører om indikatordyr og -planter, som fortæller os noget omkring økosystemets beskaffenhed, og derudover hører vi om Afrikas tiltag ift. bevarelse af beskyttede områder til wild life.

Tanzania har sammen med Costa Rica verdensrekorden i antallet af nationalparker ift. areal. Nationalparker og game reserves ligger som enklaver rundt om i landet, hvilket gør, at vilde dyr og planter har fristeder, hvor de kan leve i fred.

Dette afføder dog også udfordringer. I og med ingen arealer er under hegn, og dyrene derfor kan og skal vandre frit, er der behov for en form for transportkapacitet mellem de forskellige vilde områder, så dyrene kan bevare deres naturlige livsmønstre - migrationsruter mm.

Med den eksplosive befolkningstilvækst, er der mennesker og bebyggelser næsten over alt mellem nationalparker og reservater - Hvordan kan der blive plads til alle?

Derudover er mange af de beskyttede områder baseret på populationen og dermed beskyttelsen af de store dyr. Men mange andre områder i Tanzania, som rummer mindre dyr og fugle er stærkt truede - her er det særligt skovområder, som gør sig gældende. Skovrydning til bebyggelse og kultivering udgør en stor trussel for mange dyre-, plante- og fuglearter.

Det største problem er med andre ord forkert brug af landskabet. Der mangler ordentlig landskabsplanlægning og forvaltning af naturressourcerne, så nedslidning og udpining af jorden undgås.

 

Lørdag d. 03. oktober Safari -Tarangire Nationalpark

Tarangire Nationalpark er med sine 2850 km2 den sjette største nationalpark i Tanzania. Den har fået sit navn fra Tarangire floden, som løber tværs gennem parken. Der er stor sandsynlighed for at se de vilde dyr langs bredden af floden, da den er eneste kilde til vand i den tørre sæson.

I Tanzania er nationalparker og game reserves ikke under hegn, hvorfor dyrene vandrer frit fra område til område i jagten på vand og mad. Mange af dyrene i Tarangire vandrer fra Manyara nationalpark, når landskabet her tørrer ud.

 

Helt unikt for dette område er diversiteten af planter og terræn. Kendetegnende for Tarangire er det kuperede terræn med de mange baobab træer blandet med buske og højt græs.

Tarangire har den største koncentration af dyreliv udenfor Serengeti. Særligt den enorme population af elefanter gør Tarangire berømt verden over, og det er et særligt syn, når man kommer helt tæt forbi en stor flok af de majestætiske dyr. Hvis de føler, at man kommer for tæt på, vifter de advarende med ørerne og tager måske et skridt fremad. Elefanterne lever i store familieflokke med matriarken i spidsen. De passer på hinanden og er fælles om pasning og opdragelse af ungerne.

 

Man kan også forvente at se en lang række andre dyr såsom gnuer, bøfler, zebraer, giraffer og bavianer. Tarangire har desuden mere end 550 fuglearter. Og skulle man være rigtig heldig, kan man få et glimt af de træklatrende løver.

 

Søndag d. 04. oktober: Safari - Tarangire Nationalpark

 

Mandag d. 05. oktober: Safari - Manyara National Park

 

Tirsdag d. 06. oktober: 

Halv fridag til opsamling, pakning og afslapning inden afgang til lufthavnen og hjemrejse

 

Onsdag d. 07. oktober

Ankomst i Billund ved middagstid.

NB: Der tages forbehold for ændringer i programmet. Vi er i Afrika og der er mange forhold, der kan ændre sig fra dag til dag.

 

Praktiske oplysninger

Vaccinationer - Spørge ved egen læge hvilke vaccinationer du skal have fortaget.

NB! Turen forudsætter at deltagerne er almindelig godt gående

 

Om Lodgen

Vi skal bo på lodgen Mamaleo  i landsbyen Kwangulelo på den sydlige skråning af Mount Meru. Mamaleo – opkaldt efter Leo og Grethe Erbs, der har bygget stedet.

Leo og Grethe har været bosat i Tanzania gennem en halv menneskealder og byggede stedet som deres private hjem med en lille Lodge med plads til 32 gæster tilknyttet.

Mamaleo er bygget til at give den mest autentiske oplevelse af Afrika, derfor ligger lodgen som en del af landsbyen. Der er naboer hele vejen rundt, som alle kender stedet. Mamaleo er designet på en måde, så gæsterne vil komme til at føle sig som en del af det afrikanske liv og dets natur. I 2020 overtog sønnen Morten Erbs driften af Mamaleo.

 

Ret til ændringer i programmet forbeholdes
Tilmelding til dette kursus - Gå til tilmelding nu