støttekreds

Aktuel liste over alle korte kurser og rejser i 2019

Posted on Posted in Uncategorized

Kære tilmeldte til Jaruplund Højskoles Nyhedsbrev, 

 

Så er det atter tid til at høre nyt herfra Jaruplund Højskole. Vores korte kursusprogram med 42 kurser/rejser og 5 weekender i 2019 er nu næsten klar til at blive sat på hjemmesiden. Vi arbejder dog fortsat med at få enkelte endelige aftaler på plads. Det er vores forventning, at vi kan offentliggøre alle ugeprogrammerne på vores hjemmeside medio november. Jeg skal nok sende en mail ud, når vi har den endelige dato, så I alle har et forspring i forhold til andre, der ikke endnu er tilmeldt nyhedsbrevet. 

 

Du får dog mulighed for allerede i dette nyhedsbrev at læse om alle vores korte kurser/rejser for 2019 og glæd dig. Der er nogle gengangere af de mest populære, nogle der bygger videre på kurserne fra 2018 samt nogle helt nye tiltag og nye rejsemål i forhold til tidligere. Vi har også indgået aftaler med nogle udefra kommende kursusledere, som i samarbejde med højskolens faste lærer, har sammensat nogle nye spændende kurser. 

 

Dette nyhedsbrev indeholder følgende: 

  • Ledige pladser på kurser i oktober, november og december 
  • Aktuel liste med kort beskrivelse af vores korte kurser og rejser i 2019 

 

Ledige pladser på enkelte af de sidste kurser i år. Der er fortsat ledige pladser på følgende kurser: 

  • Oktober den 29. oktober til den 4. november ”Verden af i dag” 
  • November den 12. til 18. november ”Undskyld – hvor ligger vejen mod det gode liv” med Mikael Kamber 
  • December den 20. december til 02. januar jule- og nytårskursus ”Kulinarisk jul på Jaruplund Højskole – en kulturhistorisk oplevelse” 

 

 

Aktuel liste over alle korte kurser og rejser i 2019. 

 

Herunder følger en kort beskrivelse af alle vore kurser/rejser. Dette er tænkt som en appetitvækker og uddybning af selve overskriften. Vi håber meget, at der er et eller måske flere kurser, som du finder inspirerende og senere har lyst til at tilmelde dig når det fulde program kommer på hjemmesiden. Du kan inden de officielle beskrivelser/tilmeldinger kommer på hjemmesiden, sende en mail til kontoret@jaruplund.de og reservere en plads efter ”først til mølle princippet”.  

 

God læselyst. 

 

11.02. – 19.02.Puccini, Wagner og Bach – Tur til Dresden og Leipzig 

Del din passion for klassisk musik og opera med andre musikelskere.  

På Jaruplund Højskole har vi en længere tradition for indholdsrige kurser om opera og klassisk musik. Vores beliggenhed i grænselandet giver os oplagte muligheder for at tilbyde forestillinger og koncerter fra det rige, tyske kulturliv. På dette opera kursus oplever du bl.a. forestillinger i Dresden og Leipzig. Semper Oper: Puccinis “La ”Boheme” og Richard Wagners ”Tannhäuser”. Værket havde urpremiere på dette sted i 1845. Her skal vi bl.a. høre sopranen Dorothea Röshmann som Elisabeth, det kan man glæde sig til! Oper Leipzig: Ballet over J.S. Bachs ”Magnificat”. Deltagere: Bl.a. mag.art. Leif V.S. Balthzersen og cand.mag. Rigmor Eybye. 

 

25.02. – 03.03.Litterært træfpunkt 

Et ”must” for læseheste og andre litteratur interesserede.  

På kurset møder man en række forfattere fra Danmark og Nordtyskland. Der præsenteres et bredt og aktuelt udvalg af litteratur i genrer som poesi, essays, skønlitteratur, faglitteratur og dramatik.  

Der vil være oplæsninger, foredrag, debat, sangaften og filmforevisning. Temaer om ny tysk litteratur, bog og film, kvindernes danmarkshistorie, politikeren Karl Otto Meyer og meget mere. 

Mød bl.a.: Erling Jepsen, Trisse Gejl, Karsten Skov, Pia Friis Laneth, Jens Rosendal, Mogens Rostgaard Nissen, Egon Clausen og Karin Johannsen-Bojsen. 

Kurset er et samarbejde mellem Jaruplund Højskole og Dansk Centralbibliotek i Flensborg. 

 

04.03. – 10.03.Tysk for sprogets skyld 

Har du et godt kendskab til det tyske sprog, men mangler muligheden for at bruge det og fordybe dig i sproget? Dette kursus henvender sig til alle, der har lyst til – i fællesskab med andre – at dyrke det tyske sprog – simpelthen for sprogets skyld. Vi vil fordybe os i kreative skriveopgaver, lære om og øve os i retorik og moderation, og filosofere og diskutere med udgangspunkt i tekster, der spejler det tyske samfund og den rige, tyske kultur. Vi vil høre foredrag om højdepunkter i den tyske litteraturhistorie og deltage i læsninger. Teaterforestilling og udflugter i højskolens tyske omgivelser, samt fællessang, cafe og samvær.  

Kurset gennemføres i samarbejde med Dansk -Tysk Selskab. 

 

11.03. – 17.03.Yoga og Mindfullness  

Et kursus for alle, der ønsker at fordybe sig i kropslig og mental velvære.  

Kurset henvender sig både til dig, der har dyrket yoga før og gerne vil uddybe eller forfine dine teknikker inden for både yoga og Mindfullness, men ligeledes til dig, der er ny i denne verden – og vil lægge et fundament for at kunne praktisere øvelser og teknikker.  

Vi vil først og fremmest fokusere på Yin Yoga, men også inddrage Svastha Yoga. Yoga undervisning 2 x 2 timer dagligt. Desuden teknikker i Mindfullness og oplæg om Yin Yogaens fundament, om Mindfullness idéerne og samtalecafé og om at skabe balance i vores liv samt nærvær i hverdagen. 

Yoga instruktør: Ina Hass 

 

18.03. – 27.03.Ukraine – Kiev, Ukraines kulturelle metropol 

Mød Ukrainerne i deres hovedstad og oplev den ukrainske kultur. En oplevelse ud over det sædvandlige, hvor man kommer tæt på Kiev og dens indbyggere. Kiev har i de senere år været vært ved store internationale begivenheder som Det Europæiske Melodi Grand Prix 2018 og Champions League finalen. På højskolen fortælles om Kievs og Ukraines historie. Om den svære vej til demokrati samt om levevilkår i landet siden selvstændigheden i 1991.  

I Kiev ser vi kunstmuseer og byens smukke byzantinske og barokke kirker. Højt over byen står den gigantiske moderlands skulptur med et museum for 2. Verdenskrig i skulpturens fod. Og endelig skal vi til operaforestilling eller koncert. 

 

25.03. – 31.03.Sort Sol i marsken 

Sort Sol er betegnelsen for et naturfænomen herude i marsken, der er enestående for det vestlige grænseområde mellem Danmark og Tyskland. Forår og efterår samles stærene i kæmpestore flokke i vådområdernes frodige ”spisekammer”, før de flyver videre nordpå hhv. sydpå om efteråret, nu med deres yngel. Om natten slår de sig ned i sivskovene omkring Vid åen, og inden de går til ro ved solnedgang, kan man se hundred tusindvis af stære, der danser i flotte formationer foran den nedgående sol. Oplæg om marskens natur og kultur, morgensamlinger og fællessang samt foredrag om det danske mindretal i dag. Vi tager på flere ture til Sort Sol og til den sydslesvigske vestkyst. 

 

09.04. – 15.04.Perler fra musikhistorien med tre forestillinger 

Del din passion for musik og opera med andre musikelskere. Dette kursus har fokus på to af Wienerklassikkens store værker: Beethovens sjældent spillede ”oplysnings-opera”, ”Fidelio”, på Staatsoper Hamborg, og Mozarts ”Requiem” med Sønderjyllands Symfoniorkester, kor og solister i Ribe Domkirke. På Staatsoper Hamborg skal vi også opleve Bizets ”Carmen”. 

Medvirkende: Bl.a. mag.art. Leif V.S. Balthzersen og cand.mag. Rigmor Eybye. 

 

17.04. – 23.04.Påske – Natur, kunst og musik  

Nyd Påsken og det spirende forår på et indholdsrigt kursus med udstillinger, ture, foredrag og koncert. Krokus i Husum. Overalt ses de første forårsblomster dukke op af jorden og sætte farvepletter på den vintergolde jord. Mange steder, som i Husums slotspark, blomstrer de blå krokus endda i så store mængder, at man næppe kan tro det. Emil Nolde og farverne 

Noldes farverige landskabsbilleder er en fryd for øjet. Kurset byder på foredrag om maleren og tur til museet i Seebüll. J.S. Bach: Johannes Passionen. Langfredag skal vi til koncert i Marie Kirken i Flensborg, hvor Flensburger Bachchor opfører Johannespassionen. Der vil være introducerende foredrag inden koncerten. 

 

23.04. – 29.04.Højskolesang og revyviser 

Et kursus, hvor vi synger os gennem dansk kultur. Med Jesper Moesbøl. Lysten til at synge sammen trives overalt i disse år, ved festlige sammenkomster, på arbejdspladser, i uddannelsesinstitutionerne, i skolerne og i Folketinget. Det er sjovt og livgivende at synge sammen. Vi har to store kulturbærende traditioner inden for dansk sang: Højskolesangbogen og de traditionelle danske revysange. På dette kursus vil vi dykke ned i begge traditioner. Vi skal arbejde med både de traditionelle og de nye højskolesange og høre om arbejdet med den 19. udgave. Og så skal vi høre om, og synge, et stort udvalg af de elskede sange fra den danske revytradition. 

 

29.04. – 05.05.Vandringer i historiens fodspor – Berlin og Potsdam 

På dette vandrekursus løftes vi rundt i Berlin og Postdam af historiens vingesus. I Berlin går gammelt og nyt hånd i hånd på en ganske særlig måde, det ødelagte bliver genopbygget side om side med det nyeste inden for europæisk arkitektur. I vandretempo oplever vi i fællesskab alle byens detaljer og kontraster. Vandreture på op til 16 km dagligt gennem grønne områder, forbi byens seværdigheder som Brandenburger Tor, Kurfürstendamm, Den tyske Rigsdagsbygning, Potsdamer Platz mm. Turen går til Potsdam med tog, her er der guidet rundtur med bus, bl.a. til pragtslottet Sanssouci, hvorfra vi vandre tilbage til centrum. Der vil være et max deltager antal på 26 kursister. Kursusleder Karsten Dressø. 

 

06.05. – 12.05.Lübeck og Hamborg – De holstenske hansestæder  

Få den spændende fortælling om Hanseforbundet – middelalderens indflydelsesrige handelssammenslutning, der strakte sig fra Novgorod over Lübeck, Burges og London til Bergen. Temaer som magtforhold mellem kirke og borgere i hansebyerne, forbundets opståen og fald samt politikken over for de omkringliggende naboer, vil blive belyst. Tur til Lübeck, Hansens ”Dronning”, med det nye Europæiske Hansemuseum opført i 2015. Vi sejler rundt om den gamle bydel og beundrer de monumentale kirkebyggerier. Middagsmad på hansekaptajnernes gildehus, ”Schiffergesellschaft”. Tur til Hamborg, i dag Tysklands rigeste by. Havnerundfart, byvandring og Museum für Hamburgische Geschichte. 

 

13.05. – 24.05.Forkælelse for operafans – Tre forestillinger i Berlin 

Forkæl dig selv med to ugers oplevelsesmættet højskolekursus, og del din passion for musik og opera med andre musikelskere. Forestillinger i Berlin, Deutsche Oper: Puccinis ”Turandot”, Bellinis ”Søvngængersken” og Rossinis ”Barberen fra Sevilla”. Sightseeing i Berlin. 

Flensborg: Mahlers 6. Symfoni med Sønderjyllands Symfoniorkester og SL-H Symfonikerne. 

Medvirkende: Bl.a. mag.art. Leif V.S. Balthzersen og cand.mag. Rigmor Eybye. 

 

16.05. – 25.05.Portugal – Atlanterhav, vinmarker og storbyliv, under huden på  

Nordportugal og Porto 

Vi kan nu byde velkommen til højskole ved Porto. I samarbejde med Granada Kulturrejser og danske Rasmus Forman, kommer vi under huden på Nordportugal. Rasmus bor i Vila do Conde, 25 km nord for Porto, og han tager os med på ture med foredrag og fortællinger i byerne og regionen. Porto er en spændende historisk by, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Vi skal bo på et fire stjernet hotel og kommer tæt på den portugisiske kultur og historie. Rejsen kombinerer vi med foredrag, udflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve den smukke natur inde i landet. 

 

24.05. – 26.05.De danske årsmøder i Sydslesvig – Weekendophold 

Oplev De danske årsmøder i Sydslesvig 2019. Siden 1921 har årsmøderne været en markering af sydslesvigernes tilhørsforhold til Danmark og det danske folk. Det officielle Danmark er til stede i form af folketingsmedlemmer, ministre og repræsentanter for danske og nordiske foreninger med tilknytning til grænselandet og mindretallet. Den officielle kontakt bekræfter fællesskabet mellem Danmark og Sydslesvig. 

Men årsmøderne er langt fra kun officielle taler. Næsten alle distrikter, små enheder af mindretallet, afholder møder, som har karakter af folkefester, hvor man oplever fællesskab og nærvær. Alle møder har gæster fra det officielle Danmark, og fra mindretallet kvitteres med taler fra sydslesvigere. De seneste år har flere distrikter givet plads til ungdomstalere, der i deres oplæg giver en frisk og aktuelt vinkel på at tilhøre et mindretal.  

Traditionelt afholder distrikterne ”deres” årsmøder fredag og lørdag. Søndag er der så friluftsmøder i hhv. Flensborg, Slesvig og Husum/Tønning på vestkysten. Ved friluftsmøderne, der begynder med optog gennem byerne, er der ofte besøg af ministre fra Danmark og også flertallet er repræsenteret ved f.eks. overborgmesteren fra Flensborg eller sågar ministerpræsidenten fra Slesvig-Holsten. 

De danske årsmøder arrangeres af Sydslesvigsk Forening, sydslesvigernes folkelige og kulturelle organisation, men alle andre danske organisationer i Sydslesvig inddrages også i folkefesten. 

Weekenden har Jaruplund Højskole som base. Her fra vil vi deltage i flere arrangementer i Flensborg og Slesvig. Vi vil besøge årsmødeudstilling på Dansk Centralbibliotek i Nørregade, gå til koncert og deltage i friluftsmødet i Slesvig søndag. 

 

27.05. – 02.06.Vandringer – Hærvejen fra Flensborg fjord til Slien  

Hærvejen, eller Oksevejen, som den hedder syd for grænsen, er den ældgamle forbindelse mellem Norden og det øvrige Europa. Den følger stort set linjen af randmoræner fra istiden og bliver flankeret af et utal af kæmpehøje, langdysser og andre fortidsminder. Dette viser også i al tydelighed vejens alder. I Danmark har der længe været tradition for Hærvejs – vandringer, og nu er interessen for det gamle spor også vågnet syd for grænsen. Fra Bov i nord til Slesvig og længere sydpå er det nu muligt at følge hærvejen ad en pilgrimsvej, som man har valgt at kalde den.  

En uge med vandringer og forberedende foredrag på højskolen. Dagsruter på 10 til 15 km. 

 

27.05. – 02.06. Norditalien – Alper, helleristninger og religiøs kultur (evt. senere  

hjemkomst) 

De norditalienske Alper: Valcamonica og Lago d’ Iseo samt Bergamo / Verona /Milano.  

Med mulig hjemkomst den 3./4./5./6. juni 2019. Oplev storslået natur og historiske seværdigheder fra oldtid og middelalder på dette særlige rejsekursus. Målet for turen er Valcamonica, en smal dal i de norditalienske Alper. Her ligger Europas største koncentration af helleristninger. De ældste går 10.000 år tilbage og fortæller historie fra før skriften blev indført. Vi besøger helleristningsparker og forskningscentret Centro Camuno di Studi Preistorici, som står for at udgrave, dokumentere og forske i helleristningerne. Desuden skal vi vandre gennem rustikke, middelalderlige bjerglandsbyer, der stadig bærer spor af fortidens liv. Deltagelse kræver, at man kan gå længere ture i ujævnt bjergterræn. 

 

29.05. – 04.06.Golf (1) – Fire tyske baner og NORDART 2019 

Glæd dig til en uge med golf, kultur, foredrag og hyggeligt samvær. Vi har valgt fire meget forskellige tyske baner, der hver i sær udfordrer os spillere på forskellig måde, og synliggør at spillet ikke kun drejer sig om at slå lige og langt. Baner ved Eckernförde, Slien, Husum, og Glücksburg. Golfkurset afbrydes mit på ugen af et besøg på den spændende og meget anderledes kunstudstilling NORDART 2019 i Büdelsdorf, alternativt Dannevirke-volden og Gottorp Slot. Vi får forskellige foredrag, der kommer omkring den psykologiske medspiller, romsmagning og Sydslesvigs historie. Kurset tager udgangspunkt fra kursuscenteret Christianslyst i det smukke, sydlige Angel. 

 

03.06. – 09.06.Sydslesvigs østkyst – Havnebyer, herregårde og fiskerlejer  

Nyd en højskoleuge med spændende udflugter, foredrag, fællessang og samvær.  

Jaruplund Højskole er med sin beliggenhed midt i det historiemættede Sydslesvig et naturligt udgangspunkt for indholdsrige ekskursioner. Ekskursionerne i det skønne østlige Sydslesvig går til Flensborg, Slesvig by med domkirken, Danevirke, en enkelt afstikker til friluftsmuseet ”Molfsee” og et besøg på godset Emkendorf samt til Rendsborg ved Ejderen. På turene vil der blive givet et grundigt indblik i de historiske forhold, der har præget denne del af grænselandet. Kirker, herregårde og middelalderlige bykerner vil fortælle om landskabets omskiftelige historie. 

 

10.06. – 16.06.Hvad synger du om – Højskoledage syd for grænsen 

Med udgangspunkt i C. Hostrups digt ”Lærken” fra 1866, der har et klart positivt syn på fremtiden, vil denne uge på Jaruplund Højskole gennem foredrag og udflugter formidle den spændende historie og den smukke vekselfulde natur området er præget af. Mange kampe mellem dansk og tysk har stået her lige siden middelalderen, og dog har et ”med hinanden” vundet over utallige perioder præget af mismod og hævntørst. Jaruplund Højskole har med sin beliggenhed i skønne naturomgivelser altid haft til opgave også at formidle den fornyende og berigende side ved kulturmødet mellem nordisk og tysk. 

Foredrag ved bl.a. Dieter Küssner, Siegfried Matlok og forfatteren Karsten Skov. 

 

17.06. – 23.06.Vandringer på Gendarmstien 

Oplev en af Danmarks smukkeste og mest afvekslende vandreruter, hvor natur og historie giver oplevelser til alle sanser. Gendarmstiens østlige del – fra Padborg til Høruphav på Als – er 74 km lang, og løber langs den smukke Flensborg Fjord. Langs denne sti bevogtede Gendarmkorpset den dansk-tyske grænse fra 1920 til 1958, og ruten er nu certificeret som ”Europæisk kvalitetsvandrevej”. Dagsruterne, mellem 10 og 15 km, veksler mellem bakkede skovstier, langs strandkanten, forbi teglværker og historiske steder som Dybbøl Banke og Sønderborg Slot. Bussen bringer os til dagens etape og henter os igen. På højskolen er der introduktion til turene, sang og samvær. 

 

17.06. – 23.06.Aktivt seniorliv – “Træningslejr” med Poul Hansen 

Prøv en uge med mange forskellige former for motion. Et aktivt kursus med fokus på kost, Mindfulness og effektiv træning i en skøn treenighed i en sen alder. Få indsigt i hvordan både krop og dit mentale mindset bliver boostet, og hvordan du får det bedste ud af tilværelsen, når du stimulerer både krop og sjæl. På kurset vil der være idrætsaktiviteter i forskellige varianter, der alle er differentieret, så det både bliver sjovt og givende. Ugen vil også indeholde foredrag, der bl.a. giver indsigt i idrættens betydning for fællesskabet og livet bag ved professionel idræt. Træningsinstruktør og sportskommentator Poul Hansen (kendt fra TV) vil stå for denne uge. 

 

24.06. – 09.07.Grønland – Oplev det smukke Sydgrønland  

Jaruplund Højskoles traditionsrige Grønlands rejse byder på enestående naturoplevelser med isbjerge, indlandsis, sejlture i Grønlands skærgård og vældige fjorde, helsebad i de varme kilder – og vandringer i fjeldene. Samtidig er rejsen et møde med Grønlands kultur, med byture, museumsbesøg, møde med kunstnere, besøg hos en fåreholderfamilie og kaffemik i et grønlandsk hjem. Rejsen forberedes på Jaruplund Højskole, herefter flyver vi via København – Narsarsuaq til Qaqortoq, hvor højskolen Sulisartut Højskoliat er base for opholdet. 

Af hensyn til kursisternes sikkerhed er det vigtigt, at man er almindelig godt gående. 

 

24.06. – 30.06.Kanaler og vandveje – Hamborg og Holsten fra vandsiden 

Slesvig-Holsten ligger som den nordligste af Tysklands delstater mellem Østersøen og Vesterhavet. Det er her, man lige siden middelalderen pga. handelens og søfartens betydning har skabt forbindelse tværs over den Kimbriske Halvø. Allerede i 1300 tallet blev Elben forbundet med hansestaden Lybæk ved Stecknitz-kanalen, og senere i 1700 tallet blev så Ejder-kanalen bygget. Den blev i slutningen af det 19. århundrede afløst af den nuværende Kielerkanal. Kurset ser nærmere på søfartens historie, når vi i bus eller med skib tager på ekskursioner til og på kanaler, fjorde og floder. Et sikkert highlight vil være en bådrundtur i Hamborgs kæmpemæssige havneområde. 

 

24.06. – 30.06.Cykelkursus langs kysten – Angel og Slien  

Oplev et ideelt cykellandskab i det let kuperede og smukke terræn i Angel og langs kysterne ved Flensborg Fjord, Slien og Østersøen. Du vil se et smukt og varieret landskab med naturområder, frodigt landbrugsland, løvskove, landsbyer, herregårde og udsigt til fjordene og Østersøen. Cykelturene krydres med fortællinger ved egnens mange seværdigheder.  

Vi følger små veje og cykelstier og kører 50 til 65 km dagligt. Turene går fra Flensborg Fjord, langs naturområdet Gelting Birk, gennem det kuperede Angel til flere ruter omkring fjorden Slien. 

Kursuscenteret Christianslyst er udgangspunktet for kurset. Her vil der være foredrag, samvær og sang fra højskolesangbogen. Cykelkurset laves i samarbejde med Cyklistforbundet 

 

01.07. – 07.07.Familiehøjskole – Eventyr og magi 

Grib øjeblikket og nyd en stribe af gode oplevelser med dine børn og/eller børnebørn i fællesskab med andre familier. Jaruplund Højskole har dejlige rammer både ude og inde til fælles aktiviteter, sang og samvær.  Der vil være udfordringer for børn og voksne sammen og enkelte programpunkter, hvor de voksne har foredrag, mens børnene har gang i leg og spil. Vi skal ind i eventyrenes verden, hvor alt kan ske. Værksteder på højskolens ude-område, masker, drager, magiske sværd mm.  Tur til Gottorp Slot med middelalder workshop, udklædning for børnene og tur gennem slottet. Tur til den sydslesvigske vestkyst med tidevand, marsk og diger. Eksperimentarium i Flensborg. 

 

08.07. – 14.07.Cykelkursus – Rømø, Sild og Før 

Oplev det unikke vadehavsområde nord og syd for grænsen på cykel. Her er det ikke bakkerne, der tager pusten fra os, men den smukke natur og de vide horisonter med højt til himlen. Tidevandets kommen og gåen, fuglelivet, fårenes brægen på digerne, vindens lette brise eller det modsatte, vil give os en oplevelse af medvind og klar forståelse for, hvorfor netop dette område er en del af UNESCOs verdensnaturarv. Turene går fra Skærbæk i nord, over Rømø og Sild, til Før, og langs digerne til Husum, Nordstrand og Ejdersted. Jaruplund Højskole er basen, hvor fra bussen kører os ud til ruterne og henter os igen. På højskolen vil der være foredrag, fællessang og samvær. 

Cykelkurset laves i samarbejde med Cyklistforbundet. 

 

15.07. – 21.07.Golf (2) – Fire tyske baner og NORDART 2019 

Glæd dig til en uge med golf, kultur, foredrag og hyggeligt samvær. Vi har valgt fire meget forskellige tyske baner, der hver i sær udfordrer os spillere på forskellig måde, og synliggør at spillet ikke kun drejer sig om at slå lige og langt. Baner ved Eckernförde, Slien, Husum, og Glücksburg. Golfkurset afbrydes mit på ugen af et besøg på den spændende og meget anderledes kunstudstilling NORDART 2019 i Büdelsdorf, alternativt Dannevirke-volden og Gottorp Slot. Vi får forskellige foredrag, der kommer omkring den psykologiske medspiller, romsmagning og Sydslesvigs historie. Kurset tager udgangspunkt fra kursuscenteret Christianslyst i det smukke, sydlige Angel. 

 

15.07. – 21.07.Maleri, skulptur, akvarel og fællestegning – Mød Ingvar Chronhammar 

Fordyb dig i billedkunsten under vejledning af erfarne kunstnere. Portrætmaleri ved Adam Gabriel: Maleriets mange aspekter. Arbejde med hinanden som model og selvportræt efter spejl, med pastel, olie, akryl m.m. Mix Media maleri ved Arno Neufeld: Prøv blyant, akrylfarver, olie og pastel på forskellige materialer. Med simple print af naturmaterialer skaber vi mønstre og stoflighed. 

Tegning og akvarel ved Birde Poulsen: Arbejde med blyant og tusch og akvarel som vådt i vådt eller lagdelt. Modellering, form og støbning i gips, udhugning og patinering ved billedhugger Ole Præstkær. Fire gange fællestegning. Foredrag ved Ingvar Chronhammar. Tur til Kunsthalle, Hamborg. 

 

22.07. – 28.07.Vandringer langs Viking – Friservejen  

Nyd den smukke og afvekslende natur på tværs af Jyllands rod i vandretempo.  

I det sydlige Slesvig, langs Slien og Ejderen, ligger en stribe af kulturelle seværdigheder. Der er små købstæder og fiskelejer ved Slien, der er vikingebyen Hedeby og Danevirke volden, der lige er blevet Verdens Kulturarv. I vest er der Ejdersteds mægtige marsk og hollænderbyen Frederikstad med kanaler og broer. Alle disse natur- og kulturperler vil vi besøge og give et indblik i på vores vandringer fra øst mod vest. Dagsruter på 12 – 18 km. Mulighed for kombination med kurset ”Kulturperler på tværs af Jyllands rod”. 

 

22.07. – 28.07.Kulturperler på tværs af Jyllands rod   

Nyd en højskoleuge med spændende udflugter, foredrag, fællessang og samvær.  

Jaruplund Højskole er med sin beliggenhed midt i det historiemættede Sydslesvig et naturligt udgangspunkt for indholdsrige ekskursioner. I det sydlige Slesvig langs Slien og Ejderen ligger en stribe af kulturelle seværdigheder. Der er små købstæder og fiskelejer ved Slien, der er vikingebyen Hedeby og Danevirke volden, der lige er blevet Verdens Kulturarv. I vest er der Ejdersteds mægtige marsk og hollænderbyen Frederikstad med kanaler og broer. Alle disse natur- og kulturperler vil vi besøge på kurset og give et indblik i. Kurset kan kombineres med ”Vandringer langs Viking-Friservejen”. 

 

29.07. – 04.08.De så det ske – “Zeitzeugen”  

Sidste århundrede var hverken fredeligt eller roligt. Verdenskrige, kold krig, studenteroprør, tysk terrorisme mm. Dette kursus har fokus på historien fortalt af personer, der har været vidne til begivenhederne, på tysk “Zeitzeugen”. Få den personlige fortælling fra koncentrationslejren Theresienstadt, en opvækst som “tyskerunge” eller i det tyske mindretal i Sønderjylland efter besættelsen. Hør historien om de små mindeplader, “Stolpersteine”, der i dag ligger i mange europæiske byer for at huske os på de mennesker, der “forsvandt” under nazismen. Og lyt til beretningen om det tyske ungdomsoprør, der bl.a. lagde grunden til terrorgrupperne “Rote Armee Fraktion”. 

 

05.08. – 11.08. Vadehavet – Nationalpark og Verdensnaturarv – Med tur til Helgoland 

7 dage om Vadehavet, kultur i grænselandet og besøg på de nordfrisiske øer og Helgoland. 

Det er tidevandet, som har skabt Vadehavets karakteristiske profil af øer, vadeflader og marsk. Tidevandet er Vadehavets puls, og det har lagt grunden for områdets enestående økosystem med et myldrende liv af dyr og planter. Øen Helgoland 60 km ude i Atlanterhavet er en ganske særlig oplevelse. Her skal vi nyde udsigten ud over havet højt oppe på kanten af den røde klippeø. 

Bus- og sejlture vil udgøre en væsentlig del af programmet sammen med introducerende foredrag, morgensamlinger, sangaftener og samvær på højskolen. 

Medvirkende: Bl.a. biolog Uwe Lindholdt 

 

12.08. – 18.08.Kubik og kultur – Holsten og Slien rundt på MC 

Fællesskab, snoede landeveje gennem smuk natur, kulturelle seværdigheder og en højskolehverdag med foredrag og fællessang. Det er bare nogle af stikordene for et kursus, hvor man oplever Sydslesvig og Holsten på motorcykel. I år er det så 3. gang, vi tilbyder et motorcykel kursus med ture i området. Med udgangspunkt i højskolen går turene denne gang til Holsten og Slien. Den sydslesvigske østkyst byder på en overdådighed af skøn og for mange ukendt natur og mange seværdigheder. Oplev bl.a. Lübeck, Femern og Slien samt Büsum i vest og Broagerland i Sønderjylland. 

 

19.08. – 25.08.Det moderne Grænseland – Forskellighed og fællesskab. Mød mennesker og kultur, der bygger bro. Kurset laves i samarbejde med Grænseforeningen 

Det dansk-tyske grænseland har fået ny aktualitet i lyset af Brexit, Trump og en verdensorden, der er ved at forskyde sig. Danskerne ser med nye øjne på det stabile og Europa-orienterede Tyskland. Men hvad er forventningen til mindretallene? Kan grænselandet være bro uden at være front? Kan man samtidig være forskellige og dog fælles? Kan vi lære noget? Kurset gennemføres som et samarbejde mellem Grænseforeningen og Jaruplund Højskole. 

 

26.08. – 01.09.Kunst langs vestkysten 

Gud skabte Havet – Friserne kysten – Kunsterne fortolkede det! Den smukke og barske natur langs vestkysten har inspireret adskillige billedkunstnere. Det gælder f.eks. Carl Ludwig Jessen – frisernes nationalmaler og Jacob Alberts – hallig-maleren. En særlig plads i fortællingen får den store dansk-tyske kunstner Emil Nolde. På højskolen introduceres kunstnerne og deres værker ved uddybende billedforedrag. På ture til vestkysten opleves marsken og det for kunstnerne så afgørende lys med egne øjne. Dernæst opleves mange af værkerne på museer som ”Kunst der Westküste” på øen Før, Nissen museum i Husum, Museumsberg i Flensborg og i Emil Noldes museum ved Seebüll. 

 

02.09. – 08.09.Atlanterhavsvolden – Danske arbejdere i tysk krigstjeneste              

Atlanterhavsvolden blev et vigtigt led i Det tredje Riges forsvar af Europa fra 1943. Byggeriet blev styret af Organisation Todt. Volden blev et af Anden Verdenskrigs største bygge projekter med tusindvis af bunkers fra Skagen til den Biscayiske Bugt på grænsen mellem Sydfrankrig og Spanien, i Danmark alene omkring 2000. Kurset ser på det omfattende forsvarsanlæg og brugen af dansk arbejdskraft. Oplæg om bl.a. Tirpitz-stillingen, om den tyske Atlanterhavsvold og om danskere i tysk krigstjeneste. Tur til Tirpitz-stillingen ved Blåvand og til mindesmærkerne for fangelejren Swesing øst for Husum. 

Kursusleder: Historiker Jørn Buch 

 

16.09. – 22.09.Den lange besættelse 

Med 100-året for genforeningen nært forestående, er det nærliggende at tage en historisk tur gennem perioden, hvor Sønderjylland var indlemmet i Bismarcks Prøjsen og forhistorien her til. 

Kursets kommer ind på bevægelser og nøglebegivenheder, som førte frem til de Slesvigske krige. Hovedfokus vil være på de dansksindedes liv og dagligdag under den lange besættelse: Hvordan søgte den danske side at komme tilbage til Danmark og bevare deres danske identitet og kultur? Hvordan organiserede man sig politisk, og hvordan var den danske bevægelse berørt af både modstand og samarbejde? Tur til Dybbøl Banke og Sønderborg Slot med udstillingen ”Tiden under tysk styre”. Kursusleder historikker Nicolai Flyman 

 

16.09. – 22.09.Højskolesang og fortællinger 

Dette kursus er en hyldest til hjørnestene i højskolen; det levende ord, fortællingen og sangen. I et aktivt møde med sang og fortælling vokser vi ind i et fællesskab og gennem sanselighed og refleksion til en livslyst. Sang og fortælling relaterer os til hinanden, og giver os et rum til at forholde os til livet. På kurset arbejder vi os ind i den danske kultur og indkredse de værdier, vores samfund bygger på. Vi vil beskæftige os med udviklingen i formidling og med den kultur, vi er rundet af. Kurset beriges af foredragsholdere som Jørgen Carlsen, Erik Sommer, Jesper Moesbøl, Else Kirsten Lynggaard Ehmsen, Kathrine Frøkjær Bauenvig og Mette Katrine Stærk Jensen. 

Kursusleder Bolette Elvstrøm og Karsten Dressø 

 

23.09. – 29.09.Sort Sol og traner ved Rügen 

En uge for alle elskere af natur og kulturhistorie. 

Fænomenet ”Sort Sol” kan opleves når tusindvis af stære slår sig ned i grænseegnens sivskove for natten. Alt efter rovfuglenes aktivitet danser de kæmpestore stæreflokke mod den nedgående sol i storslåede formationer. Vi tager to ture til vestkysten, hvor vi foruden Sort Sol også oplever den sydslesvigske marsk med diger, varfter og det amfibiske vadehav. Derefter tager vi på en tre dages ekskursion til ”Bodden”-landskabet omkring Stralsund og Rügen. Her oplever vi store traneflokke slå sig ned i de lavvandede områder. På Rügen skal vi se på sporene af vendernes kultur og de imponerende kridtklipper på østkysten.  

 

30.09. – 11.10.Polen og Tyskland – Kunst og musik i Dresden, Krakow og Berlin  

Et rejsekursus til byer i det tidligere Østtyskland og Polen med et væld af historiske og kulturelle seværdigheder og med særlig fokus på kunst, arkitektur og musik. De indledende dage på Jaruplund Højskole vil byde på foredrag om byernes historie og den kunst og arkitektur, som vi vil møde undervejs. Fællesnævner har byerne bl.a. via deres skæbne under 2. Verdenskrig. Alle tre er de genopstået af krigens aske, og fortæller hver deres historie om tider under diktaturer og omvæltninger. 

Turen foregår med rejsebus. Udførligt program med seværdigheder og forestillinger undervejs kan ses på højskolens hjemmeside fra 1. marts 2019. 

 

28.10. – 03.11.Filosofi – Forståelsen af kunst  

Kunst og filosofi har meget til fælles. Kunsten er en kilde til fordybelse og eftertanke. Den udfordrer vaner og fordomme, den stiller vanskelige spørgsmål og udtrykker og tolker livserfaringer og tanker om tilværelsen. Billedkunstnere, forfattere og musikere har været påvirket af filosofi, og filosoffer har ladet sig inspirere af kunstværker og gjort sig tanker om kunstens væsen og den kunstneriske skabelsesproces. En række kendte kunstnere og filosoffer vil lægge op til diskussioner om, hvordan kunsten kan belyse eksistentielle, moralske og metafysiske spørgsmål, hvad der er god og mindre god kunst, og om der er grænser for, hvor tæt kunst og filosofi kan spille sammen.   

 

04.11. – 10.11.Stedets kraft – Særlige lokaliteter og deres rolle i religion og historie i  

Sydslesvig. 

På kurset vil vi beskæftige os med steder og lokaliteter i Sydslesvig, der på en eller anden måde er noget særligt, har en særlig udstråling eller nogle gange ligefrem kraft. Det kan være på grund af deres skønhed eller anderledeshed, eller fordi særlige begivenheder har fundet sted der. Ofte spiller sådanne steder en rolle i historie, religion eller digtning. Vi vil komme ind på forholdet mellem begivenhed og sted – hvornår er det stedet, der påvirker begivenhederne, og hvornår er det begivenhederne, der gør stedet til noget særligt? Udflugter til bl.a. Slesvig med domkirken, Johannesklosteret, Holmen og A.P. Møller Skolen og til Keitum på Sild. 

 

11.11. – 17.11.At rejse er at leve 

Et grænseland vil altid, især for rejsende, være noget ganske særligt. Træder man over en landegrænse, vil sprog og kultur ofte skifte. At leve i en grænseegn og flytte sig fra den ene side af grænsen til den anden næsten dagligt gør, at man altid føler sig som en rejsende.  Kurset vil inddrage forskellige personers erfaringer med længere rejser eller ophold i andre lande. Der vil være oplæg om kulturrejser, om rejsernes historie fra pilgrimsvandringer til charterrejser og beretningen om en tur Kloden rundt på motorcykel i den tredje alder. Kursisternes egne erfaringer vil også komme til udtryk i det omfang, man har lyst.  

”Dagsrejser” til Lübeck og Husum. 

 

29.11. – 01.12.Familie juleoptakt med julemarked i Flensborg 

Inviter familien med til Jaruplund Højskole fra fredag til søndag og kom i julestemning med juleklip, juledekorationer, jule sange og fortællinger om julen samt julemarked i Flensborg. En mulighed for en alternativ julegave som en fælles familieoplevelse, med mulighed for at komme i stemning som optakt til julemåneden 2019. Arbejdet på de forskellige juleværksteder får man selvfølgelig lov til at tage med hjem. 

 

06.12. – 08.12.Julemarked i Lübeck og julefrokost 

Kombiner den traditionelle julefrokost i familien, med venner eller kollegaer på arbejdspladsen med dette tilbud, hvor man ankommer fredag sidst på eftermiddagen/til aften. Lørdag tager vi til Julemarked i Lübeck for lørdag aften at spise julefrokost med efterfølgende dans og musik på højskolen. Søndag er der afrejse i løbet af formiddagen efter morgenmaden.   

 

13.12. – 15.12.Julemarked i Flensborg og julefrokost 

Kombiner den traditionelle julefrokost i familien, med venner eller kollegaer på arbejdspladsen med dette tilbud, hvor man ankommer fredag sidst på eftermiddagen/til aften. Lørdag tager vi til Julemarked i Flensborg for lørdag aften at spise julefrokost med efterfølgende dans og musik på højskolen. Søndag er der afrejse i løbet af formiddagen efter morgenmaden.   

 

30.12. – 02.01.Nytår på Jaruplund Højskole  

Som noget nyt erstatter vi vores mangeårige jule- og nytårs kursus i 2019 med et nytårskursus. Der er ankomst dagen før nytårsaften, hvor vi hygger, synger og gør klar til at byde nytåret velkommen. Om lørdagen vil der være forskellige aktiviteter/foredrag relateret til Sydslesvig og nytåret 2019/2020, og efter at have hørt Dronning Margrethes nytårstale sætter vi os til bords. I løbet af aftenen er der hygge, sange og overvære fyrværkeri når vi skyder nytåret ind. Søndag er der mulighed for deltagelse i nytårsgudstjeneste, at se nytårskoncerten fra Wien transmitteret via DR og deltage i forskellige foredrag samt ikke mindst høre om året der kommer. Den 2. januar er der afrejse efter morgenmaden. 

 

De bedste hilsner 

Karsten B. Dressø 

forstander@jaruplund.de